lørdag den 5. juli 2014

Regnen på min rude..

Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg får lyst til at skrive et indlæg, der sprudler af livsglæde og lykke..
Eller bare et indlæg, hvor jeg har noget positivt at fortælle.

Jeg havde faktisk en super fed aften og dag i går.. Jeg fik rykket nogle grænser. Tog faktisk chancen og tog ind på Heidis til et singleevent, hvor jeg reelt ikke kendte nogen. Jeg startede med at hygge hele dagen med M, som jeg lærte at kende til en single tøseaften.
Først var vi ude og spise, og så shoppede vi lige - fandt opturs bukser :D Ej det kræver lidt mere forklaring. Altså jeg er ikke den tyndeste. Men heller ikke voldsomt overvægtig. Men vi var inde i Nanna XL, hvor jeg forelskede mig i et par bukser, som selvom jeg prøvede deres mindste par, var alt for store :D:D:D:D

Så foreslog M at vi gik i Only og prøvede et par bukser, som hun havde, og tror i ikke lige, at jeg kunne klemme mig ned i et par M/L... Fandme optur, når man i flere år har nægtet at købe bukser i Only, fordi jeg ikke har kunnet passe dem før... !!!
Efter det var jeg med hende på Kattens Værn, hvor jeg nok ender med at blive frivillig ude. Det ligger ikke mere end 5min herfra.. Fedt ! Og man er jo ikke tosset med katte uden grund.

Nå, men M tager med mig på Heidis, hvor vi deler en Somersby, og så smutter hun. Og så samler jeg mod til mig og går ind i løvens hule :D Hold nu op nogle fantastisk hjertevarme kvinder, jeg møder der. De gjorde alle mine bekymringer til skamme. Og jeg havde det super hyggeligt sammen med dem! Altså lige indtil X'en kom.
Jeg havde håbet at han ikke ville dukke op. Så jeg ikke ville blive konfronteret med at skulle håndtere en situation, hvor jeg måske så ham sammen med en anden - ikke at han ville være så led at være det foran mig. Men fååk mit hjerte og hjerne går med det samme i overdrive og forestiller sig det værste.

Jeg tror, at jeg klarede det ok, at ingen mærkede på mig, hvor svært det var. Hvor ondt det gjorde at se ham hygge, snakke og more sig med andre. Jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at se for meget på ham. Holde øje med, hvem han snakkede med osv. For jeg VIL ikke være jealoux. Jeg vil ikke ødelægge noget for ham.

Men har set noget, opdaget noget, som har knækket mig fuldstændig i dag. Jeg har tudet og tudet. Og slet ikke kunnet fungere. Jeg hader virkelig at han stadig påvirker mig sådan. At han stadig betyder alt. Jeg er der, hvor jeg seriøst overvejer at bryde samtlige bånd, som jeg har til ham. Melde mig ud af grupperne og bare sig fååk det hele.
Men grupperne er det der giver mig netværk. Gode oplevelser, som jeg virkelig har brug for, så jeg ikke ender som en huleboer.. eller som den seriøst skøre kattedame, der aldrig kommer uden for en dør.

Men bare tanken om ikke at snakke med ham igen. At cutte ham fra mit liv gør ondt. Får det fysisk dårligt bare ved tanken. Og kan ikke helt undgå at se ham. For han vil være at finde i byen. Til singlearrangementerne. Og jeg vil løbe ind i ham i spar. Og jeg kan ikke bare ignorere ham. Men jeg må holde afstand. Lade være med at opsøge kontakten. For det smerter mere end det gavner, når det kun er mig der har behovet for at ses. For at snakke. For at tage del i hans liv.

For helvede. Hvornår blev jeg den her skrøbelige tøs, der går i stykker ved det mindste? Hvornår blev jeg til den her tudemarie, som ikke er til at stoppe igen? Jeg kan knap nok holde mig selv ud lige for tiden. Men at det er SLUT, og han er VIDERE.

Og så må jeg selv finde det der gør, at jeg kommer videre. Hvad og hvem det så bliver der kan det.

fredag den 4. juli 2014

Bum bum bum... indsæt titel her...

Så sidder jeg her igen..
Forvirret og ked af det..
Ude af stand til at hive mig selv op af det sorte hul jeg langsomt graver til mig selv..

Sidst jeg skrev, ville jeg forsøge at komme videre med mit liv, cutte hvad jeg havde af forbindelse til ham. Det gik bare ikke rigtig. Jeg kan ikke. For jeg savner ham stadig. FUCK!

Først for nyligt fik jeg hentet de sidste ting, hvor vi så også havde en lang snak om den akavethed der er opstået mellem os. Om at ingen af os vil miste den anden.. Men at vi samtidig ikke aner, hvordan vi skal agere rundt om hinanden. Og vi aftalte at prøve at gøre nogen af de ting vi savner, som at mødes og se en film.. hvilket vi endnu ikke har gjort, men vi snakker lidt bedre sammen.. Selvom jeg stadig føler at det er mig der skal opsøge det.

At det stadig er mig, der hænger fast i fortiden. At det er mig, der ikke kan komme videre... Og det er nok heller ikke helt forkert. For der er oplevelser der skubber mig helt tilbage igen. Tilbage til gråden, håbløsheden og følelsen af at være ødelagt inden i.
Som da en dreng på job fortalte, at han havde set Ex'en komme sammen med en anden kvinde. At komme op i hans lejlighed og se rødvinsglas - efterladenskaberne af en hyggelig aften sammen med en anden..

Eller det værste af det hele - at være i samme facebook gruppe som ham, for singler i nordjylland. Se hans kommentarer på trådene, billeder af ham sammen med de andre singler, hvor han hygger sig.. Det er stadig som at få en mavepuster hver gang. Og fuck hvor jeg misunder ham hans udadvendthed og evne til at snakke med alt og alle.. Det falder ham så naturligt. Hvor jeg virkelig skal presse mig selv ud i det. Nej, det er ikke slemt, når først jeg er i gang.. men for helvede hvor er det bare svært at finde modet til bare at åbne munden.. (læs evt mit indlæg om at være Introvert/indadvent)

Jo jeg kommenterer også i grupperne.. forsøger at blive en del af det.. Jeg kan ikke helt finde ud af, om nogen af de ting jeg gør og kommenterer på er for at få ham til at lægge mærke til mig, få ham til at blive jealoux. Eller fordi jeg vil have andre til at lægge mærke til mig..
Jeg har indset, at jeg har brug for at blive komplimenteret, blive flirtet med, føle at nogen (næsten lige meget hvem - nej det passer ikke.. dem jeg synes er lækre)har lyst til at være sammen med mig.

Men jeg er bange for at falde i samme fælde, som før jeg mødte ex'en. Den gang, hvor jeg brugte sex som et våben, eller som en måde til at skjule, hvor desperat jeg manglede nærhed, intimitet og ømhed. Hvor hele min selvtillid var opbygget i og omkring min seksuelle formåen (eller mangel på samme)
Jeg er godt på vej til at ende samme sted. Jeg er så fucking usikker. Så træt af at se mig selv i spejlet.. Jeg hader min vægt, men samtidig kan jeg ikke fastholde mine intentioner om at spise sundt og motionere. Jeg har så mange overspringshandlinger.. Så mange måder at godt gøre over for mig selv, hvorfor det er ok at spise det usunde.. Jeg har seriøst en vilje som en regnorm.
Men jeg VIL tabe mig. Jeg VIL have det bedre med mig selv. Jeg VIL kunne tage steder hen uden at føle mig som en tyk trunte. Jeg VIL kunne se billeder af mig selv på nettet, uden at skamme mig, som da jeg så billedet fra rundbold arrangementet i går.

Mine tanker springer rundt. Ikke helt nemt at holde styr på det hele.. Jeg håber ikke at nogen læser det her udover mig.. For det er da ikke til at finde hovede og hale i for andre end mig.. ;D

For jeg savner ham stadig. Det piner mig at indrømme det. For jeg vil så gerne være den der kommer videre. Og være ok med det hele. Men jeg er så bange for den dag jeg ser ham med en anden. Bange for at bryde totalt sammen, når det sker. For det kommer til at ske, det er jeg ikke i tvivl om. Det kan godt være han siger til mig, at han ikke søger, men på det punkt tror jeg ikke på ham.. Der stikker usikkerheden sit grimme hovede frem, og hvisker, at selvfølgelig gør han det.. Og hvis ikke, så er han sammen med andre alligevel..
Fuck hvor er jeg da latterlig at høre på.. Sidder og snakke med mig selv om, hvorvidt jeg tror min ex knalder med andre... Tag dig for fanden sammen!!!!!!!