Bartholinit - eller helvede tur/retur

Det her indlæg bliver ikke for sarte maver eller nogen rar læsning. Jeg skriver mest af alt for min egen skyld. Jeg skriver om det, fordi jeg har brug for at slippe tankerne, for at få ro i hovedet, acceptere hvad der er sket og se om jeg kan komme videre..

Men først er jeg nødt til at forklare, hvad det hele handler om. Det bliver meget kort fortalt, men jeg linker til to sider, som forklarer det bedre. Vi har alle en Bartholin kirtel (faktisk 2, en i hver side). De sidder i skedevæggen og deres arbejdsopgave er at frigive smørelse ved seksuel ophidselse (bl.a)
Ved nogen kan disse kirtler blive tilstoppet, sådan så kirtlen ikke kan komme af med væsken. Det medfører, at kirtlen hæver. Sådan lidt ala princippet med bumser. Kirtlen fyldes og starter som måske ærte størrelse og vokser sig langsomt større - blomme eller golfboldt størrelse.

Hævelserne kan både ske over lang tid eller over kort tid. Jo kortere tid det tager, jo større er chancen for at væsken bliver betændt, og det udvikler sig til en abcess. Hævelserne er ikke til at tage fejl af. De sidder rigtig irriterende og kan gøre det svært at sidde ned, gå, have samleje eller bare været til. Desuden kan de være meget smertefulde.

For at læse om den mere videnskabelige forklaring så er denne side af lægehåndbogen god, jeg har også læst den for det sundhedspersonalet - hvilket på trods af de lidt svære faglige ord, har givet et godt indblik i, hvordan læger ser på det.
Desuden har jeg læst meget på denne side, om andres historier og oplevelser. Det er hård læsning - især for mig, der virkelig kan sætte mig ind i, hvad de har oplevet.

Men min historie strækker sig over længere tid. Faktisk startede den en gang i starten af 2009. Den gang anede jeg ikke, hvad en Bartolinit var, eller hvad jeg senere skulle komme til at opleve.
Det startede med at jeg ud af det blå begyndte at hæve op. Det gjorde voldsomt ondt i nogle timer, og så gik det i sig selv.. Dog var jeg stadig hævet. Efter et par dage med hævelse, ikke ret stor, nok på størrelse med en ært, gik jeg til læge.
Jeg var egentlig ikke bekymret, så da han sagde, at det nok bare var en blodsprængning og det nok skulle gå væk af sig selv med tiden.
Tiden gik og det blev sommer, en dag begyndte jeg så at hæve igen. Bare en lille smule, det gjorde afsindigt ondt. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt pakkede en isterning ind i et stykke stof og holdt mod hævelsen - dog uden virkning.

Jeg gik til læge igen et par dage efter, han gav mig så noget penicillin - som ikke virkede.
Tiden går og jeg hæver langsomt op - uden smerter dog. I forbindelse med en tur til gynækolog i Viborg, pga mine hormonforstyrrelser (læs mere om dem her) får jeg lægen til at kigge på den der - på det tidspunkt er hævelsen ca 2-3cm stor. Her er det første gang jeg hører navnet Bartholinit. Jeg bliver tilbudt at få den drænet - det foregår uden bedøvelse, hvor de, som hun forklarede det, prikker hul og suger betændelsen/matien ud evt ved at bruge en kanyle.
Jeg siger pænt nej tak..
I slutningen af november hæver jeg så op igen, det gør ondt og hævelsen er nu så stor, at jeg går til læge, og får en tid til operation fredagen efter (helt præcist den 4.dec).
Jeg bliver kørt af min mors kæreste til Viborg, da jeg skal under narkose, er jeg selvfølgelig fastende. Jeg skulle være kommet ind først på formiddagen, men en haste operation gjorde, at jeg først kom ned på operationsstuen ved en 14-tiden. Jeg tænkte ikke særlig meget over det den gang. Jeg tog det faktisk utrolig pænt, det med at blive opereret - at jeg var alene på sygehuset. Jeg var hverken bange eller synderlig nervøs. Mest af alt ville jeg bare have det overstået.
Efter ca en time på opvågningen, kommer jeg op på min stue, hvor jeg får lidt at spise. I mens ringer jeg til min mors kæreste og fortæller, at jeg er klar til at blive hentet.

Jeg får at vide, at min hævelse var ca 4x4cm stor! Desuden får jeg at vide, at jeg skal bruse mig efter hvert toiletbesøg og desuden ingen sex, cykling, badeland eller lignende i minimum 14 dage. Og så går turen hjem til min mor, som passer mig den første nat :) Selvom det ikke var nødvendigt - jeg havde det overraskende godt. Jeg skulle til lægen ca 14 dage efter for at få fjernet lidt sting, og det var så det. Troede jeg...