Efter turen til USA valgte min kæreste og jeg at tage til min læge. Vi fik ham overtalt til at jeg fik en gang penicillin plus noget creme, som jeg skulle smøre på indersiden af skamlæben, som muligvis skulle hjælpe også. Som jeg valgte at tage ca en måned efter, at jeg sidst havde haft en bartholinit. Og måske var det det der gjorde, at jeg ikke fik nogen i den måned. Faktisk har jeg gjort det 3 gange i træk nu.
Altså taget en penicillinkur 3 mdr i træk med 4-5ugers mellemrum.
Jeg ved godt, at det er ikke er super smart - jeg har i den grad også fået en formanings tale af min læge. Jeg risikerer at bakterierne bliver resistente over for penicillinen. JEG VED DET GODT.
Men de 3 måneder har virkelig virkelig været så nødvendige for mit psykiske velvære.
Jeg har været så bange, så I tror det er løgn. Jeg har haft nætter, hvor jeg ikke har kunnet sovet - hvor tankerne har kørt rundt i hovedet. Hvor jeg har grædt så meget, at jeg har ligget og rystet. Jeg har været bange for at være intim sammen med min kæreste - fordi jeg har forbundet det med bartholinitterne. Og det har været en lang sej kamp, for at komme ud af det tankemønster - noget jeg stadig kæmper med at bryde.
Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været den dag i dag, hvis ikke jeg har haft min kæreste at støtte mig op af. Han har virkelig været min redning - jeg ved godt, at han ikke bryder sig om, at jeg siger det. Men han har sammen med mine katte, min familie og min virkelig gode veninde været grunden til, at jeg har kunnet holde fast i at være glad. At jeg ikke har givet slip - at jeg har kunne set den dybe afgrund, som en depression kan være og alligevel have modet og lysten til at vende rundt, kæmpe for ikke at synke derned.
Og nu hvor det er 3 mdr siden jeg sidst har haft en bartholinit, men stadig har en pakke penicillin liggende i skabet - men som jeg kun må brug, hvis jeg mærker, at der er en ny på vej. En creme, som jeg smører mig med hver aften - for at undgå at der skal komme en mere. Så begynder jeg at kunne mærke at jeg måske er på vej helt oven på igen. At jeg faktisk tør at være glad - sådan rigtig glad igen - uden at frygte, at det betyder, at verden falder sammen, hvis jeg får en bartholinit igen.
Jeg har lært, at jeg kan holde til så meget mere end jeg tror. Jeg har lært, at det at være stærk også nogen gang bare kan være at håndtere tingene. Jeg har lært at handle, ikke tøve, når der sker noget. At smerte er noget, der bare skal overståes - det får ikke lov at styre mig.
Jeg har lært, at det er okay at græde, nej - det er sundt at græde over det du har oplevet - lade sin frygt komme ud. Jeg har lært, at selvom jeg stadig er bange, så skal det ikke forhindre mig i at have det godt, være glad eller nyde livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar