I disse dage er mit hovede fyldt af tanker. Rigtig rigtig mange tanker. Alle sammen omkring projekt baby. Egentlig er det mig meget i mod at kalde det projekt baby. Det har sq egentlig en negativ klang. Projekt baby.
Det lyder som om jeg ikke har andet at gå op i.
Men det har jeg egentlig heller ikke. Lige nu går alle mine tanker, valg og handlinger kun ud på en ting. Hvordan jeg kan opfylde min alt overskyggende drøm. At blive mor. At stå med mit eget lille barn i armene.
Tankerne om hvad der kunne være lige nu fylder også meget. Jeg har en kollega, der i går postede et billede af deres nyfødte dreng på facebook. Og mens jeg skrev tillykke på hans væg, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg selv ville være tæt på termin. At min mave ville strutte, at jeg ville kende kønnet. At jeg på en gang ville være frustreret, utålmodig og helt ekstremt lykkelig!
Jeg har tudet, jeg har rastet og jeg har drømt så mange gang. Men maven er stadig tom. Tilbage har jeg kun billedet og de diffuse følelser og oplevelser fra sygehuset
Mange af mine tanker går også på fremtiden. Hvordan ser den ud, hvad skal der ske. Kan vi lave en øko baby eller skal vi have hjælp af den ene eller anden art. Vi startede officielt med at prøve i november, da min læge gav mig 3mdrs pause - min krop havde brug for ro efter min blindtarms betændelse og efterfølgende komplikationer. Vi har siden november, prøvet, været til læge et par gange, for at få taget blodprøver, for at finde ud af, om jeg har æl (ægløsning). Indtil videre har der ikke været positive svar.
Jeg VED godt, at vi ikke har prøvet længe, men årh hvor er jeg utålmodig. For jeg ville jo helst være gravid i går. Jeg ville helst gå i boblen nu, og bare glæde mig til at skulle fortælle alt og alle at NU var det vores tur. Men ting tager tid, alt for lang tid.
Hvad gør jeg selv? Jeg bruger to apps og alm blødnings skema, for at holde styr på blødninger - for at få en ide om, hvornår jeg kan have æl.
Jeg tager alle de rigtige vitaminer. Jeg prøver at spise efter KISS - det går ikke altid lige godt, men jeg vil og jeg skal gøre det. Min krop har det også meget bedre med den her mad. Det føles rigtig.
Men det hele fylder i mit hovede, og som min læge sagde, så er mine tanker og mit eget press den aller værste fjende. Men jeg har så svært ved at give slip og slappe af. Jeg har virkelig følelsen af, at tiden løber fra mig, og det er snart for sent.
Jeg har i de sidste par cyklusser haft flere smerter, end jeg har prøvet før. Både ved formodet æl og ved mens. Jeg er oppustet og min mave er utrolig følsom, og har været det siden jeg var indlagt i sommers, nu snart 8 mdr senere. det er som om min mave aldrig helt er kommet i orden.
Jeg ved godt, at jeg kun er 31, og mange få børn i den her alder. Men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken om, at jeg har travlt, og for hver måned der går, jo sværere vil det blive for os. Jeg bruger alt for meget tid på pinterest - hvor jeg laver hemmelige opslagstavler om alt fra ting jeg ønsker at lave, til værelses inspiration og ønske ting, tøj osv osv. Derudover læser jeg dagligt på min-mave.dk. Et debatforum for dem der ønsker at blive gravide og dem der er det. (Gudskelov kan man vælge mange debatter fra - dem med graviditet og små børn) Jeg har fået meget inspiration og viden ved at læse derinde. Og jeg er da slet ikke i tvivl om, at kæresten indimellem, synes at jeg piner mig selv med det. Men jeg kan bare ikke helt stoppe mig selv.
Et meget rodet indlæg. Men sådan er det også oppe i mit hovede..
Viser opslag med etiketten hudløst ærligt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hudløst ærligt. Vis alle opslag
mandag den 7. marts 2016
lørdag den 5. juli 2014
Regnen på min rude..
Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg får lyst til at skrive et indlæg, der sprudler af livsglæde og lykke..
Eller bare et indlæg, hvor jeg har noget positivt at fortælle.
Jeg havde faktisk en super fed aften og dag i går.. Jeg fik rykket nogle grænser. Tog faktisk chancen og tog ind på Heidis til et singleevent, hvor jeg reelt ikke kendte nogen. Jeg startede med at hygge hele dagen med M, som jeg lærte at kende til en single tøseaften.
Først var vi ude og spise, og så shoppede vi lige - fandt opturs bukser :D Ej det kræver lidt mere forklaring. Altså jeg er ikke den tyndeste. Men heller ikke voldsomt overvægtig. Men vi var inde i Nanna XL, hvor jeg forelskede mig i et par bukser, som selvom jeg prøvede deres mindste par, var alt for store :D:D:D:D
Så foreslog M at vi gik i Only og prøvede et par bukser, som hun havde, og tror i ikke lige, at jeg kunne klemme mig ned i et par M/L... Fandme optur, når man i flere år har nægtet at købe bukser i Only, fordi jeg ikke har kunnet passe dem før... !!!
Efter det var jeg med hende på Kattens Værn, hvor jeg nok ender med at blive frivillig ude. Det ligger ikke mere end 5min herfra.. Fedt ! Og man er jo ikke tosset med katte uden grund.
Nå, men M tager med mig på Heidis, hvor vi deler en Somersby, og så smutter hun. Og så samler jeg mod til mig og går ind i løvens hule :D Hold nu op nogle fantastisk hjertevarme kvinder, jeg møder der. De gjorde alle mine bekymringer til skamme. Og jeg havde det super hyggeligt sammen med dem! Altså lige indtil X'en kom.
Jeg havde håbet at han ikke ville dukke op. Så jeg ikke ville blive konfronteret med at skulle håndtere en situation, hvor jeg måske så ham sammen med en anden - ikke at han ville være så led at være det foran mig. Men fååk mit hjerte og hjerne går med det samme i overdrive og forestiller sig det værste.
Jeg tror, at jeg klarede det ok, at ingen mærkede på mig, hvor svært det var. Hvor ondt det gjorde at se ham hygge, snakke og more sig med andre. Jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at se for meget på ham. Holde øje med, hvem han snakkede med osv. For jeg VIL ikke være jealoux. Jeg vil ikke ødelægge noget for ham.
Men har set noget, opdaget noget, som har knækket mig fuldstændig i dag. Jeg har tudet og tudet. Og slet ikke kunnet fungere. Jeg hader virkelig at han stadig påvirker mig sådan. At han stadig betyder alt. Jeg er der, hvor jeg seriøst overvejer at bryde samtlige bånd, som jeg har til ham. Melde mig ud af grupperne og bare sig fååk det hele.
Men grupperne er det der giver mig netværk. Gode oplevelser, som jeg virkelig har brug for, så jeg ikke ender som en huleboer.. eller som den seriøst skøre kattedame, der aldrig kommer uden for en dør.
Men bare tanken om ikke at snakke med ham igen. At cutte ham fra mit liv gør ondt. Får det fysisk dårligt bare ved tanken. Og kan ikke helt undgå at se ham. For han vil være at finde i byen. Til singlearrangementerne. Og jeg vil løbe ind i ham i spar. Og jeg kan ikke bare ignorere ham. Men jeg må holde afstand. Lade være med at opsøge kontakten. For det smerter mere end det gavner, når det kun er mig der har behovet for at ses. For at snakke. For at tage del i hans liv.
For helvede. Hvornår blev jeg den her skrøbelige tøs, der går i stykker ved det mindste? Hvornår blev jeg til den her tudemarie, som ikke er til at stoppe igen? Jeg kan knap nok holde mig selv ud lige for tiden. Men at det er SLUT, og han er VIDERE.
Og så må jeg selv finde det der gør, at jeg kommer videre. Hvad og hvem det så bliver der kan det.
Eller bare et indlæg, hvor jeg har noget positivt at fortælle.
Jeg havde faktisk en super fed aften og dag i går.. Jeg fik rykket nogle grænser. Tog faktisk chancen og tog ind på Heidis til et singleevent, hvor jeg reelt ikke kendte nogen. Jeg startede med at hygge hele dagen med M, som jeg lærte at kende til en single tøseaften.
Først var vi ude og spise, og så shoppede vi lige - fandt opturs bukser :D Ej det kræver lidt mere forklaring. Altså jeg er ikke den tyndeste. Men heller ikke voldsomt overvægtig. Men vi var inde i Nanna XL, hvor jeg forelskede mig i et par bukser, som selvom jeg prøvede deres mindste par, var alt for store :D:D:D:D
Så foreslog M at vi gik i Only og prøvede et par bukser, som hun havde, og tror i ikke lige, at jeg kunne klemme mig ned i et par M/L... Fandme optur, når man i flere år har nægtet at købe bukser i Only, fordi jeg ikke har kunnet passe dem før... !!!
Efter det var jeg med hende på Kattens Værn, hvor jeg nok ender med at blive frivillig ude. Det ligger ikke mere end 5min herfra.. Fedt ! Og man er jo ikke tosset med katte uden grund.
Nå, men M tager med mig på Heidis, hvor vi deler en Somersby, og så smutter hun. Og så samler jeg mod til mig og går ind i løvens hule :D Hold nu op nogle fantastisk hjertevarme kvinder, jeg møder der. De gjorde alle mine bekymringer til skamme. Og jeg havde det super hyggeligt sammen med dem! Altså lige indtil X'en kom.
Jeg havde håbet at han ikke ville dukke op. Så jeg ikke ville blive konfronteret med at skulle håndtere en situation, hvor jeg måske så ham sammen med en anden - ikke at han ville være så led at være det foran mig. Men fååk mit hjerte og hjerne går med det samme i overdrive og forestiller sig det værste.
Jeg tror, at jeg klarede det ok, at ingen mærkede på mig, hvor svært det var. Hvor ondt det gjorde at se ham hygge, snakke og more sig med andre. Jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at se for meget på ham. Holde øje med, hvem han snakkede med osv. For jeg VIL ikke være jealoux. Jeg vil ikke ødelægge noget for ham.
Men har set noget, opdaget noget, som har knækket mig fuldstændig i dag. Jeg har tudet og tudet. Og slet ikke kunnet fungere. Jeg hader virkelig at han stadig påvirker mig sådan. At han stadig betyder alt. Jeg er der, hvor jeg seriøst overvejer at bryde samtlige bånd, som jeg har til ham. Melde mig ud af grupperne og bare sig fååk det hele.
Men grupperne er det der giver mig netværk. Gode oplevelser, som jeg virkelig har brug for, så jeg ikke ender som en huleboer.. eller som den seriøst skøre kattedame, der aldrig kommer uden for en dør.
Men bare tanken om ikke at snakke med ham igen. At cutte ham fra mit liv gør ondt. Får det fysisk dårligt bare ved tanken. Og kan ikke helt undgå at se ham. For han vil være at finde i byen. Til singlearrangementerne. Og jeg vil løbe ind i ham i spar. Og jeg kan ikke bare ignorere ham. Men jeg må holde afstand. Lade være med at opsøge kontakten. For det smerter mere end det gavner, når det kun er mig der har behovet for at ses. For at snakke. For at tage del i hans liv.
For helvede. Hvornår blev jeg den her skrøbelige tøs, der går i stykker ved det mindste? Hvornår blev jeg til den her tudemarie, som ikke er til at stoppe igen? Jeg kan knap nok holde mig selv ud lige for tiden. Men at det er SLUT, og han er VIDERE.
Og så må jeg selv finde det der gør, at jeg kommer videre. Hvad og hvem det så bliver der kan det.
fredag den 17. maj 2013
Hey se mig, jeg skriver blogindlæg
Hold da op, tiden flyver. Lige pludselig er der gået 9 mdr siden mit sidste blog indlæg. Hvad sker der lige for det? Undskyldningerne er mange, nogle er endda bedre end andre.. Og hvad er der så lige sket siden? Og hvorfor skriver jeg først nu? Kommer jeg til at skrive flere blog indlæg? Alt det og meget mere vil jeg prøve at svar på over de næste par linier. :)
Jeg fik jo en stilling i DUS2 her i Aalborg i september, i starten var det kun ment som en midlertidig stilling indtil jul. Og efter 1år og 3mdr som arbejdsløs (dog med ½år i aktivering) så var jeg mere end klar til at komme i arbejde og bevise mit værd. For selvtilliden og selvværdet havde i den grad fået et knæk, noget jeg her efterfølgende i stigende grad har måttet indse og arbejde med. Til mit held, og selvfølgelig fordi jeg er en dygtig pædagog, blev min stilling forlænget indtil sommerferien. Og den sommerferie rykker desværre tættere og tættere på. Og lige pt ved jeg intet om, hvorvidt jeg bliver forlænget igen.. På den positive side, så har jeg fået mere erfaring, større netværk og tjent nogle timer op, i forhold til ny dagpenge periode..
På den negative side, så har jeg ikke tjent nok timer op, dvs jeg har ca 6mdr tilbage på dagpenge. Og det der med at søge arbejde er stadig verdens hårdeste job.. !!!!!!
Kæresten og jeg var i Las Vegas i november 2012, en super fed ferie og helt ubeskrivelig.. Men på et eller andet tidspunkt vil jeg da prøve at komme med nogle gode pointeres til mine does and donts, masser af billeder og mine oplevelser i Sin City.
På det kreative område sker der også en masse, der bliver stadig hæklet i stor stil, jeg leger lidt med andre materialer eks. læder, og der bliver stadig tegnet/doodlet. Og jeg er kommet på instagram,efter jeg har fået en iphone 5, hvor kameraet faktisk er ret godt.. faktisk så godt, at jeg sjældent bruger mit digitaltkamera. Til dem der er interesseret, så hedder jeg ccatlady84 på instagram.
Kæresten er begyndt at overveje at skifte job (eller jobbeskrivelse eller hvad der nu kommer til at ske), hvad det kommer til at betyde for vores forhold, og vores hverdag er ikke til at sige endnu, meget afhænger af det job han ender med.. Men jeg vil dog se frem til at få en mere normal hverdag med ham. For skal jeg være helt ærlig, og det skal jeg jo helst, så er det ikke nemt at have en kæreste, der er væk 2-3uger og så er hjemme tilsvarende. For først skal jeg lige vende mig til, at han er væk.. så kommer savnet, og det slår indimellem ret hårdt.. og så kommer han hjem igen, og så skal jeg vende mig til, at han er hjemme (og forstyrrer de rutiner jeg nu har som "enlig")
Men hvad gør man ikke for at være sammen med ham man elsker?
Jeg vil i hvert fald hellere leve sådan her, end helt at undvære ham.. !!!
Hvad der kommer til at ske med bloggen, ja, det ved jeg ikke helt. Jeg ved ikke helt om det her blog indlæg er en ener, eller om det bliver starten på endnu en tørn med bloggen. Jeg håber i hvert fald, at lysten kommer helt tilbage. Godt nok har jeg haft flere blogindlæg mere eller mindre formuleret oppe i hovedet, men derfra og så komme til computeren og få det skrevet ned og postet.. der har været helt uhyggeligt langt, men måske hjælper det at jeg har fået iphone og kan poste indlæg og billeder derfra? Men nu må vi se, hvad der sker.
Tak fordi I stadig læser med :D
/Janni
Jeg fik jo en stilling i DUS2 her i Aalborg i september, i starten var det kun ment som en midlertidig stilling indtil jul. Og efter 1år og 3mdr som arbejdsløs (dog med ½år i aktivering) så var jeg mere end klar til at komme i arbejde og bevise mit værd. For selvtilliden og selvværdet havde i den grad fået et knæk, noget jeg her efterfølgende i stigende grad har måttet indse og arbejde med. Til mit held, og selvfølgelig fordi jeg er en dygtig pædagog, blev min stilling forlænget indtil sommerferien. Og den sommerferie rykker desværre tættere og tættere på. Og lige pt ved jeg intet om, hvorvidt jeg bliver forlænget igen.. På den positive side, så har jeg fået mere erfaring, større netværk og tjent nogle timer op, i forhold til ny dagpenge periode..
På den negative side, så har jeg ikke tjent nok timer op, dvs jeg har ca 6mdr tilbage på dagpenge. Og det der med at søge arbejde er stadig verdens hårdeste job.. !!!!!!
Kæresten og jeg var i Las Vegas i november 2012, en super fed ferie og helt ubeskrivelig.. Men på et eller andet tidspunkt vil jeg da prøve at komme med nogle gode pointeres til mine does and donts, masser af billeder og mine oplevelser i Sin City.
På det kreative område sker der også en masse, der bliver stadig hæklet i stor stil, jeg leger lidt med andre materialer eks. læder, og der bliver stadig tegnet/doodlet. Og jeg er kommet på instagram,efter jeg har fået en iphone 5, hvor kameraet faktisk er ret godt.. faktisk så godt, at jeg sjældent bruger mit digitaltkamera. Til dem der er interesseret, så hedder jeg ccatlady84 på instagram.
Kæresten er begyndt at overveje at skifte job (eller jobbeskrivelse eller hvad der nu kommer til at ske), hvad det kommer til at betyde for vores forhold, og vores hverdag er ikke til at sige endnu, meget afhænger af det job han ender med.. Men jeg vil dog se frem til at få en mere normal hverdag med ham. For skal jeg være helt ærlig, og det skal jeg jo helst, så er det ikke nemt at have en kæreste, der er væk 2-3uger og så er hjemme tilsvarende. For først skal jeg lige vende mig til, at han er væk.. så kommer savnet, og det slår indimellem ret hårdt.. og så kommer han hjem igen, og så skal jeg vende mig til, at han er hjemme (og forstyrrer de rutiner jeg nu har som "enlig")
Men hvad gør man ikke for at være sammen med ham man elsker?
Jeg vil i hvert fald hellere leve sådan her, end helt at undvære ham.. !!!
Hvad der kommer til at ske med bloggen, ja, det ved jeg ikke helt. Jeg ved ikke helt om det her blog indlæg er en ener, eller om det bliver starten på endnu en tørn med bloggen. Jeg håber i hvert fald, at lysten kommer helt tilbage. Godt nok har jeg haft flere blogindlæg mere eller mindre formuleret oppe i hovedet, men derfra og så komme til computeren og få det skrevet ned og postet.. der har været helt uhyggeligt langt, men måske hjælper det at jeg har fået iphone og kan poste indlæg og billeder derfra? Men nu må vi se, hvad der sker.
Tak fordi I stadig læser med :D
/Janni
onsdag den 15. august 2012
Livet og andre undskyldninger...
Ja, jeg er her stadig.. Sjovt som tingene nogen gange tager pusten fra en :D
Her er det bare livet og alle dens sjove krummelurer..
Jeg har her til formiddag leget søndag.. Og for mig betyder det: en god bog i sengen med minimum en af kattene hos mig i de 4 timer det tog at læse bogen.. nej, sluge den var det nok nærmere.
Bogen, hvis nogen skulle være interessere er Bed of Roses af Nora Roberts - bog 2 i Bride Quartet. Absolut min yndlings forfatter! Jeg har 45 af hendes bøger.. ja 45! Og hun har nok skrevet 200+.. Som jeg har læst de fleste af - med undtagelse af hendes serie under Pseudonymet J.D. Robb, som jeg bare venter på at komme i gang med (der er en 35 bøger i den serie)
Nå, der blev jeg afledt. Det sker indimellem, når jeg snakker om bøger - jeg har det med at fortabe mig i det/dem. Hvilket jeg altid er blevet drillet med af min søster, og Kæresten siger, at det er umuligt at komme i kontakt med mig.. Det kan jeg da ikke forstå :D Anyways, der blev jeg lige afledt igen...
Grunden til at jeg kunne lege søndag på en onsdag er jo, at jeg er en af de ret så uheldige, der står i arbejdsløsheds køen og bekymrer mig om, at den dagpenge periode lige nu virker aaalt for kort. Især når jeg allerede har brugt 1 år og snart 1 måned af min dagpenge periode.. Og stadig ikke en gang har været til en fucking eneste samtale :'(
Jeg begynder så småt at være desperat, for hvad fanden er det lige jeg gør galt.. Så dårlige er mine ansøgninger ikke. Og jeg har erfaring, jeg er faktisk dygtig - JA GU ER JEG (som i nok kan læse, så kæmper jeg for at holde fast i selvtilliden)
Jeg gjorde et kæmpe stykke arbejde i den børnehave, jeg var i aktivering i, de sidste 6mdr. Og alligevel sidder jeg her med en sur smag i munden, og fornemmelsen af, at der er noget i vejen med mig.
Frygter stadig at tjekke min mailboks hver dag - de evindelige afslag begynder seriøst at gøre ondt. I starten kunne jeg nemmere ryste følelsen af mislykket-hed af mig, men det bliver stadig svære. Ja, jeg ved godt at vi er en del ledige pædagoger i Aalborg, flere nu, hvor det nye kuld er kommet ud fra seminariet. Ja, jeg ved godt at der er et sted mellem 100-200 ansøgere per stilling, de søde afslag har været så venlige at inkludere den information. Men hvorfor er det ikke mig, der bliver valgt til en samtale? Hva dælan er det lige jeg gør forkert?
Aaargh hør mig lige, magen til selvmedlidenhed.. Pffft det er der ingen, der gider høre på. Så i stedet vil jeg sætte noget godt og aggressivt Rock på anlægget, finde hårfarven frem, så jeg kan få frisket de lyse rødder op. Så jeg kan blive en smoking hot brunette igen. Måske jeg skal spise lidt inden? Det ville nok være en god ide :D Oh jeg er tilbage på kur igen, for den dumme vægt sniger nærmer sig den grimme side af 79kg, og det går seriøst ikke! SÅ nu skal der ske noget. Især hvis jeg vil under 70, når vi skal til Las Vegas..
Har jeg ikke sagt noget om Vegas? SHAME on me :D Kæresten slyngede muligheden ud for noget tid siden - faktisk på vores ferie til Bulgarien, men mere om det senere. Min første reaktion var, det har vi da ikke råd til - da han begyndte at snakke bonus points på fly, hotel og billeje, så fik jeg julelys i øjnene. Og nu står vi med en dato i starten af november, flybilletterne er bestilt med bonuspoints - det eneste jeg har skullet give er afgifterne i lufthavnen, hvilket svarer til en togbillet til kbh på en god dag (= under en plovmand!!!!)
Så hvis jeg skal kunne sno mig ned i cocktail dresses og andre sexy sager, så hedder det salat og tun og andre slankelækkerier indtil november. Jeg skulle måske endda prøve det der motions noget.. UF! SÅ hvis der er nogen der har ideer til sådan noget motions noget, der ikke føles som motionstortur, så sig endelig noget :D
I skal da lige have et lille billede med.. Jeg glæder mig til om små 3 mdr..
Her er det bare livet og alle dens sjove krummelurer..
Jeg har her til formiddag leget søndag.. Og for mig betyder det: en god bog i sengen med minimum en af kattene hos mig i de 4 timer det tog at læse bogen.. nej, sluge den var det nok nærmere.
Bogen, hvis nogen skulle være interessere er Bed of Roses af Nora Roberts - bog 2 i Bride Quartet. Absolut min yndlings forfatter! Jeg har 45 af hendes bøger.. ja 45! Og hun har nok skrevet 200+.. Som jeg har læst de fleste af - med undtagelse af hendes serie under Pseudonymet J.D. Robb, som jeg bare venter på at komme i gang med (der er en 35 bøger i den serie)
Nå, der blev jeg afledt. Det sker indimellem, når jeg snakker om bøger - jeg har det med at fortabe mig i det/dem. Hvilket jeg altid er blevet drillet med af min søster, og Kæresten siger, at det er umuligt at komme i kontakt med mig.. Det kan jeg da ikke forstå :D Anyways, der blev jeg lige afledt igen...
Grunden til at jeg kunne lege søndag på en onsdag er jo, at jeg er en af de ret så uheldige, der står i arbejdsløsheds køen og bekymrer mig om, at den dagpenge periode lige nu virker aaalt for kort. Især når jeg allerede har brugt 1 år og snart 1 måned af min dagpenge periode.. Og stadig ikke en gang har været til en fucking eneste samtale :'(
Jeg begynder så småt at være desperat, for hvad fanden er det lige jeg gør galt.. Så dårlige er mine ansøgninger ikke. Og jeg har erfaring, jeg er faktisk dygtig - JA GU ER JEG (som i nok kan læse, så kæmper jeg for at holde fast i selvtilliden)
Jeg gjorde et kæmpe stykke arbejde i den børnehave, jeg var i aktivering i, de sidste 6mdr. Og alligevel sidder jeg her med en sur smag i munden, og fornemmelsen af, at der er noget i vejen med mig.
Frygter stadig at tjekke min mailboks hver dag - de evindelige afslag begynder seriøst at gøre ondt. I starten kunne jeg nemmere ryste følelsen af mislykket-hed af mig, men det bliver stadig svære. Ja, jeg ved godt at vi er en del ledige pædagoger i Aalborg, flere nu, hvor det nye kuld er kommet ud fra seminariet. Ja, jeg ved godt at der er et sted mellem 100-200 ansøgere per stilling, de søde afslag har været så venlige at inkludere den information. Men hvorfor er det ikke mig, der bliver valgt til en samtale? Hva dælan er det lige jeg gør forkert?
Aaargh hør mig lige, magen til selvmedlidenhed.. Pffft det er der ingen, der gider høre på. Så i stedet vil jeg sætte noget godt og aggressivt Rock på anlægget, finde hårfarven frem, så jeg kan få frisket de lyse rødder op. Så jeg kan blive en smoking hot brunette igen. Måske jeg skal spise lidt inden? Det ville nok være en god ide :D Oh jeg er tilbage på kur igen, for den dumme vægt sniger nærmer sig den grimme side af 79kg, og det går seriøst ikke! SÅ nu skal der ske noget. Især hvis jeg vil under 70, når vi skal til Las Vegas..
Har jeg ikke sagt noget om Vegas? SHAME on me :D Kæresten slyngede muligheden ud for noget tid siden - faktisk på vores ferie til Bulgarien, men mere om det senere. Min første reaktion var, det har vi da ikke råd til - da han begyndte at snakke bonus points på fly, hotel og billeje, så fik jeg julelys i øjnene. Og nu står vi med en dato i starten af november, flybilletterne er bestilt med bonuspoints - det eneste jeg har skullet give er afgifterne i lufthavnen, hvilket svarer til en togbillet til kbh på en god dag (= under en plovmand!!!!)
Så hvis jeg skal kunne sno mig ned i cocktail dresses og andre sexy sager, så hedder det salat og tun og andre slankelækkerier indtil november. Jeg skulle måske endda prøve det der motions noget.. UF! SÅ hvis der er nogen der har ideer til sådan noget motions noget, der ikke føles som motionstortur, så sig endelig noget :D
I skal da lige have et lille billede med.. Jeg glæder mig til om små 3 mdr..
søndag den 24. juni 2012
Hende den stille pige..
Ja, det er sådan mange omtaler mig. Og det passer jo, jeg har en tendens til at være stille, især i mødet med nye mennesker, i store sociale sammenhænge eller bare på mit arbejde. Men min stilhed og generthed har en grund, det er ikke fordi jeg ønsker at være stille. Jeg kan bare ikke finde ud af at være udadvendt.
For et stykke tid siden gjorde min kæreste mig opmærksom på en artikel på Politikken om Indadvendte Sarah, og den artikel kunne lige så godt have handlet om mig.
Det er underligt at sidde og læse om en helt anden, der beskriver situationer og oplevelser, som jeg har oplevet fuldstændig magen til. At få sat ord på ting, der altid har undret mig om migselv.
Hvorfor jeg altid har foretrukket mit eget selskab frem for store sammenkomster, selvom jeg nyder at være afsted. Hvorfor jeg kan lade op alene, men føler mig helt drænet, hvis jeg har været meget social i en periode - hvor min kæreste, der er udadvendt, sprudler når vi er afsted.
Jeg har gennem hele min skolegang fået at vide, at jeg bare skal sige noget mere, for jeg kan jo godt - men jeg tør bare ikke, enten fordi jeg er bange for at sige det forkerte eller også er jeg ikke helt sikker, og så er det mere sikkert at tie stille. Og fremlæggelser var i starten noget af det værste jeg vidste. Jeg fik hjertebanken, rødmede helt vildt meget, blev nervøs og kludrede i det jeg skulle sige. Men heldigvis for mig, så fik jeg masser af øvelse og har siden hen kunnet fremlægge uden at lade det påvirke mig så voldsomt som før.
Det har altid været en kæmpe overvindelse for mig at starte et nyt sted eller tage til en fest uden at kende nogen. Jeg husker tydeligt min første dag på gymnasiet. De første 2-4 timer havde jeg kvalme, uro i maven, hjertebanken, hedeture, rødmede bare nogen kiggede på mig og fortrød inderligt, at jeg havde valgt at starte. Lige indtil jeg opdagede, at jeg kendte en af de andre piger i klassen, og begyndte at snakke lidt med hende.
Jeg har med tiden ændret mig, jeg er blevet lidt mere udadvendt og har mere kontrol over mine reaktioner. Men jeg opsøger sjældent selv de situationer, hvor jeg føler mig på glatis.
Og det var bestemt noget af en overvindelse for mig at tage ned til min kærestes storesøsters tøsefest i fredags. Det var kun mig, der skulle afsted, og jeg kendte kun hans søster. Indrømmet jeg frygtede en aften, hvor jeg ville komme til at sidde meget alene, ikke snakke med nogen og virkelig fortryde, at jeg var taget afsted. Men jeg ved jo også godt, at hvis jeg skal få noget ud af sådan en aften, så er jeg nødt til at overvinde mig selv, turde sige noget, melde mig ind i samtalerne og tage del. Og det gjorde jeg, og jeg fik en virkelig god aften. Men det krævede også sit af mig.
I dag har jeg så haft en af mine huledage, som jeg kalder det. Huledage er dage, hvor jeg helst er helt alene (eller evt sammen med kæresten), bruger tid på mig selv og gør de ting, der gør mig afslappet og giver mig energi. Jeg har, siden jeg lærte at læse, brugt det til at slappe af med. Så i perioder har jeg virkelig brug for at koble af med en god bog, det er nærmest en helt trang. Bare krybe sammen på sofaen med en bog, et tæppe, mine katte og et krus varmt et eller andet og så ellers bare nyde. Det sker som oftest, hvis jeg har været meget ude blandt andre, haft meget travlt på arbejde og føler mig presset.
Sikke jeg rabler af mig nu. Heh, ja, det er så meget nemmere for mig at sætte ord på mine tanker, når jeg sidder og skriver det, end hvis jeg skulle sidde overfor en person og sige det. For der kommer indimellem meget lange pauser, hvor jeg lige skal formulere mine tanker. Jeg har rigtig svært ved at tænke og tale samtidig :D Hvilket er sindssygt irriterende i et skænderi med en udadvendt, der kan tale a mile in a minute uden at skulle tænke og formulere sig først. Hvilket også indimellem resultere i, at jeg får sagt noget værre vrøvl, eller går helt i stå, nærmest lukker helt ned, fordi jeg ikke kan tænke, eller ikke kan nå at tænke. Nogen gange hjælper det, hvis jeg simpelthen går, siger jeg har brug for en pause - eller det sker indimellem i afmagt, at jeg bare går :D
Jeg har, især da jeg var yngre, ønsket, at jeg var mere udadvendt. At jeg turde sige alle de ting, jeg gik og tænkte. Eller turde gøre de ting, som jeg gerne ville. Kigget mig selv i spejlet og undret mig over, hvorfor jeg ikke kunne.Hvorfor jeg bare var hende der bare var sød, holdte sin mund eller kun sagde noget sammen med de helt nære venner - og ikke hende jeg er inden i - der har rappe kommentarer, der ønsker at gøre de vilde ting - flytte til USA, Skrive en bog, være ligeglad med hvad andre tænker og bare gøre det jeg havde lyst til.
Jeg har med tiden nærmet mig hende i spejlet noget mere, jeg er blevet bedre til at sige, hvad jeg tænker, når jeg tænker det. Ikke bare gå og gemme på det, som jeg gjorde tidligere. Jeg tør tage chancer nu, være spontan uden at alt skal være gennemtænkt. Men jeg bliver aldrig hende med de store bevægelser, der trives i store sammenhænge, der er centre of attention, der bare gør tingene. Men jeg har accepteret den jeg er. At jeg er indadvendt, at jeg har brug for pauser og dage uden andre. Jeg har lært, at jeg er rigtig, lige præcis som jeg er!
Iform test, hvor du kan teste dig selv - er du Introvert eller ekstrovert?
Kan du genkende disse udsagn? Så er du nok også indadvendt :D Velkommen i klubben.
Får energi af at være sig selv.
Er bedre til ensomhed, stilhed, pauser og fordybelse.
Er en god observatør og lytter.
Kan blive tom i hovedet, hvis det bliver bedt om at tale eller møde nye mennesker.
Er opslugt af egne tanker.
Tøver før det taler og vil helst lytte end tale.
Undgår helst menneskemasser.
Kan miste overblikket over, hvad andre laver i f.eks. grupper, og trækker sig hellere.
Er meget forsigtig med andre og skal bruge tid på at åbne sig.
Fortæller ikke uopfordret om egne tanker og følelser.
Bliver hurtigt træt i sociale sammenhænge og kan blive ukoncentreret og nervøs.
Overvejer og handler på en omhyggelig måde.
Føler sig mest i live og i balance, når der er ro omkring dem.
Er god til at skabe varige forhold til andre.
Er ofte kreativ og fantasifuld.
Har godt af at indøve ting, før de skal udføres (eksempelvis en vigtig telefonsamtale).
Skal bruge tid på at få orden i tankerne, hvis det får mange informationer på én gang.
(Kilde)
For et stykke tid siden gjorde min kæreste mig opmærksom på en artikel på Politikken om Indadvendte Sarah, og den artikel kunne lige så godt have handlet om mig.
Det er underligt at sidde og læse om en helt anden, der beskriver situationer og oplevelser, som jeg har oplevet fuldstændig magen til. At få sat ord på ting, der altid har undret mig om migselv.
Hvorfor jeg altid har foretrukket mit eget selskab frem for store sammenkomster, selvom jeg nyder at være afsted. Hvorfor jeg kan lade op alene, men føler mig helt drænet, hvis jeg har været meget social i en periode - hvor min kæreste, der er udadvendt, sprudler når vi er afsted.
Jeg har gennem hele min skolegang fået at vide, at jeg bare skal sige noget mere, for jeg kan jo godt - men jeg tør bare ikke, enten fordi jeg er bange for at sige det forkerte eller også er jeg ikke helt sikker, og så er det mere sikkert at tie stille. Og fremlæggelser var i starten noget af det værste jeg vidste. Jeg fik hjertebanken, rødmede helt vildt meget, blev nervøs og kludrede i det jeg skulle sige. Men heldigvis for mig, så fik jeg masser af øvelse og har siden hen kunnet fremlægge uden at lade det påvirke mig så voldsomt som før.
Det har altid været en kæmpe overvindelse for mig at starte et nyt sted eller tage til en fest uden at kende nogen. Jeg husker tydeligt min første dag på gymnasiet. De første 2-4 timer havde jeg kvalme, uro i maven, hjertebanken, hedeture, rødmede bare nogen kiggede på mig og fortrød inderligt, at jeg havde valgt at starte. Lige indtil jeg opdagede, at jeg kendte en af de andre piger i klassen, og begyndte at snakke lidt med hende.
Jeg har med tiden ændret mig, jeg er blevet lidt mere udadvendt og har mere kontrol over mine reaktioner. Men jeg opsøger sjældent selv de situationer, hvor jeg føler mig på glatis.
Og det var bestemt noget af en overvindelse for mig at tage ned til min kærestes storesøsters tøsefest i fredags. Det var kun mig, der skulle afsted, og jeg kendte kun hans søster. Indrømmet jeg frygtede en aften, hvor jeg ville komme til at sidde meget alene, ikke snakke med nogen og virkelig fortryde, at jeg var taget afsted. Men jeg ved jo også godt, at hvis jeg skal få noget ud af sådan en aften, så er jeg nødt til at overvinde mig selv, turde sige noget, melde mig ind i samtalerne og tage del. Og det gjorde jeg, og jeg fik en virkelig god aften. Men det krævede også sit af mig.
I dag har jeg så haft en af mine huledage, som jeg kalder det. Huledage er dage, hvor jeg helst er helt alene (eller evt sammen med kæresten), bruger tid på mig selv og gør de ting, der gør mig afslappet og giver mig energi. Jeg har, siden jeg lærte at læse, brugt det til at slappe af med. Så i perioder har jeg virkelig brug for at koble af med en god bog, det er nærmest en helt trang. Bare krybe sammen på sofaen med en bog, et tæppe, mine katte og et krus varmt et eller andet og så ellers bare nyde. Det sker som oftest, hvis jeg har været meget ude blandt andre, haft meget travlt på arbejde og føler mig presset.
Sikke jeg rabler af mig nu. Heh, ja, det er så meget nemmere for mig at sætte ord på mine tanker, når jeg sidder og skriver det, end hvis jeg skulle sidde overfor en person og sige det. For der kommer indimellem meget lange pauser, hvor jeg lige skal formulere mine tanker. Jeg har rigtig svært ved at tænke og tale samtidig :D Hvilket er sindssygt irriterende i et skænderi med en udadvendt, der kan tale a mile in a minute uden at skulle tænke og formulere sig først. Hvilket også indimellem resultere i, at jeg får sagt noget værre vrøvl, eller går helt i stå, nærmest lukker helt ned, fordi jeg ikke kan tænke, eller ikke kan nå at tænke. Nogen gange hjælper det, hvis jeg simpelthen går, siger jeg har brug for en pause - eller det sker indimellem i afmagt, at jeg bare går :D
Jeg har, især da jeg var yngre, ønsket, at jeg var mere udadvendt. At jeg turde sige alle de ting, jeg gik og tænkte. Eller turde gøre de ting, som jeg gerne ville. Kigget mig selv i spejlet og undret mig over, hvorfor jeg ikke kunne.Hvorfor jeg bare var hende der bare var sød, holdte sin mund eller kun sagde noget sammen med de helt nære venner - og ikke hende jeg er inden i - der har rappe kommentarer, der ønsker at gøre de vilde ting - flytte til USA, Skrive en bog, være ligeglad med hvad andre tænker og bare gøre det jeg havde lyst til.
Iform test, hvor du kan teste dig selv - er du Introvert eller ekstrovert?
Kan du genkende disse udsagn? Så er du nok også indadvendt :D Velkommen i klubben.
Får energi af at være sig selv.
Er bedre til ensomhed, stilhed, pauser og fordybelse.
Er en god observatør og lytter.
Kan blive tom i hovedet, hvis det bliver bedt om at tale eller møde nye mennesker.
Er opslugt af egne tanker.
Tøver før det taler og vil helst lytte end tale.
Undgår helst menneskemasser.
Kan miste overblikket over, hvad andre laver i f.eks. grupper, og trækker sig hellere.
Er meget forsigtig med andre og skal bruge tid på at åbne sig.
Fortæller ikke uopfordret om egne tanker og følelser.
Bliver hurtigt træt i sociale sammenhænge og kan blive ukoncentreret og nervøs.
Overvejer og handler på en omhyggelig måde.
Føler sig mest i live og i balance, når der er ro omkring dem.
Er god til at skabe varige forhold til andre.
Er ofte kreativ og fantasifuld.
Har godt af at indøve ting, før de skal udføres (eksempelvis en vigtig telefonsamtale).
Skal bruge tid på at få orden i tankerne, hvis det får mange informationer på én gang.
(Kilde)
lørdag den 16. juni 2012
Update - på det der blødningspjat
Jeg var jo til tjek fornyeligt hos gynækologen. Det er altid underligt at komme der op. Mest fordi jeg aldrig rigtig føler, at der kommer noget ud af det. At jeg er lidt af en prøveklud.
Og den her gang var ikke meget anderledes. Lægen spurgte ind til de ting jeg havde prøvet, tjekkede de forskellige blodprøver jeg havde fået taget - alt normalt SUK. Spurgte ind til om jeg havde fået undersøgt maven ?!? Det kom der dog ikke mere ud af.. Jeg skal dog sørge for at få taget en ny livmoderhalsskrab - da det er et stykke tid siden sidst..
Og så blev jeg sat på en ny pille - mini piller.. Den eneste type jeg endnu ikke har prøvet. Jeg er efterhånden snart prøvet alt andet. Så jeg forstår godt, at de begynder at komme ud på glatis med, hvad dælen der skal ske med mig. Især fordi der ikke er noget der virker. Eller.. virker i mere end 2-3 mdr. TOPS. Og så er det "back to normal" med ca 17-21 blødnings dage og 7-10 dage uden.
Damn jeg er ved at være godt træt af det her pis.. Vi er godt inde i det 5 år med de her lorte problemer, og det begynder seriøst at slide på mig - uanset, hvor afklaret jeg virker udadtil med det, så nager det mig hver dag, når jeg bliver konfronteret med det. Jeg tør ikke tage nogen steder uden at have tasken fyldt med både det ene og det andet - just in case.. Og jeg er begyndt at tælle på fingrene i forhold til vores charterferie - kan jeg være så heldig at undgå blødning der? Med min track record, så må jeg nok hellere have det hele med...
Men det var et sidespring. Tilbage til samtalen med gynækologen/lægen. Jeg fik også snakket med hende om min største frygt, eller. Det blev en meget kort samtale. Jeg bragte op, at kæresten og jeg så småt er begyndt at snakke om børn, og at jeg var meget i tvivl, om jeg kunne, når jeg nu bløder, som jeg gør. Og meget hurtigt sagde hun, at vi lige finder tid til, at jeg kan få taget et par blodprøver, og så får vi fundet ud af det..
PUHA! Spørg lige om jeg er ved at blive nervøs - for ikke at sige, at jeg er BANGE..
Tingene er begyndt at rotere ret meget i maven og hovedet. Det er onsdag og torsdag i næste uge, at blodprøverne skal tages. Hvornår jeg får svar, ved jeg ikke helt.. jeg tør slet ikke tænke tanken -hvad nu hvis..! Så går det helt galt. Det kan jeg slet ikke håndtere. Og vupti ryger hånden til munden med slik/snask/mad der bare ikke er godt for mig. Og så kommer den dårlige samvittighed. Fandens til ond cirkel!
På bonus siden har der ikke været nogen somhelst aktivitet med mine lorte bartholinitter. Faktisk har der været så meget ro på den front, at jeg er begyndt at håbe på, at det var sidste gang, de stak deres grimme hoveder frem. Tingene går så godt, at jeg begynder at få et normalt forhold til min krop igen(så normalt som det nu kan blive med de lorte blødninger)
Så lidt bonus er der oven i al den her usikkerhed.. Nu skal jeg bare lige have svar på de blodprøver - og det skal jo helst være positivt!! Så kryds lige fingre ik? :D
Og den her gang var ikke meget anderledes. Lægen spurgte ind til de ting jeg havde prøvet, tjekkede de forskellige blodprøver jeg havde fået taget - alt normalt SUK. Spurgte ind til om jeg havde fået undersøgt maven ?!? Det kom der dog ikke mere ud af.. Jeg skal dog sørge for at få taget en ny livmoderhalsskrab - da det er et stykke tid siden sidst..
Og så blev jeg sat på en ny pille - mini piller.. Den eneste type jeg endnu ikke har prøvet. Jeg er efterhånden snart prøvet alt andet. Så jeg forstår godt, at de begynder at komme ud på glatis med, hvad dælen der skal ske med mig. Især fordi der ikke er noget der virker. Eller.. virker i mere end 2-3 mdr. TOPS. Og så er det "back to normal" med ca 17-21 blødnings dage og 7-10 dage uden.
Damn jeg er ved at være godt træt af det her pis.. Vi er godt inde i det 5 år med de her lorte problemer, og det begynder seriøst at slide på mig - uanset, hvor afklaret jeg virker udadtil med det, så nager det mig hver dag, når jeg bliver konfronteret med det. Jeg tør ikke tage nogen steder uden at have tasken fyldt med både det ene og det andet - just in case.. Og jeg er begyndt at tælle på fingrene i forhold til vores charterferie - kan jeg være så heldig at undgå blødning der? Med min track record, så må jeg nok hellere have det hele med...
Men det var et sidespring. Tilbage til samtalen med gynækologen/lægen. Jeg fik også snakket med hende om min største frygt, eller. Det blev en meget kort samtale. Jeg bragte op, at kæresten og jeg så småt er begyndt at snakke om børn, og at jeg var meget i tvivl, om jeg kunne, når jeg nu bløder, som jeg gør. Og meget hurtigt sagde hun, at vi lige finder tid til, at jeg kan få taget et par blodprøver, og så får vi fundet ud af det..
PUHA! Spørg lige om jeg er ved at blive nervøs - for ikke at sige, at jeg er BANGE..
Tingene er begyndt at rotere ret meget i maven og hovedet. Det er onsdag og torsdag i næste uge, at blodprøverne skal tages. Hvornår jeg får svar, ved jeg ikke helt.. jeg tør slet ikke tænke tanken -
På bonus siden har der ikke været nogen somhelst aktivitet med mine lorte bartholinitter. Faktisk har der været så meget ro på den front, at jeg er begyndt at håbe på, at det var sidste gang, de stak deres grimme hoveder frem. Tingene går så godt, at jeg begynder at få et normalt forhold til min krop igen
Så lidt bonus er der oven i al den her usikkerhed.. Nu skal jeg bare lige have svar på de blodprøver - og det skal jo helst være positivt!! Så kryds lige fingre ik? :D
fredag den 8. juni 2012
Hudløst ærligt - Om at føle sig som modeklovn..
De fleste kvinder kender nok dette scenarie. Vi skal til fest. Vi står med hovedet inde i skabet, og bladrer gennem tøjet.. Hvad skal vi dog lige tage på.. Tager et sæt frem, prøver det på, forkaster det, finder et andet osv. Måske kommer Kæresten forbi og spørger, hvorfor man ikke har fundet noget tøj endnu.. Og så er det den klassiske kommentar kommer - JAMN jeg har jo ikke noget.. eller jeg ved ikke, hvad jeg skal tage på - eller - helt ærlig, ser jeg tyk ud i den her.. *Jeps - det har jeg rent faktisk fået sagt.. *
Og så er der jo også lige accessories og MAKE UP.. Og især make up kan være totalt angstprovokerende for mig. Men det er jo nærmest et indlæg for sig selv. Det eneste jeg føler mig tryg ved at bruge er Mascara til hverdag og eyeliner og evt lidt øjenskygge, dog kun ensfarvet.. det der med smokey eyes ender altid med, at jeg ligner en vaskebjørn... Jeg har et par gange eksperimenteret med foundation, men jeg synes ikke rigtig, at jeg kan finde den rigtige nuance.. og skræk scenariet er at ligne en dejskraber (en med aaalt for meget foundation på og tydelige kanter), så det er jeg gået fra igen. Jeg har dog fundet et nyt vidunder produkt, for sådan en make up klovn som mig.. Garniers BB cream - Cremen beskytter mod alderstegn, giver fugt som en dagcreme og farve som en foundation. Ud over det fungerer den også som en primer, minimerer porrer, dækker urenheder og indeholder SPF 15. - Helt perfekt! Og min hud ser faktisk ret lækker ud.
Men hvorfor skriver jeg så det her indlæg.. jo, altså. Jeg har altid følt mig lidt socialt akavet. Jeg har aldrig rigtig førhen gået super meget op i mit udseende. Jo da, jeg har da en mening om, hvad jeg har på. Men jeg har aldrig rigtig være syndelig mode interesseret. Nu er det ikke sådan at jeg er gået helt i den anden grøft og nu er totalt mode interesseret. Men jeg går mere og mere op i, hvad jeg vil have på, prøver at sætte ting sammen efter hvad jeg synes om (får inspiration i bybilledet osv). For jeg vil jo gerne se lækker, trendy og godt ud.
Men der er maaange ting, der lige skal tages højde for.. Bl.a. højde, vægt, kropsform og hudtype.. Amen, det er sq da en jungle, når man som mig er lav (ca 164cm), vejer lidt for meget (nej, jeg skriver sq ikke min vægt her, men at tabe 10kg ville ikke gøre noget...) og så er der lige kropsformen - æble, pære, timeglas og lige op og ned.. tjaaa... Jeg har faktisk talje, men brede hofter. Fladt underliv, men udpræget topmave (der er blevet taget for en gravid mave på en dum dag !), Så jeg er i tvivl om hvilken kropstype jeg hører til. Og hvordan klæder man sig så lige?
Jeg kan godt lide at gå i butikkerne og se på det lækre tøj, finde noget fra som jeg kan lide. Og så er det jo at tøjet skal prøves... PANIK.. Når den rigtige størrelse er fundet (hvilket kan være noget af en nedtur indimellem - min indre monolog lyder lidt ala - christ skal jeg virkelig bruge den her størrelse - Goosh du trænger til at tabe dig!!) og jeg ser mig selv i spejlet, så kommer tvivlen. Sidder det nu også rigtigt på mig? Er jeg ikke lidt for tyk til den? Kan jeg nu også bære det? OSV osv osv.
For et stykke tid siden var jeg på outlet messe med Kæresten, og han undrede sig over, at jeg havde brug for hans meninger om tøjet, og sagde han noget negativt om det, eks. det så konet ud eller lignende, så forkastede jeg tøjet med det samme. Det kunne han ikke helt forstå. Men sagen er den, at jeg ikke helt stoler på mig selv, når det kommer til tøj..
En eller anden gang kunne jeg vildt godt tænke mig at komme i hænderne på f.eks. Trinny og Susannah , en stylecoach, personlig shopper - i det hele taget få en makeover og få en masse tips til, hvordan jeg klær mig bedst muligt. Det koster desværre bare en halv bondegård. Så jeg må vel bare prøve at læse mig til det.. Men igen.. jeg kommer jo hele tiden til at tvivle på mine valg..
Og så er der jo også lige accessories og MAKE UP.. Og især make up kan være totalt angstprovokerende for mig. Men det er jo nærmest et indlæg for sig selv. Det eneste jeg føler mig tryg ved at bruge er Mascara til hverdag og eyeliner og evt lidt øjenskygge, dog kun ensfarvet.. det der med smokey eyes ender altid med, at jeg ligner en vaskebjørn... Jeg har et par gange eksperimenteret med foundation, men jeg synes ikke rigtig, at jeg kan finde den rigtige nuance.. og skræk scenariet er at ligne en dejskraber (en med aaalt for meget foundation på og tydelige kanter), så det er jeg gået fra igen. Jeg har dog fundet et nyt vidunder produkt, for sådan en make up klovn som mig.. Garniers BB cream - Cremen beskytter mod alderstegn, giver fugt som en dagcreme og farve som en foundation. Ud over det fungerer den også som en primer, minimerer porrer, dækker urenheder og indeholder SPF 15. - Helt perfekt! Og min hud ser faktisk ret lækker ud.
Men hvorfor skriver jeg så det her indlæg.. jo, altså. Jeg har altid følt mig lidt socialt akavet. Jeg har aldrig rigtig førhen gået super meget op i mit udseende. Jo da, jeg har da en mening om, hvad jeg har på. Men jeg har aldrig rigtig være syndelig mode interesseret. Nu er det ikke sådan at jeg er gået helt i den anden grøft og nu er totalt mode interesseret. Men jeg går mere og mere op i, hvad jeg vil have på, prøver at sætte ting sammen efter hvad jeg synes om (får inspiration i bybilledet osv). For jeg vil jo gerne se lækker, trendy og godt ud.
Men der er maaange ting, der lige skal tages højde for.. Bl.a. højde, vægt, kropsform og hudtype.. Amen, det er sq da en jungle, når man som mig er lav (ca 164cm), vejer lidt for meget (nej, jeg skriver sq ikke min vægt her, men at tabe 10kg ville ikke gøre noget...) og så er der lige kropsformen - æble, pære, timeglas og lige op og ned.. tjaaa... Jeg har faktisk talje, men brede hofter. Fladt underliv, men udpræget topmave (der er blevet taget for en gravid mave på en dum dag !), Så jeg er i tvivl om hvilken kropstype jeg hører til. Og hvordan klæder man sig så lige?
Jeg kan godt lide at gå i butikkerne og se på det lækre tøj, finde noget fra som jeg kan lide. Og så er det jo at tøjet skal prøves... PANIK.. Når den rigtige størrelse er fundet (hvilket kan være noget af en nedtur indimellem - min indre monolog lyder lidt ala - christ skal jeg virkelig bruge den her størrelse - Goosh du trænger til at tabe dig!!) og jeg ser mig selv i spejlet, så kommer tvivlen. Sidder det nu også rigtigt på mig? Er jeg ikke lidt for tyk til den? Kan jeg nu også bære det? OSV osv osv.
For et stykke tid siden var jeg på outlet messe med Kæresten, og han undrede sig over, at jeg havde brug for hans meninger om tøjet, og sagde han noget negativt om det, eks. det så konet ud eller lignende, så forkastede jeg tøjet med det samme. Det kunne han ikke helt forstå. Men sagen er den, at jeg ikke helt stoler på mig selv, når det kommer til tøj..
En eller anden gang kunne jeg vildt godt tænke mig at komme i hænderne på f.eks. Trinny og Susannah , en stylecoach, personlig shopper - i det hele taget få en makeover og få en masse tips til, hvordan jeg klær mig bedst muligt. Det koster desværre bare en halv bondegård. Så jeg må vel bare prøve at læse mig til det.. Men igen.. jeg kommer jo hele tiden til at tvivle på mine valg..
onsdag den 9. maj 2012
Hudløst ærligt..
Det her indlæg kommer til at handle om børn. Mest af alt mit ønske om at få dem.
(Og til Kæresten, hvis du læser med - DONT :D - Det her er hverken pres eller et indlæg, der skal give dig dårligt samvittighed - blot mine tanker!)
Jeg har et brændende ønske om at blive mor. Og jeg har været klar og SKRUK i flere år nu. Faktisk siden jeg var halvvejs gennem min uddannelse som Pædagog. Jeg havde faktisk et ønske om at få mit første barn, før jeg blev 25. Men livet kom lissom i vejen, som det har det med at gøre. Så da jeg som 25år hverken havde kæreste eller barn, måtte jeg jo revurdere min fantastiske plan. Så nu er det bare et håb om, at jeg har fået mit første barn, inden jeg bliver 30.. og så må jeg jo håbe på, at livet har samme planer som mig :D
Og det der med at være skruk og arbejde (jaja - okay, det er aktivering) i en børnehave, er ret bittersweet, for ikke at snakke om sæsonen vi går ind i = BABY'er over alt!. Der er alt for mange lækre børn derude. Og da jeg indimellem er så heldig at være hos 2års gruppen i børnehaven (denne børnehave er i et udsat område, så de har en 2års gruppe, mod at de normalt starter ved 3 års-alderen) kan jeg ikke lade være med at tage en ordentlig inhalering af den dejlige småbørns duft.. (OG nej - det er ikke duften af en fyldt ble jeg snakker om vel...!!!) og drømme mig væk.. Hvilket indimellem kan være alt for nemt - som når et af de dejlige børn møder en i døren om morgenen med et kæmpe smil og et HEEEEEJ Janni!, eller når de af sig selv kommer hen og vil op på skødet, for bare lige at sidde lidt, eller når jeg trøster et af børnene, der putter sig tæt ind til mig og så falder til ro. Hvordan kan jeg andet end at smelte og tænke på, hvor dejligt det er, når det er ens EGET barn.
Selvfølgelig er det jo ikke en ren drøm at blive forældre.. Det har jeg et okay billede af, hvis jeg selv skal sige det - jeg har indimellem stået i situationer, hvor jeg virkelig har været glad for, at jeg KUN var på arbejde. Jeg har skiftet min del af lorte-bleer, og tisse tøj - fra børn som burde være for store til det. Jeg har skam også stået med en knægt, der havde lavet i bukserne, og skulle overtale ham til at tage dem af, for det ville han ikke! Eller diskussionen om, hvorvidt de skal have flyverdragt eller jakke på uden for - i 5graders kulde.. Eller prøve at tale et hysterisk barn ned, der bestemt ikke vil gøre som der bliver sagt. Og der kan nævnes mange, mange andre episoder. Men alt det blegner stadig ved tanken om at få mit eget barn.
Min største frygt er bare, om jeg nu også kan få børn. Qua hele min forhistorie med mine blødnings problemer, som jeg har skrevet meget om tidligere, som er på vej ind i sit 5 år med behandlinger og undersøgelser, der indtil nu ikke har hjulpet det mindste. Og når jeg jo bløder så meget som jeg gør, så frygter jeg selvfølgelig, at mine chancer for at blive gravid er meget små - da ægget jo skal nå at fastgøre sig.. (medmindre jeg har misforstået noget..) SÅ når jeg skal til min næste undersøgelse, om en lille måned, så har jeg nogle spørgsmål, jeg er nødt til at få svar på. Spørgsmål, der kan make it or breake it for mig...
Hvis jeg ikke kan blive gravid er det ikke jordens undergang - eller det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv, hver gang tanken strejfer mig. Adoption er jo altid en mulighed - og jeg har da også overvejet tanken om at blive plejemor en gang i fremtiden - så fremt min bedre halvdel er med på det..
Men det smerter mig, hvis jeg skal gå glip af hele graviditeten. Oplevelsen af at bære mit barn under hjertet, opleve hele dets udvikling, fra det første chok hvor det bevæger sig - til frustrationen over, at det ikke vil komme ud. Men lige nu kan jeg kun håbe og drømme... Og sukke over alle de smukke bebser rundt om i blog land og i min omgangskreds...
Og indrømmet, jeg har da både tænkt i indretning af børneværelset, ting jeg vil nå at lave til mit barn, navne, fantastiske legeting til barnet, lækre pusletasker, bæreseler vs slynger osv. Og blogland er jo fantastisk til at hente inspiration i..Men jeg har indtil videre måttet holdt mig selv i en meget meget stram snor. Jeg vil ikke lægge pres på Kæresten, der udmærket godt ved, hvordan jeg har det med børn - herre gud, det stråler sikkert ud af mig, når jeg snakker om dem ude på arbejde - eller når jeg bare berører emnet det mindste, eller når vi er sammen med omgangskredsens dejlige piger.. I just can't help it.. Og selvfølgelig har vi da ting, som vi skal have snakket om, inden vi springer ud i det hele.. I know.. Jeg har bare meget svært ved at vente..
Men indtil da vil jeg tillade mig at drømme, ønske og håbe..
(Og til Kæresten, hvis du læser med - DONT :D - Det her er hverken pres eller et indlæg, der skal give dig dårligt samvittighed - blot mine tanker!)
Jeg har et brændende ønske om at blive mor. Og jeg har været klar og SKRUK i flere år nu. Faktisk siden jeg var halvvejs gennem min uddannelse som Pædagog. Jeg havde faktisk et ønske om at få mit første barn, før jeg blev 25. Men livet kom lissom i vejen, som det har det med at gøre. Så da jeg som 25år hverken havde kæreste eller barn, måtte jeg jo revurdere min fantastiske plan. Så nu er det bare et håb om, at jeg har fået mit første barn, inden jeg bliver 30.. og så må jeg jo håbe på, at livet har samme planer som mig :D
Og det der med at være skruk og arbejde (jaja - okay, det er aktivering) i en børnehave, er ret bittersweet, for ikke at snakke om sæsonen vi går ind i = BABY'er over alt!. Der er alt for mange lækre børn derude. Og da jeg indimellem er så heldig at være hos 2års gruppen i børnehaven (denne børnehave er i et udsat område, så de har en 2års gruppe, mod at de normalt starter ved 3 års-alderen) kan jeg ikke lade være med at tage en ordentlig inhalering af den dejlige småbørns duft.. (OG nej - det er ikke duften af en fyldt ble jeg snakker om vel...!!!) og drømme mig væk.. Hvilket indimellem kan være alt for nemt - som når et af de dejlige børn møder en i døren om morgenen med et kæmpe smil og et HEEEEEJ Janni!, eller når de af sig selv kommer hen og vil op på skødet, for bare lige at sidde lidt, eller når jeg trøster et af børnene, der putter sig tæt ind til mig og så falder til ro. Hvordan kan jeg andet end at smelte og tænke på, hvor dejligt det er, når det er ens EGET barn.
Selvfølgelig er det jo ikke en ren drøm at blive forældre.. Det har jeg et okay billede af, hvis jeg selv skal sige det - jeg har indimellem stået i situationer, hvor jeg virkelig har været glad for, at jeg KUN var på arbejde. Jeg har skiftet min del af lorte-bleer, og tisse tøj - fra børn som burde være for store til det. Jeg har skam også stået med en knægt, der havde lavet i bukserne, og skulle overtale ham til at tage dem af, for det ville han ikke! Eller diskussionen om, hvorvidt de skal have flyverdragt eller jakke på uden for - i 5graders kulde.. Eller prøve at tale et hysterisk barn ned, der bestemt ikke vil gøre som der bliver sagt. Og der kan nævnes mange, mange andre episoder. Men alt det blegner stadig ved tanken om at få mit eget barn.
Min største frygt er bare, om jeg nu også kan få børn. Qua hele min forhistorie med mine blødnings problemer, som jeg har skrevet meget om tidligere, som er på vej ind i sit 5 år med behandlinger og undersøgelser, der indtil nu ikke har hjulpet det mindste. Og når jeg jo bløder så meget som jeg gør, så frygter jeg selvfølgelig, at mine chancer for at blive gravid er meget små - da ægget jo skal nå at fastgøre sig.. (medmindre jeg har misforstået noget..) SÅ når jeg skal til min næste undersøgelse, om en lille måned, så har jeg nogle spørgsmål, jeg er nødt til at få svar på. Spørgsmål, der kan make it or breake it for mig...
Hvis jeg ikke kan blive gravid er det ikke jordens undergang - eller det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv, hver gang tanken strejfer mig. Adoption er jo altid en mulighed - og jeg har da også overvejet tanken om at blive plejemor en gang i fremtiden - så fremt min bedre halvdel er med på det..
Men det smerter mig, hvis jeg skal gå glip af hele graviditeten. Oplevelsen af at bære mit barn under hjertet, opleve hele dets udvikling, fra det første chok hvor det bevæger sig - til frustrationen over, at det ikke vil komme ud. Men lige nu kan jeg kun håbe og drømme... Og sukke over alle de smukke bebser rundt om i blog land og i min omgangskreds...
Og indrømmet, jeg har da både tænkt i indretning af børneværelset, ting jeg vil nå at lave til mit barn, navne, fantastiske legeting til barnet, lækre pusletasker, bæreseler vs slynger osv. Og blogland er jo fantastisk til at hente inspiration i..Men jeg har indtil videre måttet holdt mig selv i en meget meget stram snor. Jeg vil ikke lægge pres på Kæresten, der udmærket godt ved, hvordan jeg har det med børn - herre gud, det stråler sikkert ud af mig, når jeg snakker om dem ude på arbejde - eller når jeg bare berører emnet det mindste, eller når vi er sammen med omgangskredsens dejlige piger.. I just can't help it.. Og selvfølgelig har vi da ting, som vi skal have snakket om, inden vi springer ud i det hele.. I know.. Jeg har bare meget svært ved at vente..
Men indtil da vil jeg tillade mig at drømme, ønske og håbe..
Abonner på:
Opslag (Atom)