Midnats tanker om singlelivet..

Sikke et helvede at være kommet i.. Sørme ikke lige sådan at jeg havde forventet, at mit liv ville blive. Jeg havde jo fundet drømmemanden - troede jeg. Jeg var jo ved at opbygge det liv vi skulle have.. 

Fandme ikke nemt at skulle starte forfra igen. Jeg orker det ikke.. 

Hvornår er det ok at begynde og være aktivt søgende igen efter at være gået fra hinanden? Tja det er jo ret forskelligt fra person til person.. Jeg synes nok selv, at jeg var lidt tidligt ude, da jeg i en hurtig beslutning her til aften besluttede mig for at tilmelde mig Singler i Nordjylland gruppen på facebook.. Men til min store overraskelse havde den et medlem jeg kender.. Endda rigtig godt.. Ex'en.. Og han tilmeldte sig for 3 uger siden.. 

Som at få en spand kold vand i hovedet! 

Under hele vores forhold har jeg aldrig rigtig været jealoux. Det var mere end ok at han tog i byen med drengene. Også single vennerne. For han kom jo hjem til mig. Jeg var hverken usikker eller bekymret, når han fortalte om turene.. Jeg stolede på ham og vidste han var 100% loyal. 

Hvorfor fanden bliver jeg så jealoux nu? Nu hvor vi ikke er kærester mere? Hvorfor føler jeg mig så usikker og ked af det nu?!? Hvorfor leder jeg efter skjulte meninger i alt han siger? Hvorfor mistede jeg pusten, da jeg forleden ved et tilfælde så ham komme kørende hjem til ham med en kvinde i bilen, som jeg ikke umiddelbart genkendte - og straks overvejede at finde på et påskud for at kigge forbi.. Ikke at jeg gjorde det, men at jeg havde lysten skræmmer mig! 

Fandme nej om jeg vil være det her jealoux monster, der stalker sin ex og ikke vil give slip! I nat vil jeg græde over det der var og det jeg har mistet. I morgen tidligt vil jeg videre. Cutte de sidste bånd der binder mig til ham. Få hentet de sidste ting af mit i lejligheden. 

Det skal være helt slut. 

Jeg vil holde op med at skrive til ham, om han vil mødes og snakke. For det er jo alligevel akavet, når vi mødes. Han gør det jo kun, fordi jeg spørger. 

Jeg gider ikke være ynkelig og savne noget, som tydeligvis er slut og ALDRIG kommer tilbage. 

Breaking up is hard to do..

Det her bliver nok et sølle ynkeligt tude indlæg. Et indlæg hvor jeg bare har brug for at komme af med en masse. I dag er det en måned og tre dage siden vi gik fra hinanden. 

Den første uge gik med at tude, søge lejlighed, tude, prøve at være praktisk og tude lidt mere.. Efter en uge havde jeg fået lejlighed og så kom alt det praktiske med at flytte og få styr på økonomi osv.. Der er stadig tude ture, men det er jo forventeligt.. 

Nu er der gået en måned. Facaden er på plads ud af til. Det hele kører jo. Jeg har fået lejlighed, nyt job pr 1/8 og det var jo i al venskabelighed vi gik fra hinanden. 

Vi er jo stadig venner. 

Alt kører jo på skinner for mig.. 

Men om aftenen, når jeg sidder alene i min lejlighed, så bliver det svært. Der er så fucking ensomt! Tv'et kører konstant, så der hele tiden er lyden af stemmer i lejligheden. Kattene pusler rundt. Jeg skulle jo nødigt være alene med mine tanker. Nogle aftener er jeg træt, træt nok til at sove med det samme. Uden at komme til at ligge og tænke.. 

Men der er også nætter som i nat. Nætter hvor tankerne kører i ring. Nætter hvor savnet er stort. Hvor ensomheden river og flår i mig. 

Nætter hvor jeg vågner og rækker ud. Nætter hvor jeg ikke kan forstå at han ikke er der.. Indtil tanken rammer. Han er ikke min længere. Jeg er alene. Helt alene. Snart 30 og helt alene. Og så kommer alle de virkelig grumme tanker. Hvad nu hvis han allerede er kommet videre? Hvad nu hvis det bare er mig, der er sølle og ynkelig. At der aldrig vil være en til mig igen. At jeg aldrig finder ham, jeg kan elske. Ham, der bliver far til mine børn.. 

Åh Gud, hvad nu hvis jeg aldrig får børn! 

Tankerne kører bare i ring, jeg græder og bander frustreret. Prøver at sige til mig selv " get over it, man up and start being awesome " men jeg svælger nærmest i min egen ynkelighed. Mens tårerne stille løber ned af kinderne. Jeg kan ikke stoppe de store hulk der indimellem kommer. 

Jeg vil ikke have det sådan her. Hvorfor skal det være så fucking svært det hele. Vi er jo enige om, at det er slut. Hvorfor savner jeg ham så meget? Og er det ham jeg savner? Eller er det nærheden og et andet menneske at være sammen med? 

Jeg er ikke typen, der åbner op og snakker med andre om, hvordan jeg har det. Jeg er ikke den, der bare bralrer løs om sine problemer. Så det er her jeg kan give los. For her er det bare mig og mine tanker. Tanker og frygten for at ende alene. For jeg er ikke udadvendt. Jeg har ikke nemt ved at snakke med andre eller opsøge andre. Hvordan fanden skal jeg møde en ny fyr? Tage i byen alene, hvor ynkeligt og desperat er det ikke lige?!? 

Oprette en datingprofil? Nej vel, der er kun fyre, der er ude efter sex.. 

Fuck hva gør jeg lige! 

Alle mine veninder og venner er i forhold. 

Alle på facebook laver ikke andet end at lægge billeder op af deres perfekte liv, med deres perfekte børn og åh så idylliske statusopdateringer ! 

Instagram bugner af billeder af lækre babyer, børn og babybobler.. 

Og så er der mig, fuld af negativt tungsind og den glade og positive facade udad til. Mens jeg føler, at jeg bliver ædt op indefra af negativitet og jealousi. En ubeskrivelig trang til at stalke ham, se om han møder en anden, om han er glad eller Gud for byde det, på vej til at blive lykkelig uden mig! 

Jeg gider ikke have det sådan her! Hvorfor er det ikke bare lige som at slukke på en knap ? Vi går fra hinanden og så er følelserne væk. Alle følelserne, både positive og negative! Ingen jealousi, ingen vrede, ingen frygt, ingen kærlighed, ingen sårethed, ingen usikkerhed, ingen akavethed, ingen frygt for at gør noget forkert eller sige noget forkert i hans selskab. Alt er bare ok og man kan være venner. Men nej nej, så nemt går det ikke. Så nemt går det aldrig...