I disse dage er mit hovede fyldt af tanker. Rigtig rigtig mange tanker. Alle sammen omkring projekt baby. Egentlig er det mig meget i mod at kalde det projekt baby. Det har sq egentlig en negativ klang. Projekt baby.
Det lyder som om jeg ikke har andet at gå op i.
Men det har jeg egentlig heller ikke. Lige nu går alle mine tanker, valg og handlinger kun ud på en ting. Hvordan jeg kan opfylde min alt overskyggende drøm. At blive mor. At stå med mit eget lille barn i armene.
Tankerne om hvad der kunne være lige nu fylder også meget. Jeg har en kollega, der i går postede et billede af deres nyfødte dreng på facebook. Og mens jeg skrev tillykke på hans væg, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg selv ville være tæt på termin. At min mave ville strutte, at jeg ville kende kønnet. At jeg på en gang ville være frustreret, utålmodig og helt ekstremt lykkelig!
Jeg har tudet, jeg har rastet og jeg har drømt så mange gang. Men maven er stadig tom. Tilbage har jeg kun billedet og de diffuse følelser og oplevelser fra sygehuset
Mange af mine tanker går også på fremtiden. Hvordan ser den ud, hvad skal der ske. Kan vi lave en øko baby eller skal vi have hjælp af den ene eller anden art. Vi startede officielt med at prøve i november, da min læge gav mig 3mdrs pause - min krop havde brug for ro efter min blindtarms betændelse og efterfølgende komplikationer. Vi har siden november, prøvet, været til læge et par gange, for at få taget blodprøver, for at finde ud af, om jeg har æl (ægløsning). Indtil videre har der ikke været positive svar.
Jeg VED godt, at vi ikke har prøvet længe, men årh hvor er jeg utålmodig. For jeg ville jo helst være gravid i går. Jeg ville helst gå i boblen nu, og bare glæde mig til at skulle fortælle alt og alle at NU var det vores tur. Men ting tager tid, alt for lang tid.
Hvad gør jeg selv? Jeg bruger to apps og alm blødnings skema, for at holde styr på blødninger - for at få en ide om, hvornår jeg kan have æl.
Jeg tager alle de rigtige vitaminer. Jeg prøver at spise efter KISS - det går ikke altid lige godt, men jeg vil og jeg skal gøre det. Min krop har det også meget bedre med den her mad. Det føles rigtig.
Men det hele fylder i mit hovede, og som min læge sagde, så er mine tanker og mit eget press den aller værste fjende. Men jeg har så svært ved at give slip og slappe af. Jeg har virkelig følelsen af, at tiden løber fra mig, og det er snart for sent.
Jeg har i de sidste par cyklusser haft flere smerter, end jeg har prøvet før. Både ved formodet æl og ved mens. Jeg er oppustet og min mave er utrolig følsom, og har været det siden jeg var indlagt i sommers, nu snart 8 mdr senere. det er som om min mave aldrig helt er kommet i orden.
Jeg ved godt, at jeg kun er 31, og mange få børn i den her alder. Men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken om, at jeg har travlt, og for hver måned der går, jo sværere vil det blive for os. Jeg bruger alt for meget tid på pinterest - hvor jeg laver hemmelige opslagstavler om alt fra ting jeg ønsker at lave, til værelses inspiration og ønske ting, tøj osv osv. Derudover læser jeg dagligt på min-mave.dk. Et debatforum for dem der ønsker at blive gravide og dem der er det. (Gudskelov kan man vælge mange debatter fra - dem med graviditet og små børn) Jeg har fået meget inspiration og viden ved at læse derinde. Og jeg er da slet ikke i tvivl om, at kæresten indimellem, synes at jeg piner mig selv med det. Men jeg kan bare ikke helt stoppe mig selv.
Et meget rodet indlæg. Men sådan er det også oppe i mit hovede..
mandag den 7. marts 2016
onsdag den 24. februar 2016
En forfærdenlig sommer i 2015
Nøj det er længe siden jeg har skrevet her. Og sikke meget der er sket på det halvandet års tid, der er gået. Jeg kan næsten ikke genkende den usikre og triste kvinde. GUDSKELOV
Jeg har fundet en ny fantastisk kæreste, som jeg havde års dag med forleden. Og hvilket år! Fuld af op og ned ture og mest af alt kærlighed. Min sommerferie blev på ingen måde som nogen af os havde forestillet os.
Den 21/7 2015 kl ca 01 vågner jeg ved at det giver et smæld i maven, efter fulgt af voldsomme smerter, inden for 20min vælger min kæreste at ringe til vagtlægen, der sætter os forrest i køen. (I døgnet op til har jeg det dårligt og kaster voldsomt op, kan kun hold alm vand i mig.) Vagtlægen mærker på mig og beder om en urinprøve, og sender mig straks oven på til yderligere undersøgelser - mistanken er at jeg har en sprængt blindtarm.
Jeg kommer oven på og skal give en urinprøve mere (hvilket er umuligt, er rimelig dehydreret), men det tager en blodprøve og giver mig morfin, hvilket giver mig mulighed for at ligge næsten afslappet.
Nu kommer chokket så, for når man bliver indlagt som kvinde, så er man som udgangspunkt gravid, indtil andet er påvist. Jeg benægter med det samme, for det kan jeg da ikke være. Jeg har haft mens som jeg plejer, og de der har læst min blog, ved at jeg har en laaang sygdomshistorie bag mig med store hormonelle og blødnings forstyrrelser. MEN MEN MEN, jeg er gravid. Min blodprøve siger at mit HCG tal er på 12.000.. Kæresten og jeg er forståeligt nok meget chokkerede og samtidig ovenudglade. Eller så glad som jeg nu kan være, høj på morfin og en anelse chokeret.
Og nu tager tingene fart, for pludselig bliver de i tvivl om det er blindtarmen, den er gal med eller om det er en graviditet uden for livmoderen.
Jeg får taget en scanning, hvor de ikke kan se noget, udover graviditeten i livmoderen og en masse fri væske. Så nu er dommen, både en alm graviditet og en graviditet uden for livmoderen. Jeg ryger på operationsbordet, og da de åbner mig finder de ud af, at det er blindtarmen, der er sprunget to steder og deraf al den frie væske.
Da jeg vågner på opvågningen, er mit første spørgsmål "er jeg stadig gravid?", og svaret får mig til at græde af glæde, for ja det var jeg :D
Den følgende uge er en døs. Jeg er meget svækket. Jeg spiser intet, da jeg kaster voldsomt op hver gang, jeg får andet end væske. Jeg er også voldsomt oppustet, så meget, at det ligner at jeg er gravid i 6/7måned. Efter en 5 dages tid, får jeg så en slange ned gennem næsen og svælget til mavesækken, for at suge alt galden op, som jeg indtil da har kastet op. Lægerne er ret bekymrede for mig, da mine infektions tal ikke falder, og der ingen ændring er på min status. Jeg bliver sendt til scanning af min mave, for at se om de kan finde den byld, som de forventer er opstået pga al den frie væske jeg havde, da blindtarmen sprang. Men scanningen viser intet, da mine tarme er gør, at de ikke kan se den (det viser sig senere, at den ligger gemt bag dem). Min tyndtarm er meget udspilet.
Tirsdag d. 28/7 2015, en uge efter at jeg er blevet indlagt, får jeg en terminsscanning. Det viser sig, at jeg er ikke er helt så langt henne som først antaget (de antog at jeg var i 7 uge, da jeg bliver indlagt, jeg var reelt kun i 6 uge). Jeg får sammen med kæresten og min mor lov at se vores lille spire på skærmen og får et scanningsbillede med hjem.
I dagene efter prøver lægerne at finde ud af, hvad der er galt med mig, først vil de have mig til en CT scanning, men pga graviditeten, så tør de ikke risikere det. Det ender med at jeg torsdag 30/7 får en MR scanning. Som endelig viser hvor bylden sidder. I den mellemliggende tid er jeg endelig begyndt at få næring gennem drop, da jeg de første 8 dage ikke får andet end væske og antibiotika. Næringen gør dog, at mine vener i arme og hænder er ved at give op, og de begynder at få svært ved at finde steder, hvor de kan stikke mig og give drop.
Fredag bliver jeg endelig opereret for 2. gang, her får jeg også indopereret en dims i halsen, som jeg kan få drop i.
Efter operationen får jeg min første ordentlige nattesøvn siden jeg blev indlagt, men om morgenen begynder jeg at bløde. Grædende på toilettet, må jeg ringe efter sygeplejerskerne, som delvist bekræfter mine bange anelser, og senere på morgenen får jeg taget en blodprøve. Søndag aften får jeg kraftige smerter i underlivet, og søndag morgen kommer der så en klump ud, (ca på str med en bordtennisbold). Suk. Lille Peanut blev kun 7+4.
Imellemtiden har jeg fået "suget" fra maven ud, og jeg bliver hurtigt friskere, især da jeg får lov at få fast føde igen (den første dag jeg måtte det, græd jeg på det tidspunkt var det næsten 12 dage siden jeg havde spist rigtig mad, og 14-15 dage siden jeg havde kunnet spise uden at kaste op.
14 dage efter jeg blev indlagt, bliver jeg udskrevet. Maven var stadig voldsomt oppustet, og det hele var meget syrealistisk for mig. Jeg var sygmeldt i over en måned efterfølgende. Så lang tid tog det, før jeg fik nogenlunde styr på maven, kunne spise normalt igen, fik energi til at gå længere end ture på 10 min.
Gennem alt det her, stod min kæreste ved min side. Han blev "indlagt" sammen med mig, fik sin egen seng på min enestue. Han sov sammen med mig 13 ud af 14 nætter på hospitalet, hvor han hjalp mig på toilettet utallige gange hver nat. Han stod for alt det huslige med kattene, vi stod midt i en sammenflytning, som han endte med at stå for. Han var min klippe, min støtte, min opmuntring og noget af det aller mest fantastiske der er sket mig!
Tilbage sidder jeg med sorgen over det, der kunne have været det mest fantastiske i mit liv, i vores liv. Men oven i sorgen er der også et håb. Et håb, der fortæller mig, at JEG KAN BLIVE GRAVID (uden hjælp)! For det er sket en gang.
Hvordan ser fremtiden ud? Pt er der gået snart 7mdr, jeg går til egen læge for at få taget ægløsnings(æl) tests, for at se, om jeg reelt har æl hver måned. Næste skridt er måske fertilitetsbehandling. Men vi går ind i det med oprejst pande og et kæmpe stort håb!
Jeg har fundet en ny fantastisk kæreste, som jeg havde års dag med forleden. Og hvilket år! Fuld af op og ned ture og mest af alt kærlighed. Min sommerferie blev på ingen måde som nogen af os havde forestillet os.
Den 21/7 2015 kl ca 01 vågner jeg ved at det giver et smæld i maven, efter fulgt af voldsomme smerter, inden for 20min vælger min kæreste at ringe til vagtlægen, der sætter os forrest i køen. (I døgnet op til har jeg det dårligt og kaster voldsomt op, kan kun hold alm vand i mig.) Vagtlægen mærker på mig og beder om en urinprøve, og sender mig straks oven på til yderligere undersøgelser - mistanken er at jeg har en sprængt blindtarm.
Jeg kommer oven på og skal give en urinprøve mere (hvilket er umuligt, er rimelig dehydreret), men det tager en blodprøve og giver mig morfin, hvilket giver mig mulighed for at ligge næsten afslappet.
Nu kommer chokket så, for når man bliver indlagt som kvinde, så er man som udgangspunkt gravid, indtil andet er påvist. Jeg benægter med det samme, for det kan jeg da ikke være. Jeg har haft mens som jeg plejer, og de der har læst min blog, ved at jeg har en laaang sygdomshistorie bag mig med store hormonelle og blødnings forstyrrelser. MEN MEN MEN, jeg er gravid. Min blodprøve siger at mit HCG tal er på 12.000.. Kæresten og jeg er forståeligt nok meget chokkerede og samtidig ovenudglade. Eller så glad som jeg nu kan være, høj på morfin og en anelse chokeret.
Og nu tager tingene fart, for pludselig bliver de i tvivl om det er blindtarmen, den er gal med eller om det er en graviditet uden for livmoderen.
Jeg får taget en scanning, hvor de ikke kan se noget, udover graviditeten i livmoderen og en masse fri væske. Så nu er dommen, både en alm graviditet og en graviditet uden for livmoderen. Jeg ryger på operationsbordet, og da de åbner mig finder de ud af, at det er blindtarmen, der er sprunget to steder og deraf al den frie væske.
Da jeg vågner på opvågningen, er mit første spørgsmål "er jeg stadig gravid?", og svaret får mig til at græde af glæde, for ja det var jeg :D
Den følgende uge er en døs. Jeg er meget svækket. Jeg spiser intet, da jeg kaster voldsomt op hver gang, jeg får andet end væske. Jeg er også voldsomt oppustet, så meget, at det ligner at jeg er gravid i 6/7måned. Efter en 5 dages tid, får jeg så en slange ned gennem næsen og svælget til mavesækken, for at suge alt galden op, som jeg indtil da har kastet op. Lægerne er ret bekymrede for mig, da mine infektions tal ikke falder, og der ingen ændring er på min status. Jeg bliver sendt til scanning af min mave, for at se om de kan finde den byld, som de forventer er opstået pga al den frie væske jeg havde, da blindtarmen sprang. Men scanningen viser intet, da mine tarme er gør, at de ikke kan se den (det viser sig senere, at den ligger gemt bag dem). Min tyndtarm er meget udspilet.
Tirsdag d. 28/7 2015, en uge efter at jeg er blevet indlagt, får jeg en terminsscanning. Det viser sig, at jeg er ikke er helt så langt henne som først antaget (de antog at jeg var i 7 uge, da jeg bliver indlagt, jeg var reelt kun i 6 uge). Jeg får sammen med kæresten og min mor lov at se vores lille spire på skærmen og får et scanningsbillede med hjem.
I dagene efter prøver lægerne at finde ud af, hvad der er galt med mig, først vil de have mig til en CT scanning, men pga graviditeten, så tør de ikke risikere det. Det ender med at jeg torsdag 30/7 får en MR scanning. Som endelig viser hvor bylden sidder. I den mellemliggende tid er jeg endelig begyndt at få næring gennem drop, da jeg de første 8 dage ikke får andet end væske og antibiotika. Næringen gør dog, at mine vener i arme og hænder er ved at give op, og de begynder at få svært ved at finde steder, hvor de kan stikke mig og give drop.
Fredag bliver jeg endelig opereret for 2. gang, her får jeg også indopereret en dims i halsen, som jeg kan få drop i.
Efter operationen får jeg min første ordentlige nattesøvn siden jeg blev indlagt, men om morgenen begynder jeg at bløde. Grædende på toilettet, må jeg ringe efter sygeplejerskerne, som delvist bekræfter mine bange anelser, og senere på morgenen får jeg taget en blodprøve. Søndag aften får jeg kraftige smerter i underlivet, og søndag morgen kommer der så en klump ud, (ca på str med en bordtennisbold). Suk. Lille Peanut blev kun 7+4.
Imellemtiden har jeg fået "suget" fra maven ud, og jeg bliver hurtigt friskere, især da jeg får lov at få fast føde igen (den første dag jeg måtte det, græd jeg på det tidspunkt var det næsten 12 dage siden jeg havde spist rigtig mad, og 14-15 dage siden jeg havde kunnet spise uden at kaste op.
14 dage efter jeg blev indlagt, bliver jeg udskrevet. Maven var stadig voldsomt oppustet, og det hele var meget syrealistisk for mig. Jeg var sygmeldt i over en måned efterfølgende. Så lang tid tog det, før jeg fik nogenlunde styr på maven, kunne spise normalt igen, fik energi til at gå længere end ture på 10 min.
Gennem alt det her, stod min kæreste ved min side. Han blev "indlagt" sammen med mig, fik sin egen seng på min enestue. Han sov sammen med mig 13 ud af 14 nætter på hospitalet, hvor han hjalp mig på toilettet utallige gange hver nat. Han stod for alt det huslige med kattene, vi stod midt i en sammenflytning, som han endte med at stå for. Han var min klippe, min støtte, min opmuntring og noget af det aller mest fantastiske der er sket mig!
Tilbage sidder jeg med sorgen over det, der kunne have været det mest fantastiske i mit liv, i vores liv. Men oven i sorgen er der også et håb. Et håb, der fortæller mig, at JEG KAN BLIVE GRAVID (uden hjælp)! For det er sket en gang.
Hvordan ser fremtiden ud? Pt er der gået snart 7mdr, jeg går til egen læge for at få taget ægløsnings(æl) tests, for at se, om jeg reelt har æl hver måned. Næste skridt er måske fertilitetsbehandling. Men vi går ind i det med oprejst pande og et kæmpe stort håb!
lørdag den 5. juli 2014
Regnen på min rude..
Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg får lyst til at skrive et indlæg, der sprudler af livsglæde og lykke..
Eller bare et indlæg, hvor jeg har noget positivt at fortælle.
Jeg havde faktisk en super fed aften og dag i går.. Jeg fik rykket nogle grænser. Tog faktisk chancen og tog ind på Heidis til et singleevent, hvor jeg reelt ikke kendte nogen. Jeg startede med at hygge hele dagen med M, som jeg lærte at kende til en single tøseaften.
Først var vi ude og spise, og så shoppede vi lige - fandt opturs bukser :D Ej det kræver lidt mere forklaring. Altså jeg er ikke den tyndeste. Men heller ikke voldsomt overvægtig. Men vi var inde i Nanna XL, hvor jeg forelskede mig i et par bukser, som selvom jeg prøvede deres mindste par, var alt for store :D:D:D:D
Så foreslog M at vi gik i Only og prøvede et par bukser, som hun havde, og tror i ikke lige, at jeg kunne klemme mig ned i et par M/L... Fandme optur, når man i flere år har nægtet at købe bukser i Only, fordi jeg ikke har kunnet passe dem før... !!!
Efter det var jeg med hende på Kattens Værn, hvor jeg nok ender med at blive frivillig ude. Det ligger ikke mere end 5min herfra.. Fedt ! Og man er jo ikke tosset med katte uden grund.
Nå, men M tager med mig på Heidis, hvor vi deler en Somersby, og så smutter hun. Og så samler jeg mod til mig og går ind i løvens hule :D Hold nu op nogle fantastisk hjertevarme kvinder, jeg møder der. De gjorde alle mine bekymringer til skamme. Og jeg havde det super hyggeligt sammen med dem! Altså lige indtil X'en kom.
Jeg havde håbet at han ikke ville dukke op. Så jeg ikke ville blive konfronteret med at skulle håndtere en situation, hvor jeg måske så ham sammen med en anden - ikke at han ville være så led at være det foran mig. Men fååk mit hjerte og hjerne går med det samme i overdrive og forestiller sig det værste.
Jeg tror, at jeg klarede det ok, at ingen mærkede på mig, hvor svært det var. Hvor ondt det gjorde at se ham hygge, snakke og more sig med andre. Jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at se for meget på ham. Holde øje med, hvem han snakkede med osv. For jeg VIL ikke være jealoux. Jeg vil ikke ødelægge noget for ham.
Men har set noget, opdaget noget, som har knækket mig fuldstændig i dag. Jeg har tudet og tudet. Og slet ikke kunnet fungere. Jeg hader virkelig at han stadig påvirker mig sådan. At han stadig betyder alt. Jeg er der, hvor jeg seriøst overvejer at bryde samtlige bånd, som jeg har til ham. Melde mig ud af grupperne og bare sig fååk det hele.
Men grupperne er det der giver mig netværk. Gode oplevelser, som jeg virkelig har brug for, så jeg ikke ender som en huleboer.. eller som den seriøst skøre kattedame, der aldrig kommer uden for en dør.
Men bare tanken om ikke at snakke med ham igen. At cutte ham fra mit liv gør ondt. Får det fysisk dårligt bare ved tanken. Og kan ikke helt undgå at se ham. For han vil være at finde i byen. Til singlearrangementerne. Og jeg vil løbe ind i ham i spar. Og jeg kan ikke bare ignorere ham. Men jeg må holde afstand. Lade være med at opsøge kontakten. For det smerter mere end det gavner, når det kun er mig der har behovet for at ses. For at snakke. For at tage del i hans liv.
For helvede. Hvornår blev jeg den her skrøbelige tøs, der går i stykker ved det mindste? Hvornår blev jeg til den her tudemarie, som ikke er til at stoppe igen? Jeg kan knap nok holde mig selv ud lige for tiden. Men at det er SLUT, og han er VIDERE.
Og så må jeg selv finde det der gør, at jeg kommer videre. Hvad og hvem det så bliver der kan det.
Eller bare et indlæg, hvor jeg har noget positivt at fortælle.
Jeg havde faktisk en super fed aften og dag i går.. Jeg fik rykket nogle grænser. Tog faktisk chancen og tog ind på Heidis til et singleevent, hvor jeg reelt ikke kendte nogen. Jeg startede med at hygge hele dagen med M, som jeg lærte at kende til en single tøseaften.
Først var vi ude og spise, og så shoppede vi lige - fandt opturs bukser :D Ej det kræver lidt mere forklaring. Altså jeg er ikke den tyndeste. Men heller ikke voldsomt overvægtig. Men vi var inde i Nanna XL, hvor jeg forelskede mig i et par bukser, som selvom jeg prøvede deres mindste par, var alt for store :D:D:D:D
Så foreslog M at vi gik i Only og prøvede et par bukser, som hun havde, og tror i ikke lige, at jeg kunne klemme mig ned i et par M/L... Fandme optur, når man i flere år har nægtet at købe bukser i Only, fordi jeg ikke har kunnet passe dem før... !!!
Efter det var jeg med hende på Kattens Værn, hvor jeg nok ender med at blive frivillig ude. Det ligger ikke mere end 5min herfra.. Fedt ! Og man er jo ikke tosset med katte uden grund.
Nå, men M tager med mig på Heidis, hvor vi deler en Somersby, og så smutter hun. Og så samler jeg mod til mig og går ind i løvens hule :D Hold nu op nogle fantastisk hjertevarme kvinder, jeg møder der. De gjorde alle mine bekymringer til skamme. Og jeg havde det super hyggeligt sammen med dem! Altså lige indtil X'en kom.
Jeg havde håbet at han ikke ville dukke op. Så jeg ikke ville blive konfronteret med at skulle håndtere en situation, hvor jeg måske så ham sammen med en anden - ikke at han ville være så led at være det foran mig. Men fååk mit hjerte og hjerne går med det samme i overdrive og forestiller sig det værste.
Jeg tror, at jeg klarede det ok, at ingen mærkede på mig, hvor svært det var. Hvor ondt det gjorde at se ham hygge, snakke og more sig med andre. Jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at se for meget på ham. Holde øje med, hvem han snakkede med osv. For jeg VIL ikke være jealoux. Jeg vil ikke ødelægge noget for ham.
Men har set noget, opdaget noget, som har knækket mig fuldstændig i dag. Jeg har tudet og tudet. Og slet ikke kunnet fungere. Jeg hader virkelig at han stadig påvirker mig sådan. At han stadig betyder alt. Jeg er der, hvor jeg seriøst overvejer at bryde samtlige bånd, som jeg har til ham. Melde mig ud af grupperne og bare sig fååk det hele.
Men grupperne er det der giver mig netværk. Gode oplevelser, som jeg virkelig har brug for, så jeg ikke ender som en huleboer.. eller som den seriøst skøre kattedame, der aldrig kommer uden for en dør.
Men bare tanken om ikke at snakke med ham igen. At cutte ham fra mit liv gør ondt. Får det fysisk dårligt bare ved tanken. Og kan ikke helt undgå at se ham. For han vil være at finde i byen. Til singlearrangementerne. Og jeg vil løbe ind i ham i spar. Og jeg kan ikke bare ignorere ham. Men jeg må holde afstand. Lade være med at opsøge kontakten. For det smerter mere end det gavner, når det kun er mig der har behovet for at ses. For at snakke. For at tage del i hans liv.
For helvede. Hvornår blev jeg den her skrøbelige tøs, der går i stykker ved det mindste? Hvornår blev jeg til den her tudemarie, som ikke er til at stoppe igen? Jeg kan knap nok holde mig selv ud lige for tiden. Men at det er SLUT, og han er VIDERE.
Og så må jeg selv finde det der gør, at jeg kommer videre. Hvad og hvem det så bliver der kan det.
fredag den 4. juli 2014
Bum bum bum... indsæt titel her...
Så sidder jeg her igen..
Forvirret og ked af det..
Ude af stand til at hive mig selv op af det sorte hul jeg langsomt graver til mig selv..
Sidst jeg skrev, ville jeg forsøge at komme videre med mit liv, cutte hvad jeg havde af forbindelse til ham. Det gik bare ikke rigtig. Jeg kan ikke. For jeg savner ham stadig. FUCK!
Først for nyligt fik jeg hentet de sidste ting, hvor vi så også havde en lang snak om den akavethed der er opstået mellem os. Om at ingen af os vil miste den anden.. Men at vi samtidig ikke aner, hvordan vi skal agere rundt om hinanden. Og vi aftalte at prøve at gøre nogen af de ting vi savner, som at mødes og se en film.. hvilket vi endnu ikke har gjort, men vi snakker lidt bedre sammen.. Selvom jeg stadig føler at det er mig der skal opsøge det.
At det stadig er mig, der hænger fast i fortiden. At det er mig, der ikke kan komme videre... Og det er nok heller ikke helt forkert. For der er oplevelser der skubber mig helt tilbage igen. Tilbage til gråden, håbløsheden og følelsen af at være ødelagt inden i.
Som da en dreng på job fortalte, at han havde set Ex'en komme sammen med en anden kvinde. At komme op i hans lejlighed og se rødvinsglas - efterladenskaberne af en hyggelig aften sammen med en anden..
Eller det værste af det hele - at være i samme facebook gruppe som ham, for singler i nordjylland. Se hans kommentarer på trådene, billeder af ham sammen med de andre singler, hvor han hygger sig.. Det er stadig som at få en mavepuster hver gang. Og fuck hvor jeg misunder ham hans udadvendthed og evne til at snakke med alt og alle.. Det falder ham så naturligt. Hvor jeg virkelig skal presse mig selv ud i det. Nej, det er ikke slemt, når først jeg er i gang.. men for helvede hvor er det bare svært at finde modet til bare at åbne munden.. (læs evt mit indlæg om at være Introvert/indadvent)
Jo jeg kommenterer også i grupperne.. forsøger at blive en del af det.. Jeg kan ikke helt finde ud af, om nogen af de ting jeg gør og kommenterer på er for at få ham til at lægge mærke til mig, få ham til at blive jealoux. Eller fordi jeg vil have andre til at lægge mærke til mig..
Jeg har indset, at jeg har brug for at blive komplimenteret, blive flirtet med, føle at nogen (næsten lige meget hvem - nej det passer ikke.. dem jeg synes er lækre)har lyst til at være sammen med mig.
Men jeg er bange for at falde i samme fælde, som før jeg mødte ex'en. Den gang, hvor jeg brugte sex som et våben, eller som en måde til at skjule, hvor desperat jeg manglede nærhed, intimitet og ømhed. Hvor hele min selvtillid var opbygget i og omkring min seksuelle formåen (eller mangel på samme)
Jeg er godt på vej til at ende samme sted. Jeg er så fucking usikker. Så træt af at se mig selv i spejlet.. Jeg hader min vægt, men samtidig kan jeg ikke fastholde mine intentioner om at spise sundt og motionere. Jeg har så mange overspringshandlinger.. Så mange måder at godt gøre over for mig selv, hvorfor det er ok at spise det usunde.. Jeg har seriøst en vilje som en regnorm.
Men jeg VIL tabe mig. Jeg VIL have det bedre med mig selv. Jeg VIL kunne tage steder hen uden at føle mig som en tyk trunte. Jeg VIL kunne se billeder af mig selv på nettet, uden at skamme mig, som da jeg så billedet fra rundbold arrangementet i går.
Mine tanker springer rundt. Ikke helt nemt at holde styr på det hele.. Jeg håber ikke at nogen læser det her udover mig.. For det er da ikke til at finde hovede og hale i for andre end mig.. ;D
For jeg savner ham stadig. Det piner mig at indrømme det. For jeg vil så gerne være den der kommer videre. Og være ok med det hele. Men jeg er så bange for den dag jeg ser ham med en anden. Bange for at bryde totalt sammen, når det sker. For det kommer til at ske, det er jeg ikke i tvivl om. Det kan godt være han siger til mig, at han ikke søger, men på det punkt tror jeg ikke på ham.. Der stikker usikkerheden sit grimme hovede frem, og hvisker, at selvfølgelig gør han det.. Og hvis ikke, så er han sammen med andre alligevel..
Fuck hvor er jeg da latterlig at høre på.. Sidder og snakke med mig selv om, hvorvidt jeg tror min ex knalder med andre... Tag dig for fanden sammen!!!!!!!
Forvirret og ked af det..
Ude af stand til at hive mig selv op af det sorte hul jeg langsomt graver til mig selv..
Sidst jeg skrev, ville jeg forsøge at komme videre med mit liv, cutte hvad jeg havde af forbindelse til ham. Det gik bare ikke rigtig. Jeg kan ikke. For jeg savner ham stadig. FUCK!
Først for nyligt fik jeg hentet de sidste ting, hvor vi så også havde en lang snak om den akavethed der er opstået mellem os. Om at ingen af os vil miste den anden.. Men at vi samtidig ikke aner, hvordan vi skal agere rundt om hinanden. Og vi aftalte at prøve at gøre nogen af de ting vi savner, som at mødes og se en film.. hvilket vi endnu ikke har gjort, men vi snakker lidt bedre sammen.. Selvom jeg stadig føler at det er mig der skal opsøge det.
At det stadig er mig, der hænger fast i fortiden. At det er mig, der ikke kan komme videre... Og det er nok heller ikke helt forkert. For der er oplevelser der skubber mig helt tilbage igen. Tilbage til gråden, håbløsheden og følelsen af at være ødelagt inden i.
Som da en dreng på job fortalte, at han havde set Ex'en komme sammen med en anden kvinde. At komme op i hans lejlighed og se rødvinsglas - efterladenskaberne af en hyggelig aften sammen med en anden..
Eller det værste af det hele - at være i samme facebook gruppe som ham, for singler i nordjylland. Se hans kommentarer på trådene, billeder af ham sammen med de andre singler, hvor han hygger sig.. Det er stadig som at få en mavepuster hver gang. Og fuck hvor jeg misunder ham hans udadvendthed og evne til at snakke med alt og alle.. Det falder ham så naturligt. Hvor jeg virkelig skal presse mig selv ud i det. Nej, det er ikke slemt, når først jeg er i gang.. men for helvede hvor er det bare svært at finde modet til bare at åbne munden.. (læs evt mit indlæg om at være Introvert/indadvent)
Jo jeg kommenterer også i grupperne.. forsøger at blive en del af det.. Jeg kan ikke helt finde ud af, om nogen af de ting jeg gør og kommenterer på er for at få ham til at lægge mærke til mig, få ham til at blive jealoux. Eller fordi jeg vil have andre til at lægge mærke til mig..
Jeg har indset, at jeg har brug for at blive komplimenteret, blive flirtet med, føle at nogen (næsten lige meget hvem - nej det passer ikke.. dem jeg synes er lækre)har lyst til at være sammen med mig.
Men jeg er bange for at falde i samme fælde, som før jeg mødte ex'en. Den gang, hvor jeg brugte sex som et våben, eller som en måde til at skjule, hvor desperat jeg manglede nærhed, intimitet og ømhed. Hvor hele min selvtillid var opbygget i og omkring min seksuelle formåen (eller mangel på samme)
Jeg er godt på vej til at ende samme sted. Jeg er så fucking usikker. Så træt af at se mig selv i spejlet.. Jeg hader min vægt, men samtidig kan jeg ikke fastholde mine intentioner om at spise sundt og motionere. Jeg har så mange overspringshandlinger.. Så mange måder at godt gøre over for mig selv, hvorfor det er ok at spise det usunde.. Jeg har seriøst en vilje som en regnorm.
Men jeg VIL tabe mig. Jeg VIL have det bedre med mig selv. Jeg VIL kunne tage steder hen uden at føle mig som en tyk trunte. Jeg VIL kunne se billeder af mig selv på nettet, uden at skamme mig, som da jeg så billedet fra rundbold arrangementet i går.
Mine tanker springer rundt. Ikke helt nemt at holde styr på det hele.. Jeg håber ikke at nogen læser det her udover mig.. For det er da ikke til at finde hovede og hale i for andre end mig.. ;D
For jeg savner ham stadig. Det piner mig at indrømme det. For jeg vil så gerne være den der kommer videre. Og være ok med det hele. Men jeg er så bange for den dag jeg ser ham med en anden. Bange for at bryde totalt sammen, når det sker. For det kommer til at ske, det er jeg ikke i tvivl om. Det kan godt være han siger til mig, at han ikke søger, men på det punkt tror jeg ikke på ham.. Der stikker usikkerheden sit grimme hovede frem, og hvisker, at selvfølgelig gør han det.. Og hvis ikke, så er han sammen med andre alligevel..
Fuck hvor er jeg da latterlig at høre på.. Sidder og snakke med mig selv om, hvorvidt jeg tror min ex knalder med andre... Tag dig for fanden sammen!!!!!!!
mandag den 19. maj 2014
Midnats tanker om singlelivet..
Sikke et helvede at være kommet i.. Sørme ikke lige sådan at jeg havde forventet, at mit liv ville blive. Jeg havde jo fundet drømmemanden - troede jeg. Jeg var jo ved at opbygge det liv vi skulle have..
Fandme ikke nemt at skulle starte forfra igen. Jeg orker det ikke..
Hvornår er det ok at begynde og være aktivt søgende igen efter at være gået fra hinanden? Tja det er jo ret forskelligt fra person til person.. Jeg synes nok selv, at jeg var lidt tidligt ude, da jeg i en hurtig beslutning her til aften besluttede mig for at tilmelde mig Singler i Nordjylland gruppen på facebook.. Men til min store overraskelse havde den et medlem jeg kender.. Endda rigtig godt.. Ex'en.. Og han tilmeldte sig for 3 uger siden..
Som at få en spand kold vand i hovedet!
Under hele vores forhold har jeg aldrig rigtig været jealoux. Det var mere end ok at han tog i byen med drengene. Også single vennerne. For han kom jo hjem til mig. Jeg var hverken usikker eller bekymret, når han fortalte om turene.. Jeg stolede på ham og vidste han var 100% loyal.
Hvorfor fanden bliver jeg så jealoux nu? Nu hvor vi ikke er kærester mere? Hvorfor føler jeg mig så usikker og ked af det nu?!? Hvorfor leder jeg efter skjulte meninger i alt han siger? Hvorfor mistede jeg pusten, da jeg forleden ved et tilfælde så ham komme kørende hjem til ham med en kvinde i bilen, som jeg ikke umiddelbart genkendte - og straks overvejede at finde på et påskud for at kigge forbi.. Ikke at jeg gjorde det, men at jeg havde lysten skræmmer mig!
Fandme nej om jeg vil være det her jealoux monster, der stalker sin ex og ikke vil give slip! I nat vil jeg græde over det der var og det jeg har mistet. I morgen tidligt vil jeg videre. Cutte de sidste bånd der binder mig til ham. Få hentet de sidste ting af mit i lejligheden.
Det skal være helt slut.
Jeg vil holde op med at skrive til ham, om han vil mødes og snakke. For det er jo alligevel akavet, når vi mødes. Han gør det jo kun, fordi jeg spørger.
Jeg gider ikke være ynkelig og savne noget, som tydeligvis er slut og ALDRIG kommer tilbage.
onsdag den 7. maj 2014
Breaking up is hard to do..
Det her bliver nok et sølle ynkeligt tude indlæg. Et indlæg hvor jeg bare har brug for at komme af med en masse. I dag er det en måned og tre dage siden vi gik fra hinanden.
Den første uge gik med at tude, søge lejlighed, tude, prøve at være praktisk og tude lidt mere.. Efter en uge havde jeg fået lejlighed og så kom alt det praktiske med at flytte og få styr på økonomi osv.. Der er stadig tude ture, men det er jo forventeligt..
Nu er der gået en måned. Facaden er på plads ud af til. Det hele kører jo. Jeg har fået lejlighed, nyt job pr 1/8 og det var jo i al venskabelighed vi gik fra hinanden.
Vi er jo stadig venner.
Alt kører jo på skinner for mig..
Men om aftenen, når jeg sidder alene i min lejlighed, så bliver det svært. Der er så fucking ensomt! Tv'et kører konstant, så der hele tiden er lyden af stemmer i lejligheden. Kattene pusler rundt. Jeg skulle jo nødigt være alene med mine tanker. Nogle aftener er jeg træt, træt nok til at sove med det samme. Uden at komme til at ligge og tænke..
Men der er også nætter som i nat. Nætter hvor tankerne kører i ring. Nætter hvor savnet er stort. Hvor ensomheden river og flår i mig.
Nætter hvor jeg vågner og rækker ud. Nætter hvor jeg ikke kan forstå at han ikke er der.. Indtil tanken rammer. Han er ikke min længere. Jeg er alene. Helt alene. Snart 30 og helt alene. Og så kommer alle de virkelig grumme tanker. Hvad nu hvis han allerede er kommet videre? Hvad nu hvis det bare er mig, der er sølle og ynkelig. At der aldrig vil være en til mig igen. At jeg aldrig finder ham, jeg kan elske. Ham, der bliver far til mine børn..
Åh Gud, hvad nu hvis jeg aldrig får børn!
Tankerne kører bare i ring, jeg græder og bander frustreret. Prøver at sige til mig selv " get over it, man up and start being awesome " men jeg svælger nærmest i min egen ynkelighed. Mens tårerne stille løber ned af kinderne. Jeg kan ikke stoppe de store hulk der indimellem kommer.
Jeg vil ikke have det sådan her. Hvorfor skal det være så fucking svært det hele. Vi er jo enige om, at det er slut. Hvorfor savner jeg ham så meget? Og er det ham jeg savner? Eller er det nærheden og et andet menneske at være sammen med?
Jeg er ikke typen, der åbner op og snakker med andre om, hvordan jeg har det. Jeg er ikke den, der bare bralrer løs om sine problemer. Så det er her jeg kan give los. For her er det bare mig og mine tanker. Tanker og frygten for at ende alene. For jeg er ikke udadvendt. Jeg har ikke nemt ved at snakke med andre eller opsøge andre. Hvordan fanden skal jeg møde en ny fyr? Tage i byen alene, hvor ynkeligt og desperat er det ikke lige?!?
Oprette en datingprofil? Nej vel, der er kun fyre, der er ude efter sex..
Fuck hva gør jeg lige!
Alle mine veninder og venner er i forhold.
Alle på facebook laver ikke andet end at lægge billeder op af deres perfekte liv, med deres perfekte børn og åh så idylliske statusopdateringer !
Instagram bugner af billeder af lækre babyer, børn og babybobler..
Og så er der mig, fuld af negativt tungsind og den glade og positive facade udad til. Mens jeg føler, at jeg bliver ædt op indefra af negativitet og jealousi. En ubeskrivelig trang til at stalke ham, se om han møder en anden, om han er glad eller Gud for byde det, på vej til at blive lykkelig uden mig!
Jeg gider ikke have det sådan her! Hvorfor er det ikke bare lige som at slukke på en knap ? Vi går fra hinanden og så er følelserne væk. Alle følelserne, både positive og negative! Ingen jealousi, ingen vrede, ingen frygt, ingen kærlighed, ingen sårethed, ingen usikkerhed, ingen akavethed, ingen frygt for at gør noget forkert eller sige noget forkert i hans selskab. Alt er bare ok og man kan være venner. Men nej nej, så nemt går det ikke. Så nemt går det aldrig...
fredag den 17. maj 2013
Hey se mig, jeg skriver blogindlæg
Hold da op, tiden flyver. Lige pludselig er der gået 9 mdr siden mit sidste blog indlæg. Hvad sker der lige for det? Undskyldningerne er mange, nogle er endda bedre end andre.. Og hvad er der så lige sket siden? Og hvorfor skriver jeg først nu? Kommer jeg til at skrive flere blog indlæg? Alt det og meget mere vil jeg prøve at svar på over de næste par linier. :)
Jeg fik jo en stilling i DUS2 her i Aalborg i september, i starten var det kun ment som en midlertidig stilling indtil jul. Og efter 1år og 3mdr som arbejdsløs (dog med ½år i aktivering) så var jeg mere end klar til at komme i arbejde og bevise mit værd. For selvtilliden og selvværdet havde i den grad fået et knæk, noget jeg her efterfølgende i stigende grad har måttet indse og arbejde med. Til mit held, og selvfølgelig fordi jeg er en dygtig pædagog, blev min stilling forlænget indtil sommerferien. Og den sommerferie rykker desværre tættere og tættere på. Og lige pt ved jeg intet om, hvorvidt jeg bliver forlænget igen.. På den positive side, så har jeg fået mere erfaring, større netværk og tjent nogle timer op, i forhold til ny dagpenge periode..
På den negative side, så har jeg ikke tjent nok timer op, dvs jeg har ca 6mdr tilbage på dagpenge. Og det der med at søge arbejde er stadig verdens hårdeste job.. !!!!!!
Kæresten og jeg var i Las Vegas i november 2012, en super fed ferie og helt ubeskrivelig.. Men på et eller andet tidspunkt vil jeg da prøve at komme med nogle gode pointeres til mine does and donts, masser af billeder og mine oplevelser i Sin City.
På det kreative område sker der også en masse, der bliver stadig hæklet i stor stil, jeg leger lidt med andre materialer eks. læder, og der bliver stadig tegnet/doodlet. Og jeg er kommet på instagram,efter jeg har fået en iphone 5, hvor kameraet faktisk er ret godt.. faktisk så godt, at jeg sjældent bruger mit digitaltkamera. Til dem der er interesseret, så hedder jeg ccatlady84 på instagram.
Kæresten er begyndt at overveje at skifte job (eller jobbeskrivelse eller hvad der nu kommer til at ske), hvad det kommer til at betyde for vores forhold, og vores hverdag er ikke til at sige endnu, meget afhænger af det job han ender med.. Men jeg vil dog se frem til at få en mere normal hverdag med ham. For skal jeg være helt ærlig, og det skal jeg jo helst, så er det ikke nemt at have en kæreste, der er væk 2-3uger og så er hjemme tilsvarende. For først skal jeg lige vende mig til, at han er væk.. så kommer savnet, og det slår indimellem ret hårdt.. og så kommer han hjem igen, og så skal jeg vende mig til, at han er hjemme (og forstyrrer de rutiner jeg nu har som "enlig")
Men hvad gør man ikke for at være sammen med ham man elsker?
Jeg vil i hvert fald hellere leve sådan her, end helt at undvære ham.. !!!
Hvad der kommer til at ske med bloggen, ja, det ved jeg ikke helt. Jeg ved ikke helt om det her blog indlæg er en ener, eller om det bliver starten på endnu en tørn med bloggen. Jeg håber i hvert fald, at lysten kommer helt tilbage. Godt nok har jeg haft flere blogindlæg mere eller mindre formuleret oppe i hovedet, men derfra og så komme til computeren og få det skrevet ned og postet.. der har været helt uhyggeligt langt, men måske hjælper det at jeg har fået iphone og kan poste indlæg og billeder derfra? Men nu må vi se, hvad der sker.
Tak fordi I stadig læser med :D
/Janni
Jeg fik jo en stilling i DUS2 her i Aalborg i september, i starten var det kun ment som en midlertidig stilling indtil jul. Og efter 1år og 3mdr som arbejdsløs (dog med ½år i aktivering) så var jeg mere end klar til at komme i arbejde og bevise mit værd. For selvtilliden og selvværdet havde i den grad fået et knæk, noget jeg her efterfølgende i stigende grad har måttet indse og arbejde med. Til mit held, og selvfølgelig fordi jeg er en dygtig pædagog, blev min stilling forlænget indtil sommerferien. Og den sommerferie rykker desværre tættere og tættere på. Og lige pt ved jeg intet om, hvorvidt jeg bliver forlænget igen.. På den positive side, så har jeg fået mere erfaring, større netværk og tjent nogle timer op, i forhold til ny dagpenge periode..
På den negative side, så har jeg ikke tjent nok timer op, dvs jeg har ca 6mdr tilbage på dagpenge. Og det der med at søge arbejde er stadig verdens hårdeste job.. !!!!!!
Kæresten og jeg var i Las Vegas i november 2012, en super fed ferie og helt ubeskrivelig.. Men på et eller andet tidspunkt vil jeg da prøve at komme med nogle gode pointeres til mine does and donts, masser af billeder og mine oplevelser i Sin City.
På det kreative område sker der også en masse, der bliver stadig hæklet i stor stil, jeg leger lidt med andre materialer eks. læder, og der bliver stadig tegnet/doodlet. Og jeg er kommet på instagram,efter jeg har fået en iphone 5, hvor kameraet faktisk er ret godt.. faktisk så godt, at jeg sjældent bruger mit digitaltkamera. Til dem der er interesseret, så hedder jeg ccatlady84 på instagram.
Kæresten er begyndt at overveje at skifte job (eller jobbeskrivelse eller hvad der nu kommer til at ske), hvad det kommer til at betyde for vores forhold, og vores hverdag er ikke til at sige endnu, meget afhænger af det job han ender med.. Men jeg vil dog se frem til at få en mere normal hverdag med ham. For skal jeg være helt ærlig, og det skal jeg jo helst, så er det ikke nemt at have en kæreste, der er væk 2-3uger og så er hjemme tilsvarende. For først skal jeg lige vende mig til, at han er væk.. så kommer savnet, og det slår indimellem ret hårdt.. og så kommer han hjem igen, og så skal jeg vende mig til, at han er hjemme (og forstyrrer de rutiner jeg nu har som "enlig")
Men hvad gør man ikke for at være sammen med ham man elsker?
Jeg vil i hvert fald hellere leve sådan her, end helt at undvære ham.. !!!
Hvad der kommer til at ske med bloggen, ja, det ved jeg ikke helt. Jeg ved ikke helt om det her blog indlæg er en ener, eller om det bliver starten på endnu en tørn med bloggen. Jeg håber i hvert fald, at lysten kommer helt tilbage. Godt nok har jeg haft flere blogindlæg mere eller mindre formuleret oppe i hovedet, men derfra og så komme til computeren og få det skrevet ned og postet.. der har været helt uhyggeligt langt, men måske hjælper det at jeg har fået iphone og kan poste indlæg og billeder derfra? Men nu må vi se, hvad der sker.
Tak fordi I stadig læser med :D
/Janni
Abonner på:
Opslag (Atom)