Viser opslag med etiketten bartholinit. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bartholinit. Vis alle opslag

lørdag den 16. juni 2012

Update - på det der blødningspjat

Jeg var jo til tjek fornyeligt hos gynækologen. Det er altid underligt at komme der op. Mest fordi jeg aldrig rigtig føler, at der kommer noget ud af det. At jeg er lidt af en prøveklud.
Og den her gang var ikke meget anderledes. Lægen spurgte ind til de ting jeg havde prøvet, tjekkede de forskellige blodprøver jeg havde fået taget - alt normalt SUK. Spurgte ind til om jeg havde fået undersøgt maven ?!? Det kom der dog ikke mere ud af.. Jeg skal dog sørge for at få taget en ny livmoderhalsskrab - da det er et stykke tid siden sidst..

Og så blev jeg sat på en ny pille - mini piller.. Den eneste type jeg endnu ikke har prøvet. Jeg er efterhånden snart prøvet alt andet. Så jeg forstår godt, at de begynder at komme ud på glatis med, hvad dælen der skal ske med mig. Især fordi der ikke er noget der virker. Eller.. virker i mere end 2-3 mdr. TOPS. Og så er det "back to normal" med ca 17-21 blødnings dage og 7-10 dage uden.

Damn jeg er ved at være godt træt af det her pis.. Vi er godt inde i det 5 år med de her lorte problemer, og det begynder seriøst at slide på mig - uanset, hvor afklaret jeg virker udadtil med det, så nager det mig hver dag, når jeg bliver konfronteret med det. Jeg tør ikke tage nogen steder uden at have tasken fyldt med både det ene og det andet - just in case.. Og jeg er begyndt at tælle på fingrene i forhold til vores charterferie - kan jeg være så heldig at undgå blødning der? Med min track record, så må jeg nok hellere have det hele med...

Men det var et sidespring. Tilbage til samtalen med gynækologen/lægen. Jeg fik også snakket med hende om min største frygt, eller. Det blev en meget kort samtale. Jeg bragte op, at kæresten og jeg så småt er begyndt at snakke om børn, og at jeg var meget i tvivl, om jeg kunne, når jeg nu bløder, som jeg gør. Og meget hurtigt sagde hun, at vi lige finder tid til, at jeg kan få taget et par blodprøver, og så får vi fundet ud af det..

PUHA! Spørg lige om jeg er ved at blive nervøs - for ikke at sige, at jeg er BANGE.. 
Tingene er begyndt at rotere ret meget i maven og hovedet. Det er onsdag og torsdag i næste uge, at blodprøverne skal tages. Hvornår jeg får svar, ved jeg ikke helt.. jeg tør slet ikke tænke tanken - hvad nu hvis..!  Så går det helt galt. Det kan jeg slet ikke håndtere. Og vupti ryger hånden til munden med slik/snask/mad der bare ikke er godt for mig. Og så kommer den dårlige samvittighed. Fandens til ond cirkel!

På bonus siden har der ikke været nogen somhelst aktivitet med mine lorte bartholinitter. Faktisk har der været så meget ro på den front, at jeg er begyndt at håbe på, at det var sidste gang, de stak deres grimme hoveder frem. Tingene går så godt, at jeg begynder at få et normalt forhold til min krop igen (så normalt som det nu kan blive med de lorte blødninger)
Så lidt bonus er der oven i al den her usikkerhed.. Nu skal jeg bare lige have svar på de blodprøver - og det skal jo helst være positivt!! Så kryds lige fingre ik? :D

tirsdag den 10. januar 2012

Dagen derpå..

Så har jeg været en tur gennem møllen igen.. Det hele startede i midten af december, hvor jeg mærkede en ny bartholonit, jeg tog penicillin - godt nok var jeg meget bekymret, men den voksede ikke, faktisk var den på ingen måde så aggressiv, som jeg har været vant til. Jeg var ved min egen læge af to omgange, for at sikre mig, at den nu gik væk, sidste gang var mandagen inden jul, hvor han sagde, at den nok skulle gå væk af sig selv..
Det gjorde den ikke - men den voksede heller ikke! Så jeg fik mulighed for at nyde både jul og nytår..

Men søndag aften begyndte den at blive øm.. og det er et stensikkert tegn på at noget er galt! Jeg valgte ikke at starte på penicillin - lidt af frygt for, at jeg risikerer at blive resistent, jeg har fået penicillin stort set hver måned sidste år...!!!! og man må helst kun få 4 gange på et år.. (yiiiikes)
Mandag morgen gik turen så til min egen læge - der heldigvis har åbenkonsultation hver formiddag mellem 10-11. Han kiggede lige hurtig på den og så fik jeg ellers en henvisning til hospitalet. Og så måtte vi se, hvad der skulle ske. Han mente lige som os, at det nok var ved at være det tidspunkt, hvor vi vælger at få den *biiiip* kirtel fjernet, men det var noget vi skulle snakke med lægerne og kirurgen om.

Jeg kommer til konsultation på akutstuen, hvor jeg igen lige bliver kigget på, og så skulle jeg klargøres til at komme op på stuen.. Men da jeg var på hospitalet i USA, var der risiko for at jeg gik rundt med MRSA bakterier, så jeg skulle lige på isolations stue - og de skulle alle sammen bruge handsker og gerne overtrækstøj, når de var på min stue.. Nå, der skulle også gøres klar til drop, dvs der bliver sat en dims (aner ikke hvad den hedder) i din blodåre, gerne på hånden, som så hjælper til at få væske i kroppen (også der narkosemidlet osv kommer ind)
Det var en sød lægestuderende, der skulle gøre det på mig, og i starten gik det helt fint - MEN hun fik ikke den helt ind i blodåren, så den anden læge skulle så prøve, og de tror så den kommer helt ind. Men da de lige ville skylle, viser det sig, at det var den ikke, så ud med den igen, og prøve et andet sted. Dum som jeg er kommer jeg til at se på, at de roder lidt rundt med det...
Og så sker der noget jeg aldrig havde troet - jeg begynder at få det rigtig skidt, det svimler for mig, koldsvenden bryder frem, jeg får kvalme og pludselig får jeg flimmer for øjnene. Jeg kæmper som en gal for ikke at besvime. Min kæreste fortæller mig, at han troede at jeg besvimede, fordi jeg blev helt slap og var askegrå i ansigtet - eller lige så hvid som min trøje.. Iiih altså.

Nå, men op på stuen med mig - ikke flere nåle :D
Så ligger jeg ellers på stuen og venter.. heldigvis er min dejlige kæreste med mig hele dagen. Så jeg er næsten ikke nervøs og tager det faktisk ret pænt, synes jeg selv. Måske mest fordi jeg ikke har så ondt igen, som jeg ellers er vant til. Hævelsen er på størrelse med en hel valnød - hvor de andre gange har været ca 4x4cm eller deromkring...

Omkring kl 15 kommer jeg ned på operations stuen, hvor der bliver joket lidt med lægerne, der bliver lagt drop (uden problemer - yaaay) og så en gang smertestillende - som svier ind i helvede i armen, derefter kommer narkosen, så på med iltmasken  - ca 5 dybe indåndinger og så er det bye bye.
40 min senere er jeg oppe på stuen igen. En anelse groggy og meget øm. Operations lægen kommer op og fortæller, hvordan det gik, hvad de har gjort osv. og at senere kommer overlægen og tager en snak med os og så kan jeg komme hjem.

Der går et par timer, hvor jeg får lidt at spise og kommer helt oven på igen (og får droppet ud - som i den grad går i blæren på mig) Endelig kommer lægen. Vi får en rigtig god snak, jeg fatter omgående tillid til ham - han virker ultra kompetent og meget empatisk. Og så kommer bomben - det er meget unormalt, at man får så mange operationer, som jeg har fået - faktisk får man gerne kun en operation - hvis det er gjort ordentlig, så virker det. Og det er tankevækkende, at jeg har fået så mange operationer i venstre side, men kun én i højre side og den i højre side fik jeg lavet her i Aalborg i foråret, og der har intet været med den..
Men nu skal det være nok. Lægen sagde desuden, at får jeg endnu en bartholonit, så bliver kirtlen fjernet næste gang! Ikke at jeg på nogen måde håber på, at det sker igen, men jeg er glad for at have fået så konkret en udmelding på det.

Desuden snakkede vi om mine hormonforstyrrelser/blødning - og ret blev det aftalt, at de sender en forespørgsel til Viborg om min journal og så bliver jeg overflyttet til Aalborg, og jeg får en kontrol tid. Og hvor har jeg det bare så godt med den beslutning - jeg har så meget mere tillid til Aalborg end Viborg. Jeg har fået så meget forskelligt at vide i Viborg, ting som åbenbart ikke er helt rigtige. Og jeg er ikke den eneste, der har haft dårlige erfaringer med Viborg, hvilket er ærgerligt, for personalet i Viborg er så søde, men det er bare ikke nok..

Men nu står den på rekonvalescent. Nu skal jeg passe på mig selv lidt. Sørge for at holde såret rent, så det heler som det skal. Og så skal det hele nok blive godt igen. Jeg har godt nok lidt ondt dernede her dagen derpå, men jeg kender rumlen - lidt for godt, så jeg ved, hvad jeg skal være opmærksom på. Nu skal jeg bare oven på igen. Og se frem til torsdag, hvor jeg skal til møde i en børnehave om et aktiverings tilbud (jeps nærmest ulønnet - jobcentret har sendt mig derud) og besøg af min mor lørdag! Og så skal jeg snart til USA igen, hvilket jeg glæder mig heeeelt vildt til!!!

mandag den 9. januar 2012

Julegaver :D








En lille parade af mine ovenud lækre julegaver - jeg har utrolig svært ved i år at sige, hvilke gaver der var de bedste -simpelthen fordi jeg fik så mange gode! Kun 2 gaver skulle byttes - og det var kun fordi jeg fik dobbelt af nogen ting. Jeg glæder mig rigtig meget til at give mig i kast med mine nye hæklebøger, jeg skal baaaare lige have styr på det med at læse de amerikanske måder at lave opskrifter på. Men de nye hæklenåle er allerede kommet i brug, og de er bare så lækre. De ligger helt perfekt i hånden. (De hedder Clover Soft Touch).
Min Kindle touch har jeg også haft i brug, og den ligger super godt i hånden og er så nem at finde ud af. Og så indviede jeg lige mine nye hæklenåle, da jeg lavede et sleeve til den :D
Opskrifts bøgerne gør det så meget nemmere at holde kuren her i januar, efter en ahømn svær julemåned, hvor jeg langt fra har holdt kuren - jeg har bøvlet lidt med bartholonit (igen igen) og det påvirkede humøret i den grad at jeg nok trøstespiste lidt for meget...

lørdag den 17. december 2011

Tanker om lidt af hvert..

Der har igen været lidt stille på bloggen.. De sidste 3 indlæg har været svære at skrive. Det tog en del "kræfter" at sætte ord på mine oplevelser. Og siden er der sket en masse.
I mandags var det min sidste dag i praktikken. Og det var rigtig svært, for selvom jeg kun var der i en måned, så nåede jeg at blive ret glad for stedet og især børnene. Og de var alle så søde. Jeg fik en grillhanske, som stjernerne havde tegnet på og en fin fyrfadslyse holder, som månerne havde malet på.
Samme morgen tog min kæreste til USA for at arbejde. Wuhuu.. NOT.

Men det der nok har været sværest er, at jeg i dagene op til har kunnet mærke en ny bartholinit. Mandag måtte jeg krybe til korset og erkende, at det er en ny bartholinit og starte med at tage Dicillin(kraftig bredspektret penicillin - den slags der skal tages 1 time før et måltid og 2-3timer efter et måltid - suk)
Lige nu lever jeg højt på, at den ikke har været så aggressiv som de tidligere. Faktisk har den ikke vokset (og hvis den har, så er det minimalt) siden jeg startede på penicillinen. Og selvom jeg er bange - bange for at den vokser sig stor og jeg skal på hospitalet og have den åbnet. Så har jeg lidt mere tiltro til at penicillinen nok skal tage det den her gang. For nu har jeg været på medicinen i 5 dage, normalt når jeg kun 2 dage, og så er smerten så uudholdelig.
Godt nok har jeg lidt svært ved at få tingene gjort - og bruger alt for meget tid på at læse (min måde at skubbe virkeligheden lidt væk en gang imellem) Men det går. Jeg har endelig fået klaret alle juleindkøbene og mangler kun nogle enkelte krea gaver, men det går da frem af - masser af tvserier og så hækler jeg derudaf.
Og kattene nyder, at der er masser af tid til hygge og putning. Lidt julehygge skal der være plads til.


torsdag den 1. december 2011

Bartholinit - eller helvede tur/retur. Del 3

Efter turen til USA valgte min kæreste og jeg at tage til min læge. Vi fik ham overtalt til at jeg fik en gang penicillin plus noget creme, som jeg skulle smøre på indersiden af skamlæben, som muligvis skulle hjælpe også. Som jeg valgte at tage ca en måned efter, at jeg sidst havde haft en bartholinit. Og måske var det det der gjorde, at jeg ikke fik nogen i den måned. Faktisk har jeg gjort det 3 gange i træk nu.
Altså taget en penicillinkur 3 mdr i træk med 4-5ugers mellemrum.
Jeg ved godt, at det er ikke er super smart - jeg har i den grad også fået en formanings tale af min læge. Jeg risikerer at bakterierne bliver resistente over for penicillinen. JEG VED DET GODT.
Men de 3 måneder har virkelig virkelig været så nødvendige for mit psykiske velvære.

Jeg har været så bange, så I tror det er løgn. Jeg har haft nætter, hvor jeg ikke har kunnet sovet - hvor tankerne har kørt rundt i hovedet. Hvor jeg har grædt så meget, at jeg har ligget og rystet. Jeg har været bange for at være intim sammen med min kæreste - fordi jeg har forbundet det med bartholinitterne. Og det har været en lang sej kamp, for at komme ud af det tankemønster - noget jeg stadig kæmper med at bryde.

Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været den dag i dag, hvis ikke jeg har haft min kæreste at støtte mig op af. Han har virkelig været min redning - jeg ved godt, at han ikke bryder sig om, at jeg siger det. Men han har sammen med mine katte, min familie og min virkelig gode veninde været grunden til, at jeg har kunnet holde fast i at være glad. At jeg ikke har givet slip - at jeg har kunne set den dybe afgrund, som en depression kan være og alligevel have modet og lysten til at vende rundt, kæmpe for ikke at synke derned.
Og nu hvor det er 3 mdr siden jeg sidst har haft en bartholinit, men stadig har en pakke penicillin liggende i skabet - men som jeg kun må brug, hvis jeg mærker, at der er en ny på vej. En creme, som jeg smører mig med hver aften - for at undgå at der skal komme en mere. Så begynder jeg at kunne mærke at jeg måske er på vej helt oven på igen. At jeg faktisk tør at være glad - sådan rigtig glad igen - uden at frygte, at det betyder, at verden falder sammen, hvis jeg får en bartholinit igen.

Jeg har lært, at jeg kan holde til så meget mere end jeg tror. Jeg har lært, at det at være stærk også nogen gang bare kan være at håndtere tingene. Jeg har lært at handle, ikke tøve, når der sker noget. At smerte er noget, der bare skal overståes - det får ikke lov at styre mig.
Jeg har lært, at det er okay at græde, nej - det er sundt at græde over det du har oplevet - lade sin frygt komme ud. Jeg har lært, at selvom jeg stadig er bange, så skal det ikke forhindre mig i at have det godt, være glad eller nyde livet.

onsdag den 30. november 2011

Bartholinit - eller helvede tur/retur. Del 2

I går fortalte jeg lidt om min første bartholinit - men det er langt fra den eneste jeg har haft. I'd wish!!!

3-4mdr efter jeg blev opereret for min første bartholinit i venstre side, begynder jeg så småt at mærke tegn på, at der er en ny på vej - men det er ikke noget jeg tænker over. Det gør ikke synderligt ondt, og den generer ikke.
Men i starten af november tager jeg til London, hvor jeg møder min kæreste på en NFLtur. Vi klikker og fatter interesse for hinanden. Og da vi begynder at ses, beslutter jeg mig for at holde thanksgiving (hvilket altid er den sidste torsdag i november). Det bliver en rigtig hyggelig aften - masser af gode venner, god mad og gode kampe. Men noget af det jeg husker bedst fra den aften desværre, er at jeg hæver, og begynder at have virkelig slemme smerter - jeg får svært ved at sidde ned.
Næste dag ligger jeg i sengen - jeg har smerter og ubehag - min kæreste er hos mig, så jeg viser det ikke tydeligt, hvor ondt jeg har - hvor slemt det er. Selvom han nok mærker det alligevel.
Dagen efter har jeg det faktisk fint - og vi får en hyggelig weekend. Trods alt. (eller tror jeg nok - for jeg kan faktisk ikke helt huske det - jeg tror jeg blander tingene sammen her - jeg har oplevet det lidt for mange gange til, at detaljerne er helt klare.. )
Men jeg kommer i hvert fald til læge om mandagen(d. 29/11 - næsten et år efter den første operation), som så sender mig til Viborg og til endnu en operation. Denne gang bliver jeg indlagt sidst på eftermiddagen - Igen alene. Og jeg bliver først opereret kl 22 om aftenen - den sidste operation den dag - så jeg skal overnatte på hospitalet. Næste morgen får jeg det halvdårligt - reaktion på narkosen, og er lige ved at besvime. Så jeg bliver først hentet af min veninde om eftermiddagen - og så er det hjem - hvor jeg er sygmeldt resten af ugen. Noget mere hårdt ramt. Min søde kæreste kommer og passer mig. Noget der betyder rigtig meget for mig.

Endnu en gang tror jeg så, at nu er det det. Men neeej da.. Hen over julen mærker jeg de første tegn på, at jeg begynder at hæve igen! Men endnu en gang tager jeg det lidt for roligt, jeg er ikke helt sikker på tegnende endnu. Efter en weekend med kæresten, hvor han bliver til mandag. Og da jeg mandag eftermiddag følger ham til bussen, begynder det at gøre ondt, rigtig ondt. Da jeg kommer hjem igen, får jeg lidt at spise og så på hovedet i seng - jeg har taget en ibumetin pille og falder i søvn. Næste morgen ringer jeg til min læge og får en tid. Jeg har været vågen fra kl 4 om morgen og har ret slemme smerter. Jeg husker, at jeg var lige ved at besvime på toilettet af smerter. Så slemt var det. Jeg havde fået en "akut" tid ved min læge kl 11 om formiddagen. Så jeg begynder laaangsomt at pakke en taske - jeg er overbevist om, at jeg skal indlægges igen - på grund af smerterne og hævelsens størrelse. Da jeg går på hug for at tage min oplader ud af stik kontakten, gør det pludselig helt afsindigt ondt, det sortner et kort øjeblik, og så gør det ikke ondt mere - tilgengæld mærker jeg, at det begynder at dryppe - arret fra den forrige operation har ikke kunnet modstå presset, så huden brister - og dermed spændingen og smerten forsvinder.
Jeg går nærmest helt lettet til lægen, som trykker og klemmer lidt, for at få en prøve at sende ind, jeg får en recept på noget penicillin og det er så det. Jeg tror, at nu er det slut - jeg skal bare lige komme oven på igen... Men nej nej...

Nu starter det store helvede virkelig - fra januar til og med maj - har jeg en bartholinit hver måned! Jeg når at blive opereret 2 gange mere(en i hver side), have 2 der brister af sig selv(i venstre side - der jeg primært oplever bartholinitterne) og samtidig er jeg på penicillin hver gang.
Fra jeg oplever de første tegn på en bartholinit i disse dage til jeg enten er moden til operation, eller den brister af sig selv, går der ca 2døgn, så selvom jeg samme øjeblik, jeg mærker det mindste tegn på en bartholinit, ringer til lægen og får en recept på penicillin, så når det ikke at virke før det er forsent.

I juni har jeg ingen, og jeg ånder lettet op. Og tænker - nu må det da være slut. Så jeg har ingen kvaler med at bestille rejse til USA med kæresten i juli måned. Faktisk tænker jeg ikke over det - eller vil ikke tænke over det.
Men selvfølgelig får jeg en mere - I USA!!!!
Vi har haft nogle rigtig gode dage i Washington, og da vi gør os klar til at køre til Atlantic City begynder jeg at få ondt. Jeg gør alt for at skjule det for min kæreste - jeg vil på ingen måde ødelægge vores dejlige tur. Men som dagen går og jeg får det værre og værre, bliver det sværre og sværre at skjule det.
Om aftenen sender jeg ham ned og gamble, mens jeg går tidligt i seng. Jeg får sovet lidt, men midt nat vågner jeg og har virkelig virkelig ondt. Jeg går ind i et andet rum, og knækker sammen- fuldstændig knust - græder og græder, kan slet ikke stoppe. Efter lang tid får jeg hold på mig selv, og kravler i seng igen - jeg forsøger forgæves at finde en stilling, hvor jeg kan finde ro, måske falde i søvn, men uden held. Jeg må grædende vække min kæreste og sammen får vi ringet til dk - til min forsikring og efter ca 1 time og flere opkald og en snak med en overlæge, som på det kraftigste anbefaler min forsikring at sende mig til læge ASAP.

Vi finder et hospital og jeg kommer ind, skriver under på en seddel. Bliver tilset af en læge, og bliver spurgt om jeg har udfyldt en Do-NOT-Resuscitate - jeg bliver helt perpleks og aner ikke hvad jeg skal svare - men det viser sig, at det skal de spørge om, og at det ikke er nødvendigt i mit tilfælde - chok.
Nå, jeg får armbånd på, og bliver vist ind på min stue. Jeg får hilst på et par sygeplejesker, får mødt lægen, der lige skulle have styr på sin vogn. Jeg har været på stuen i omkring 10-15 min, da lægen kommer ind og siger, så går vi i gang. Du får et lille stik - noget bedøvelsesmiddel og så åbner vi den siger han.
Et lille stik - AVAVAVAVAVAAV!!! Og få sekunder efter et lille snit - AAAAAAAAAAAAAAAAAAVAVAVAAVAVAVAVAVAVAAAAAAAAAV! og såh aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah det er overstået. Jeg mærker, hvordan det lige så stille kommer ud af mig, samtidig med at smerten er væk. Hvilket er den mest fantastiske følelse! Jeg får lidt gaze op i såret, som skal blive oppe til dagen efter - noget penicillin som jeg skal tage en uges tid. Et par dage med ømhed og så er jeg så god som ny og vores ferie kunne fortsætte :)

Læs med i morgen, hvor jeg fortsætter min fortælling...

tirsdag den 29. november 2011

Bartholinit - eller helvede tur/retur

Det her indlæg bliver ikke for sarte maver eller nogen rar læsning. Jeg skriver mest af alt for min egen skyld. Jeg skriver om det, fordi jeg har brug for at slippe tankerne, for at få ro i hovedet, acceptere hvad der er sket og se om jeg kan komme videre..

Men først er jeg nødt til at forklare, hvad det hele handler om. Det bliver meget kort fortalt, men jeg linker til to sider, som forklarer det bedre. Vi har alle en Bartholin kirtel (faktisk 2, en i hver side). De sidder i skedevæggen og deres arbejdsopgave er at frigive smørelse ved seksuel ophidselse (bl.a)
Ved nogen kan disse kirtler blive tilstoppet, sådan så kirtlen ikke kan komme af med væsken. Det medfører, at kirtlen hæver. Sådan lidt ala princippet med bumser. Kirtlen fyldes og starter som måske ærte størrelse og vokser sig langsomt større - blomme eller golfboldt størrelse.

Hævelserne kan både ske over lang tid eller over kort tid. Jo kortere tid det tager, jo større er chancen for at væsken bliver betændt, og det udvikler sig til en abcess. Hævelserne er ikke til at tage fejl af. De sidder rigtig irriterende og kan gøre det svært at sidde ned, gå, have samleje eller bare været til. Desuden kan de være meget smertefulde.

For at læse om den mere videnskabelige forklaring så er denne side af lægehåndbogen god, jeg har også læst den for det sundhedspersonalet - hvilket på trods af de lidt svære faglige ord, har givet et godt indblik i, hvordan læger ser på det.
Desuden har jeg læst meget på denne side, om andres historier og oplevelser. Det er hård læsning - især for mig, der virkelig kan sætte mig ind i, hvad de har oplevet.

Men min historie strækker sig over længere tid. Faktisk startede den en gang i starten af 2009. Den gang anede jeg ikke, hvad en Bartolinit var, eller hvad jeg senere skulle komme til at opleve.
Det startede med at jeg ud af det blå begyndte at hæve op. Det gjorde voldsomt ondt i nogle timer, og så gik det i sig selv.. Dog var jeg stadig hævet. Efter et par dage med hævelse, ikke ret stor, nok på størrelse med en ært, gik jeg til læge.
Jeg var egentlig ikke bekymret, så da han sagde, at det nok bare var en blodsprængning og det nok skulle gå væk af sig selv med tiden.
Tiden gik og det blev sommer, en dag begyndte jeg så at hæve igen. Bare en lille smule, det gjorde afsindigt ondt. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt pakkede en isterning ind i et stykke stof og holdt mod hævelsen - dog uden virkning.

Jeg gik til læge igen et par dage efter, han gav mig så noget penicillin - som ikke virkede.
Tiden går og jeg hæver langsomt op - uden smerter dog. I forbindelse med en tur til gynækolog i Viborg, pga mine hormonforstyrrelser (læs mere om dem her) får jeg lægen til at kigge på den der - på det tidspunkt er hævelsen ca 2-3cm stor. Her er det første gang jeg hører navnet Bartholinit. Jeg bliver tilbudt at få den drænet - det foregår uden bedøvelse, hvor de, som hun forklarede det, prikker hul og suger betændelsen/matien ud evt ved at bruge en kanyle.
Jeg siger pænt nej tak..
I slutningen af november hæver jeg så op igen, det gør ondt og hævelsen er nu så stor, at jeg går til læge, og får en tid til operation fredagen efter (helt præcist den 4.dec).
Jeg bliver kørt af min mors kæreste til Viborg, da jeg skal under narkose, er jeg selvfølgelig fastende. Jeg skulle være kommet ind først på formiddagen, men en haste operation gjorde, at jeg først kom ned på operationsstuen ved en 14-tiden. Jeg tænkte ikke særlig meget over det den gang. Jeg tog det faktisk utrolig pænt, det med at blive opereret - at jeg var alene på sygehuset. Jeg var hverken bange eller synderlig nervøs. Mest af alt ville jeg bare have det overstået.
Efter ca en time på opvågningen, kommer jeg op på min stue, hvor jeg får lidt at spise. I mens ringer jeg til min mors kæreste og fortæller, at jeg er klar til at blive hentet.

Jeg får at vide, at min hævelse var ca 4x4cm stor! Desuden får jeg at vide, at jeg skal bruse mig efter hvert toiletbesøg og desuden ingen sex, cykling, badeland eller lignende i minimum 14 dage. Og så går turen hjem til min mor, som passer mig den første nat :) Selvom det ikke var nødvendigt - jeg havde det overraskende godt. Jeg skulle til lægen ca 14 dage efter for at få fjernet lidt sting, og det var så det. Troede jeg...

torsdag den 3. november 2011

Del 2 - Det videre forløb

Jeg må nok hellere advare fra starten om, at det her nok bliver et ret langt indlæg uden spændene billeder. Jeg vil skrive om, hvordan det videre forløb med mine blødnings forstyrrelser er gået frem til i dag.

Jeg starter med at komme regelmæssigt på Viborg Sygehus - det gynækologiske ambulatorium d. 18/9 - 2008. På det her tidspunkt har jeg allerede haft problemer i flere år. Men det er dog ikke så slemt som det er nu.
Jeg havde det på det tidspunkt sådan, at jeg havde alm menstruation og så efter ca 2 uger begyndte jeg så at pletbløde, som så stoppede kort inden min mens.
Den første behandling jeg får er, at jeg skal begynde at tage ekstra østrogen sammen med mine p-piller. Og til at starte med, så ser det ud til at virke. Min blødning af tager lidt, selvom jeg har en laaang menstruation på 10-14 dage.

Men i februar ´09 kommer jeg til kontrol igen, og problemerne er nu vendt tilbage. Jeg bliver nu sat på nye p-piller - som er trefaset. Det vil sige at jeg får mere østrogen i starten af min periode og det blive så mindre i løbet af den tid jeg tager p-pillerne. 3mdr senere viser det sig, at det heller ikke har hjulpet - overhovedet.

Så det næste jeg skal prøve er en hormonspiral - altså ligesom en p-ring, der bliver lagt ind i huden, så bliver en hormonspiral sat op i livmoderen og skal afgive hormoner, der forhindre, at man bliver gravid. I mit tilfælde, så skulle hormonerne være med til at stabilisere mit niveau - så jeg kunne få en normal menstruations cyklus eller helt holde op med at bløde.
Med rigtig store forhåbninger får jeg lagt den op - Hvilket jeg skal hilse og sige, IKKE er noget man gør for sjovt! Du kan nemlig ikke blive bedøvet i livmoderen, kun i livmoderhalsen. OG det gjorde meeega ondt - så husk at trække vejret! Jeg er dog forudseende nok til, at jeg får en kontroltid 6mdr fremme i tiden, så hvis det ikke virker, er jeg stadig i behandling og systemet!

Og what do u know.. It Doesn't WORK! Suk. Jeg kommer til kontrol d. 9/9 ´09 - fordi jeg ikke kan finde spiralsnoren og pga en grim hævelse ved skeden (2x1cm) - Med så fint et navn - Bartholinit (Men det er et helt indlæg for sig selv!) Snoren er blevet klippet for kort, så den er smuttet op - uheldigt, men ikke noget slemt.
2mdr senere tager jeg til Viborg igen, og fortæller, at den spiral ikke har virket. Jeg bliver nu sat på endnu en omgang piller - oven i at jeg har spiralen sat op. Jeg skal nu tage Cyclokapron og Ibumetin de første 5 dage af min blødning. Cyclokapron er blødnings mindskende og Ibumetin er stærk smertestillende. Samtidig får jeg taget diverse blodprøver. Mine blodtal, koagulationstal og test for bløder sygdomme - alt er som det skal være, inden for normalen.

Jeg kommer igen til lægen, og fortæller, DET VIRKER IKKE... (der er hak i pladen - I know) Jeg skal nu stoppe med cyclokapronen og så på p-piller igen.. Stadig med spiralen..
3mdr går og surprise - ingen forandring. Jeg er ved at blive frustreret, føler slet ikke, at jeg får noget ud af det.
Lægen siger nu, at vi skal prøve helt at droppe alt. SÅ jeg får fjernet spiralen - hvilket igen gør MONSTER ondt - jeg er bare så heldig med det..
De næste 3 mdr, får jeg intet. Ingen piller - ingen spiral.. Og til at starte med - den første måned, kan jeg se en lille forandring. Ikke meget, men lidt. Men det går hurtigt i sig selv.

Jeg kommer igen på en 3 fase pille, som igen ingen virkning har. Jeg bliver igen testet for bløder sygdomme, PCO og en sygdom i Hypofysen, men også her viser det sig, at jeg er helt "normal"!
Jeg kommer på alm. p-piller igen og er det i en lille periode.
Den 8/8- ´11 starter der så en ny behandling, som jeg har været okay positiv over - i hvert fald i starten.
Jeg har fået en hormonsprøjte, som skal sætte mig i falsk overgangs alder - dvs min blødning burde stoppe helt. Plus der er de her fantastiske bivirkninger, som HUMØRSVINGNINGER og hede ture..

Indtil videre har jeg kun haft bivirkninger - humørsvingningerne er pænt slemme. Og de 3mdr er næsten gået. Om 1½ uge skal jeg til Viborg igen, og have sprøjte nr. 2. Så måske måske måske måske - jeg håber stadig - selvom det er svært virker det efter den her sprøjte.

Nu er mit blødnings mønster sådan, at jeg har ca 19-21 dage med blødning - omkring 5-10 dage uden blødning - hvilket ca er det absolutte modsatte af det normale - og en stor kilde til frustration for mig.
Jeg skal konstant huske trusseindlæg, bind, tamponer osv. (for ikke at sige, hvor dyrt det i længden har været) Jeg har svært ved at slappe af og nyde livet med det her hængende over hovedet - Det er jo ikke lige frem nemt at tage på badeferie og så være hæmmet af konstant blødning og der tilhørende smerter (som jeg gudskelov ikke er så plaget af)
Min største frygt er, at det gør, at jeg ikke kan få børn - selvom flere underlivsscaninger har vist, at alt ser fint ud.. Men frygten sidder der stadig.. Hvad nu hvis jeg skal leve med de her blødninger resten af livet - indtil den rigtig overgangs alder kommer? Hvad nu hvis det bliver værre?
Jeg har 2 gang fået at vide, til samtaler på hospitalet, at havde jeg været ældre og havde fået børn - så havde de fjernet min livmoder. Første gang jeg fik det fortalt, var jeg lige ved at bryde sammen. HVA FANDEN ER DET FOR EN FALLIT-ERKLÆRING at komme med???? Bare tanken om det er frygtelig..
Men hvad nu hvis det er den eneste mulighed? Kan jeg så gøre det?  Nogen gange myldrer tankerne bare rundt, og de er slet ikke til at få hold i igen - og oven i det andet jeg døjer med (bartholinit) så kan det være rigtig svært at hænge sammen indimellem..