I går fortalte jeg lidt om min første bartholinit - men det er langt fra den eneste jeg har haft. I'd wish!!!
3-4mdr efter jeg blev opereret for min første bartholinit i venstre side, begynder jeg så småt at mærke tegn på, at der er en ny på vej - men det er ikke noget jeg tænker over. Det gør ikke synderligt ondt, og den generer ikke.
Men i starten af november tager jeg til London, hvor jeg møder min kæreste på en NFLtur. Vi klikker og fatter interesse for hinanden. Og da vi begynder at ses, beslutter jeg mig for at holde thanksgiving (hvilket altid er den sidste torsdag i november). Det bliver en rigtig hyggelig aften - masser af gode venner, god mad og gode kampe. Men noget af det jeg husker bedst fra den aften desværre, er at jeg hæver, og begynder at have virkelig slemme smerter - jeg får svært ved at sidde ned.
Næste dag ligger jeg i sengen - jeg har smerter og ubehag - min kæreste er hos mig, så jeg viser det ikke tydeligt, hvor ondt jeg har - hvor slemt det er. Selvom han nok mærker det alligevel.
Dagen efter har jeg det faktisk fint - og vi får en hyggelig weekend. Trods alt. (eller tror jeg nok - for jeg kan faktisk ikke helt huske det - jeg tror jeg blander tingene sammen her - jeg har oplevet det lidt for mange gange til, at detaljerne er helt klare.. )
Men jeg kommer i hvert fald til læge om mandagen(d. 29/11 - næsten et år efter den første operation), som så sender mig til Viborg og til endnu en operation. Denne gang bliver jeg indlagt sidst på eftermiddagen - Igen alene. Og jeg bliver først opereret kl 22 om aftenen - den sidste operation den dag - så jeg skal overnatte på hospitalet. Næste morgen får jeg det halvdårligt - reaktion på narkosen, og er lige ved at besvime. Så jeg bliver først hentet af min veninde om eftermiddagen - og så er det hjem - hvor jeg er sygmeldt resten af ugen. Noget mere hårdt ramt. Min søde kæreste kommer og passer mig. Noget der betyder rigtig meget for mig.
Endnu en gang tror jeg så, at nu er det det. Men neeej da.. Hen over julen mærker jeg de første tegn på, at jeg begynder at hæve igen! Men endnu en gang tager jeg det lidt for roligt, jeg er ikke helt sikker på tegnende endnu. Efter en weekend med kæresten, hvor han bliver til mandag. Og da jeg mandag eftermiddag følger ham til bussen, begynder det at gøre ondt, rigtig ondt. Da jeg kommer hjem igen, får jeg lidt at spise og så på hovedet i seng - jeg har taget en ibumetin pille og falder i søvn. Næste morgen ringer jeg til min læge og får en tid. Jeg har været vågen fra kl 4 om morgen og har ret slemme smerter. Jeg husker, at jeg var lige ved at besvime på toilettet af smerter. Så slemt var det. Jeg havde fået en "akut" tid ved min læge kl 11 om formiddagen. Så jeg begynder laaangsomt at pakke en taske - jeg er overbevist om, at jeg skal indlægges igen - på grund af smerterne og hævelsens størrelse. Da jeg går på hug for at tage min oplader ud af stik kontakten, gør det pludselig helt afsindigt ondt, det sortner et kort øjeblik, og så gør det ikke ondt mere - tilgengæld mærker jeg, at det begynder at dryppe - arret fra den forrige operation har ikke kunnet modstå presset, så huden brister - og dermed spændingen og smerten forsvinder.
Jeg går nærmest helt lettet til lægen, som trykker og klemmer lidt, for at få en prøve at sende ind, jeg får en recept på noget penicillin og det er så det. Jeg tror, at nu er det slut - jeg skal bare lige komme oven på igen... Men nej nej...
Nu starter det store helvede virkelig - fra januar til og med maj - har jeg en bartholinit hver måned! Jeg når at blive opereret 2 gange mere(en i hver side), have 2 der brister af sig selv(i venstre side - der jeg primært oplever bartholinitterne) og samtidig er jeg på penicillin hver gang.
Fra jeg oplever de første tegn på en bartholinit i disse dage til jeg enten er moden til operation, eller den brister af sig selv, går der ca 2døgn, så selvom jeg samme øjeblik, jeg mærker det mindste tegn på en bartholinit, ringer til lægen og får en recept på penicillin, så når det ikke at virke før det er forsent.
I juni har jeg ingen, og jeg ånder lettet op. Og tænker - nu må det da være slut. Så jeg har ingen kvaler med at bestille rejse til USA med kæresten i juli måned. Faktisk tænker jeg ikke over det - eller vil ikke tænke over det.
Men selvfølgelig får jeg en mere - I USA!!!!
Vi har haft nogle rigtig gode dage i Washington, og da vi gør os klar til at køre til Atlantic City begynder jeg at få ondt. Jeg gør alt for at skjule det for min kæreste - jeg vil på ingen måde ødelægge vores dejlige tur. Men som dagen går og jeg får det værre og værre, bliver det sværre og sværre at skjule det.
Om aftenen sender jeg ham ned og gamble, mens jeg går tidligt i seng. Jeg får sovet lidt, men midt nat vågner jeg og har virkelig virkelig ondt. Jeg går ind i et andet rum, og knækker sammen- fuldstændig knust - græder og græder, kan slet ikke stoppe. Efter lang tid får jeg hold på mig selv, og kravler i seng igen - jeg forsøger forgæves at finde en stilling, hvor jeg kan finde ro, måske falde i søvn, men uden held. Jeg må grædende vække min kæreste og sammen får vi ringet til dk - til min forsikring og efter ca 1 time og flere opkald og en snak med en overlæge, som på det kraftigste anbefaler min forsikring at sende mig til læge ASAP.
Vi finder et hospital og jeg kommer ind, skriver under på en seddel. Bliver tilset af en læge, og bliver spurgt om jeg har udfyldt en Do-NOT-Resuscitate - jeg bliver helt perpleks og aner ikke hvad jeg skal svare - men det viser sig, at det skal de spørge om, og at det ikke er nødvendigt i mit tilfælde - chok.
Nå, jeg får armbånd på, og bliver vist ind på min stue. Jeg får hilst på et par sygeplejesker, får mødt lægen, der lige skulle have styr på sin vogn. Jeg har været på stuen i omkring 10-15 min, da lægen kommer ind og siger, så går vi i gang. Du får et lille stik - noget bedøvelsesmiddel og så åbner vi den siger han.
Et lille stik - AVAVAVAVAVAAV!!! Og få sekunder efter et lille snit - AAAAAAAAAAAAAAAAAAVAVAVAAVAVAVAVAVAVAAAAAAAAAV! og såh aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah det er overstået. Jeg mærker, hvordan det lige så stille kommer ud af mig, samtidig med at smerten er væk. Hvilket er den mest fantastiske følelse! Jeg får lidt gaze op i såret, som skal blive oppe til dagen efter - noget penicillin som jeg skal tage en uges tid. Et par dage med ømhed og så er jeg så god som ny og vores ferie kunne fortsætte :)
Læs med i morgen, hvor jeg fortsætter min fortælling...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar