Regnen på min rude..

Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg får lyst til at skrive et indlæg, der sprudler af livsglæde og lykke..
Eller bare et indlæg, hvor jeg har noget positivt at fortælle.

Jeg havde faktisk en super fed aften og dag i går.. Jeg fik rykket nogle grænser. Tog faktisk chancen og tog ind på Heidis til et singleevent, hvor jeg reelt ikke kendte nogen. Jeg startede med at hygge hele dagen med M, som jeg lærte at kende til en single tøseaften.
Først var vi ude og spise, og så shoppede vi lige - fandt opturs bukser :D Ej det kræver lidt mere forklaring. Altså jeg er ikke den tyndeste. Men heller ikke voldsomt overvægtig. Men vi var inde i Nanna XL, hvor jeg forelskede mig i et par bukser, som selvom jeg prøvede deres mindste par, var alt for store :D:D:D:D

Så foreslog M at vi gik i Only og prøvede et par bukser, som hun havde, og tror i ikke lige, at jeg kunne klemme mig ned i et par M/L... Fandme optur, når man i flere år har nægtet at købe bukser i Only, fordi jeg ikke har kunnet passe dem før... !!!
Efter det var jeg med hende på Kattens Værn, hvor jeg nok ender med at blive frivillig ude. Det ligger ikke mere end 5min herfra.. Fedt ! Og man er jo ikke tosset med katte uden grund.

Nå, men M tager med mig på Heidis, hvor vi deler en Somersby, og så smutter hun. Og så samler jeg mod til mig og går ind i løvens hule :D Hold nu op nogle fantastisk hjertevarme kvinder, jeg møder der. De gjorde alle mine bekymringer til skamme. Og jeg havde det super hyggeligt sammen med dem! Altså lige indtil X'en kom.
Jeg havde håbet at han ikke ville dukke op. Så jeg ikke ville blive konfronteret med at skulle håndtere en situation, hvor jeg måske så ham sammen med en anden - ikke at han ville være så led at være det foran mig. Men fååk mit hjerte og hjerne går med det samme i overdrive og forestiller sig det værste.

Jeg tror, at jeg klarede det ok, at ingen mærkede på mig, hvor svært det var. Hvor ondt det gjorde at se ham hygge, snakke og more sig med andre. Jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at se for meget på ham. Holde øje med, hvem han snakkede med osv. For jeg VIL ikke være jealoux. Jeg vil ikke ødelægge noget for ham.

Men har set noget, opdaget noget, som har knækket mig fuldstændig i dag. Jeg har tudet og tudet. Og slet ikke kunnet fungere. Jeg hader virkelig at han stadig påvirker mig sådan. At han stadig betyder alt. Jeg er der, hvor jeg seriøst overvejer at bryde samtlige bånd, som jeg har til ham. Melde mig ud af grupperne og bare sig fååk det hele.
Men grupperne er det der giver mig netværk. Gode oplevelser, som jeg virkelig har brug for, så jeg ikke ender som en huleboer.. eller som den seriøst skøre kattedame, der aldrig kommer uden for en dør.

Men bare tanken om ikke at snakke med ham igen. At cutte ham fra mit liv gør ondt. Får det fysisk dårligt bare ved tanken. Og kan ikke helt undgå at se ham. For han vil være at finde i byen. Til singlearrangementerne. Og jeg vil løbe ind i ham i spar. Og jeg kan ikke bare ignorere ham. Men jeg må holde afstand. Lade være med at opsøge kontakten. For det smerter mere end det gavner, når det kun er mig der har behovet for at ses. For at snakke. For at tage del i hans liv.

For helvede. Hvornår blev jeg den her skrøbelige tøs, der går i stykker ved det mindste? Hvornår blev jeg til den her tudemarie, som ikke er til at stoppe igen? Jeg kan knap nok holde mig selv ud lige for tiden. Men at det er SLUT, og han er VIDERE.

Og så må jeg selv finde det der gør, at jeg kommer videre. Hvad og hvem det så bliver der kan det.

Bum bum bum... indsæt titel her...

Så sidder jeg her igen..
Forvirret og ked af det..
Ude af stand til at hive mig selv op af det sorte hul jeg langsomt graver til mig selv..

Sidst jeg skrev, ville jeg forsøge at komme videre med mit liv, cutte hvad jeg havde af forbindelse til ham. Det gik bare ikke rigtig. Jeg kan ikke. For jeg savner ham stadig. FUCK!

Først for nyligt fik jeg hentet de sidste ting, hvor vi så også havde en lang snak om den akavethed der er opstået mellem os. Om at ingen af os vil miste den anden.. Men at vi samtidig ikke aner, hvordan vi skal agere rundt om hinanden. Og vi aftalte at prøve at gøre nogen af de ting vi savner, som at mødes og se en film.. hvilket vi endnu ikke har gjort, men vi snakker lidt bedre sammen.. Selvom jeg stadig føler at det er mig der skal opsøge det.

At det stadig er mig, der hænger fast i fortiden. At det er mig, der ikke kan komme videre... Og det er nok heller ikke helt forkert. For der er oplevelser der skubber mig helt tilbage igen. Tilbage til gråden, håbløsheden og følelsen af at være ødelagt inden i.
Som da en dreng på job fortalte, at han havde set Ex'en komme sammen med en anden kvinde. At komme op i hans lejlighed og se rødvinsglas - efterladenskaberne af en hyggelig aften sammen med en anden..

Eller det værste af det hele - at være i samme facebook gruppe som ham, for singler i nordjylland. Se hans kommentarer på trådene, billeder af ham sammen med de andre singler, hvor han hygger sig.. Det er stadig som at få en mavepuster hver gang. Og fuck hvor jeg misunder ham hans udadvendthed og evne til at snakke med alt og alle.. Det falder ham så naturligt. Hvor jeg virkelig skal presse mig selv ud i det. Nej, det er ikke slemt, når først jeg er i gang.. men for helvede hvor er det bare svært at finde modet til bare at åbne munden.. (læs evt mit indlæg om at være Introvert/indadvent)

Jo jeg kommenterer også i grupperne.. forsøger at blive en del af det.. Jeg kan ikke helt finde ud af, om nogen af de ting jeg gør og kommenterer på er for at få ham til at lægge mærke til mig, få ham til at blive jealoux. Eller fordi jeg vil have andre til at lægge mærke til mig..
Jeg har indset, at jeg har brug for at blive komplimenteret, blive flirtet med, føle at nogen (næsten lige meget hvem - nej det passer ikke.. dem jeg synes er lækre)har lyst til at være sammen med mig.

Men jeg er bange for at falde i samme fælde, som før jeg mødte ex'en. Den gang, hvor jeg brugte sex som et våben, eller som en måde til at skjule, hvor desperat jeg manglede nærhed, intimitet og ømhed. Hvor hele min selvtillid var opbygget i og omkring min seksuelle formåen (eller mangel på samme)
Jeg er godt på vej til at ende samme sted. Jeg er så fucking usikker. Så træt af at se mig selv i spejlet.. Jeg hader min vægt, men samtidig kan jeg ikke fastholde mine intentioner om at spise sundt og motionere. Jeg har så mange overspringshandlinger.. Så mange måder at godt gøre over for mig selv, hvorfor det er ok at spise det usunde.. Jeg har seriøst en vilje som en regnorm.
Men jeg VIL tabe mig. Jeg VIL have det bedre med mig selv. Jeg VIL kunne tage steder hen uden at føle mig som en tyk trunte. Jeg VIL kunne se billeder af mig selv på nettet, uden at skamme mig, som da jeg så billedet fra rundbold arrangementet i går.

Mine tanker springer rundt. Ikke helt nemt at holde styr på det hele.. Jeg håber ikke at nogen læser det her udover mig.. For det er da ikke til at finde hovede og hale i for andre end mig.. ;D

For jeg savner ham stadig. Det piner mig at indrømme det. For jeg vil så gerne være den der kommer videre. Og være ok med det hele. Men jeg er så bange for den dag jeg ser ham med en anden. Bange for at bryde totalt sammen, når det sker. For det kommer til at ske, det er jeg ikke i tvivl om. Det kan godt være han siger til mig, at han ikke søger, men på det punkt tror jeg ikke på ham.. Der stikker usikkerheden sit grimme hovede frem, og hvisker, at selvfølgelig gør han det.. Og hvis ikke, så er han sammen med andre alligevel..
Fuck hvor er jeg da latterlig at høre på.. Sidder og snakke med mig selv om, hvorvidt jeg tror min ex knalder med andre... Tag dig for fanden sammen!!!!!!!

Midnats tanker om singlelivet..

Sikke et helvede at være kommet i.. Sørme ikke lige sådan at jeg havde forventet, at mit liv ville blive. Jeg havde jo fundet drømmemanden - troede jeg. Jeg var jo ved at opbygge det liv vi skulle have.. 

Fandme ikke nemt at skulle starte forfra igen. Jeg orker det ikke.. 

Hvornår er det ok at begynde og være aktivt søgende igen efter at være gået fra hinanden? Tja det er jo ret forskelligt fra person til person.. Jeg synes nok selv, at jeg var lidt tidligt ude, da jeg i en hurtig beslutning her til aften besluttede mig for at tilmelde mig Singler i Nordjylland gruppen på facebook.. Men til min store overraskelse havde den et medlem jeg kender.. Endda rigtig godt.. Ex'en.. Og han tilmeldte sig for 3 uger siden.. 

Som at få en spand kold vand i hovedet! 

Under hele vores forhold har jeg aldrig rigtig været jealoux. Det var mere end ok at han tog i byen med drengene. Også single vennerne. For han kom jo hjem til mig. Jeg var hverken usikker eller bekymret, når han fortalte om turene.. Jeg stolede på ham og vidste han var 100% loyal. 

Hvorfor fanden bliver jeg så jealoux nu? Nu hvor vi ikke er kærester mere? Hvorfor føler jeg mig så usikker og ked af det nu?!? Hvorfor leder jeg efter skjulte meninger i alt han siger? Hvorfor mistede jeg pusten, da jeg forleden ved et tilfælde så ham komme kørende hjem til ham med en kvinde i bilen, som jeg ikke umiddelbart genkendte - og straks overvejede at finde på et påskud for at kigge forbi.. Ikke at jeg gjorde det, men at jeg havde lysten skræmmer mig! 

Fandme nej om jeg vil være det her jealoux monster, der stalker sin ex og ikke vil give slip! I nat vil jeg græde over det der var og det jeg har mistet. I morgen tidligt vil jeg videre. Cutte de sidste bånd der binder mig til ham. Få hentet de sidste ting af mit i lejligheden. 

Det skal være helt slut. 

Jeg vil holde op med at skrive til ham, om han vil mødes og snakke. For det er jo alligevel akavet, når vi mødes. Han gør det jo kun, fordi jeg spørger. 

Jeg gider ikke være ynkelig og savne noget, som tydeligvis er slut og ALDRIG kommer tilbage. 

Breaking up is hard to do..

Det her bliver nok et sølle ynkeligt tude indlæg. Et indlæg hvor jeg bare har brug for at komme af med en masse. I dag er det en måned og tre dage siden vi gik fra hinanden. 

Den første uge gik med at tude, søge lejlighed, tude, prøve at være praktisk og tude lidt mere.. Efter en uge havde jeg fået lejlighed og så kom alt det praktiske med at flytte og få styr på økonomi osv.. Der er stadig tude ture, men det er jo forventeligt.. 

Nu er der gået en måned. Facaden er på plads ud af til. Det hele kører jo. Jeg har fået lejlighed, nyt job pr 1/8 og det var jo i al venskabelighed vi gik fra hinanden. 

Vi er jo stadig venner. 

Alt kører jo på skinner for mig.. 

Men om aftenen, når jeg sidder alene i min lejlighed, så bliver det svært. Der er så fucking ensomt! Tv'et kører konstant, så der hele tiden er lyden af stemmer i lejligheden. Kattene pusler rundt. Jeg skulle jo nødigt være alene med mine tanker. Nogle aftener er jeg træt, træt nok til at sove med det samme. Uden at komme til at ligge og tænke.. 

Men der er også nætter som i nat. Nætter hvor tankerne kører i ring. Nætter hvor savnet er stort. Hvor ensomheden river og flår i mig. 

Nætter hvor jeg vågner og rækker ud. Nætter hvor jeg ikke kan forstå at han ikke er der.. Indtil tanken rammer. Han er ikke min længere. Jeg er alene. Helt alene. Snart 30 og helt alene. Og så kommer alle de virkelig grumme tanker. Hvad nu hvis han allerede er kommet videre? Hvad nu hvis det bare er mig, der er sølle og ynkelig. At der aldrig vil være en til mig igen. At jeg aldrig finder ham, jeg kan elske. Ham, der bliver far til mine børn.. 

Åh Gud, hvad nu hvis jeg aldrig får børn! 

Tankerne kører bare i ring, jeg græder og bander frustreret. Prøver at sige til mig selv " get over it, man up and start being awesome " men jeg svælger nærmest i min egen ynkelighed. Mens tårerne stille løber ned af kinderne. Jeg kan ikke stoppe de store hulk der indimellem kommer. 

Jeg vil ikke have det sådan her. Hvorfor skal det være så fucking svært det hele. Vi er jo enige om, at det er slut. Hvorfor savner jeg ham så meget? Og er det ham jeg savner? Eller er det nærheden og et andet menneske at være sammen med? 

Jeg er ikke typen, der åbner op og snakker med andre om, hvordan jeg har det. Jeg er ikke den, der bare bralrer løs om sine problemer. Så det er her jeg kan give los. For her er det bare mig og mine tanker. Tanker og frygten for at ende alene. For jeg er ikke udadvendt. Jeg har ikke nemt ved at snakke med andre eller opsøge andre. Hvordan fanden skal jeg møde en ny fyr? Tage i byen alene, hvor ynkeligt og desperat er det ikke lige?!? 

Oprette en datingprofil? Nej vel, der er kun fyre, der er ude efter sex.. 

Fuck hva gør jeg lige! 

Alle mine veninder og venner er i forhold. 

Alle på facebook laver ikke andet end at lægge billeder op af deres perfekte liv, med deres perfekte børn og åh så idylliske statusopdateringer ! 

Instagram bugner af billeder af lækre babyer, børn og babybobler.. 

Og så er der mig, fuld af negativt tungsind og den glade og positive facade udad til. Mens jeg føler, at jeg bliver ædt op indefra af negativitet og jealousi. En ubeskrivelig trang til at stalke ham, se om han møder en anden, om han er glad eller Gud for byde det, på vej til at blive lykkelig uden mig! 

Jeg gider ikke have det sådan her! Hvorfor er det ikke bare lige som at slukke på en knap ? Vi går fra hinanden og så er følelserne væk. Alle følelserne, både positive og negative! Ingen jealousi, ingen vrede, ingen frygt, ingen kærlighed, ingen sårethed, ingen usikkerhed, ingen akavethed, ingen frygt for at gør noget forkert eller sige noget forkert i hans selskab. Alt er bare ok og man kan være venner. Men nej nej, så nemt går det ikke. Så nemt går det aldrig...