Lindskjalvs Nat (langt og følelsesladet indlæg med mange billeder)

I dag er det 2 år siden, at jeg måtte sige farvel til dig. Det er det den sværeste og alligevel den nemmeste beslutning jeg har måttet tage. Den sværeste, fordi jeg stadig ikke helt ved, hvordan jeg kan undvære dig. Den nemmeste, fordi jeg ikke kunne bære, at du skulle lide mere. For at forklare/fortælle hvor stor betydning du har for mig, hvor dejlig og fantastisk jeg synes du er, må jeg hellere starte fra starten.

Du blev født den 19/09 - 04, men der gik lidt tid før jeg opdagede dig. Faktisk var du reserveret til en anden til at starte med. Min bedste veninde for, at det ikke skal være løgn!(der gik dog et års tid, før vi fandt ud af det)
Min X og jeg havde på det tidspunkt overvejet at få en kat mere. Og jeg havde surfet rundt på nettet og fundet ud af, at det var en Norsk Skov kat vi skulle have. Jeg var vild med størrelsen, pelsen og især deres temperament. Vi fandt opdrættet Lindskjalv, som vi synes var rigtig spændene og virkede som det rigtige for os. Der var et par killinger til salg, deriblandt dig.( Min veninde måtte desværre trække sig - til mit held). Jeg havde fra starten af forelsket mig i beskrivelsen af din søster Sol, hvorimod min X synes du lød helt rigtig.
Da vi besøgte dig første gang skete der noget. Mens vi sad på gulvet og snakkede med Lone, din opdrætter, og legede med jer killinger, så var der en lille miv, der fangede mit øje. Jo længere tid vi sad der, jo flere killinger faldt fra (de lagde sig til at sove) Til sidst sad jeg kun og legede med en - DIG. Og som Lone forklarede det - så havde du valgt mig. Noget jeg i dag stadig føler mig så heldig over.

Ventetiden var lang, selvom det nok kun drejede sig om en lille måned. Men den 26/12-04 var du klar til at komme med os hjem - Julegaven det år. Du gik helt selv ind i transport kassen - klar til dit nye liv hos os.
Lige indtil vi begyndte at køre - sikke en tur - hele turen hjem miauede du. Pjuske og dig fandt rigtig hurtigt ud af det sammen. Mest af alt til din fortjeneste. Du lagde dig bare hen til hende, indimellem gik hun, eller du fik et dap i hovedet, men de fleste gange accepterede hun dig, og i lå tæt sammen og puttede.

Du blev ældre, og voksede dig rigtig smuk. Du kom endda på en enkelt udstilling - desværre var du ikke super racetypisk, men til mit held havde du det mest fantastiske temperament. Vi havde lidt problemer de første år. Indtil vi fandt ud af at du led af struvitsten (urinvejssten). Senere kom Findus også til. Ham synes du var en lille møgunge og en værre bandit. Men han blev da indlemmet i din lille familie.
Nogen af de ting jeg husker bedst, er f.eks. når vi skulle til dyrlægen, kunne jeg sagtens lukke dig ud af den lille transport taske, og så gik du ellers rundt og undersøgte det hele - du havde slet ikke tid til at blive tjekket af dyrlægen.

Du var altid meget social og snakkende. Du elskede opmærksomhed. Og i perioder var du rigtig træls, når du insisterede på at komme op og ligge ved mig, når jeg spiste. Du var uden tvivl min kat, jeg kunne altid kalde dig til mig. Det sødeste var, at hvis jeg fløjtede melodien fra Jysk reklamerne, så kom du løbende med halen højt løftet. Jeg havde en ide om, at jeg gerne ville have killinger på dig, og jeg havde også fundet en fin hankat til dig. Men du havde andre planer. Stak af og fandt din egen gjorde du. Men desværre mistede du kuldene. Og jeg bestluttede, at det nok ikke var så smart alligevel - desuden ville du ikke kunne tåle killingefoderet, på grund af dine urinsten.

Da vi havde boet i Skive i nogle år, opdagede jeg at du begyndte at ændre dig. Findus var pludselig meget efter dig, og du havde tabt dig meget. Du var stadig lige social og snakkende, men du var ikke helt den samme. Jeg tog dig til dyrlægen, som indlagde dig til behandling i 4 dage. Alle dyrlægerne og veterinærsygeplejerskerne i skive ELSKEDE dig. Fordi du var så social, veltilpas og nem. Du tog det hele i stiv arm, livede op når jeg var der. Selv, da de kom ind med en Svane ude i rummet, hvor du boede på dyresygehuset, så synes du bare det var spændene.  Jeg fik dig hjem efter de 4 dage, og i noget tid havde jeg fået min dejlige Nat tilbage. Men en måneds tid efter, kunne jeg mærke, at den var gal igen. Du havde det ikke godt. Og jeg frygtede at tage dig med til dyrlægen. Og jeg skammer mig over, at jeg udskød det et par dage.

Men fredag d. 29/04 - 2010 tog jeg tidligt fri og kom til dyrlægen med dig. Hun mærkede på dig, og kunne med det samme mærke, at din lever slet ikke føltes rigtig. Hun tog en blodprøve, men advarede mig med det samme om, at det ikke så godt ud. Kort efter kom hun tilbage og sagde, at vi kunne godt gøre det sammen, som sidst du var indlagt, men det ville kun give dig en kort frist. Og det ville komme hurtigt tilbage igen. Det bedste ville være at sige farvel. Hun lod mig sidde med dig og tænke over det. Selvom jeg selvfølgelig vidste, hvad der skulle ske. Du lå hos mig, i fuld tillid til, at jeg ville passe på dig og gøre det rigtige.

Du sov stille ind i mine arme og ligger nu i min mors have. Hvor jeg kigger forbi og siger hej indimellem. Der går ikke en dag uden jeg savner dig. Jeg kan stadig ikke åbne en dåse tun uden at tænke på dig. Spise en is uden at kigge efter dig. Fløjte melodien fra Jysk uden at håbe du på magisk vis dukker op. Men jeg ved jeg gjorde det rigtige - at du har det godt nu. Jeg savner dig bare så meget!
 
De fleste kæledyrs ejere kender til Regnbuebroen, (advarsel den er meget hård at se, når man savner) vi har alle et eller flere dyr der er der nu. Og jeg ved, at Nat og Nyx leger sammen der nu, og venter på mig til den dag vi mødes igen.

 Hvordan kunne jeg undgå at falde for dig?

Din lille røver!

Indimellem var i de bedste venner

Mmmh IS

Så smuk og tillidsfuld

De bedste venner

Du var altid i nærheden - helst som midtpunktet, så du ikke gik glip af noget

Hvad er du for en?

Er jeg ikke dejlig?

Fra den sidste aften hjemme.. Så smuk og dejlig.

Mit aller sidste billede af dig. Du ligger trygt og tillidsfuldt hos mig og spinder.