I disse dage er mit hovede fyldt af tanker. Rigtig rigtig mange tanker. Alle sammen omkring projekt baby. Egentlig er det mig meget i mod at kalde det projekt baby. Det har sq egentlig en negativ klang. Projekt baby.
Det lyder som om jeg ikke har andet at gå op i.
Men det har jeg egentlig heller ikke. Lige nu går alle mine tanker, valg og handlinger kun ud på en ting. Hvordan jeg kan opfylde min alt overskyggende drøm. At blive mor. At stå med mit eget lille barn i armene.
Tankerne om hvad der kunne være lige nu fylder også meget. Jeg har en kollega, der i går postede et billede af deres nyfødte dreng på facebook. Og mens jeg skrev tillykke på hans væg, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg selv ville være tæt på termin. At min mave ville strutte, at jeg ville kende kønnet. At jeg på en gang ville være frustreret, utålmodig og helt ekstremt lykkelig!
Jeg har tudet, jeg har rastet og jeg har drømt så mange gang. Men maven er stadig tom. Tilbage har jeg kun billedet og de diffuse følelser og oplevelser fra sygehuset
Mange af mine tanker går også på fremtiden. Hvordan ser den ud, hvad skal der ske. Kan vi lave en øko baby eller skal vi have hjælp af den ene eller anden art. Vi startede officielt med at prøve i november, da min læge gav mig 3mdrs pause - min krop havde brug for ro efter min blindtarms betændelse og efterfølgende komplikationer. Vi har siden november, prøvet, været til læge et par gange, for at få taget blodprøver, for at finde ud af, om jeg har æl (ægløsning). Indtil videre har der ikke været positive svar.
Jeg VED godt, at vi ikke har prøvet længe, men årh hvor er jeg utålmodig. For jeg ville jo helst være gravid i går. Jeg ville helst gå i boblen nu, og bare glæde mig til at skulle fortælle alt og alle at NU var det vores tur. Men ting tager tid, alt for lang tid.
Hvad gør jeg selv? Jeg bruger to apps og alm blødnings skema, for at holde styr på blødninger - for at få en ide om, hvornår jeg kan have æl.
Jeg tager alle de rigtige vitaminer. Jeg prøver at spise efter KISS - det går ikke altid lige godt, men jeg vil og jeg skal gøre det. Min krop har det også meget bedre med den her mad. Det føles rigtig.
Men det hele fylder i mit hovede, og som min læge sagde, så er mine tanker og mit eget press den aller værste fjende. Men jeg har så svært ved at give slip og slappe af. Jeg har virkelig følelsen af, at tiden løber fra mig, og det er snart for sent.
Jeg har i de sidste par cyklusser haft flere smerter, end jeg har prøvet før. Både ved formodet æl og ved mens. Jeg er oppustet og min mave er utrolig følsom, og har været det siden jeg var indlagt i sommers, nu snart 8 mdr senere. det er som om min mave aldrig helt er kommet i orden.
Jeg ved godt, at jeg kun er 31, og mange få børn i den her alder. Men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken om, at jeg har travlt, og for hver måned der går, jo sværere vil det blive for os. Jeg bruger alt for meget tid på pinterest - hvor jeg laver hemmelige opslagstavler om alt fra ting jeg ønsker at lave, til værelses inspiration og ønske ting, tøj osv osv. Derudover læser jeg dagligt på min-mave.dk. Et debatforum for dem der ønsker at blive gravide og dem der er det. (Gudskelov kan man vælge mange debatter fra - dem med graviditet og små børn) Jeg har fået meget inspiration og viden ved at læse derinde. Og jeg er da slet ikke i tvivl om, at kæresten indimellem, synes at jeg piner mig selv med det. Men jeg kan bare ikke helt stoppe mig selv.
Et meget rodet indlæg. Men sådan er det også oppe i mit hovede..
Viser opslag med etiketten Børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børn. Vis alle opslag
mandag den 7. marts 2016
onsdag den 24. februar 2016
En forfærdenlig sommer i 2015
Nøj det er længe siden jeg har skrevet her. Og sikke meget der er sket på det halvandet års tid, der er gået. Jeg kan næsten ikke genkende den usikre og triste kvinde. GUDSKELOV
Jeg har fundet en ny fantastisk kæreste, som jeg havde års dag med forleden. Og hvilket år! Fuld af op og ned ture og mest af alt kærlighed. Min sommerferie blev på ingen måde som nogen af os havde forestillet os.
Den 21/7 2015 kl ca 01 vågner jeg ved at det giver et smæld i maven, efter fulgt af voldsomme smerter, inden for 20min vælger min kæreste at ringe til vagtlægen, der sætter os forrest i køen. (I døgnet op til har jeg det dårligt og kaster voldsomt op, kan kun hold alm vand i mig.) Vagtlægen mærker på mig og beder om en urinprøve, og sender mig straks oven på til yderligere undersøgelser - mistanken er at jeg har en sprængt blindtarm.
Jeg kommer oven på og skal give en urinprøve mere (hvilket er umuligt, er rimelig dehydreret), men det tager en blodprøve og giver mig morfin, hvilket giver mig mulighed for at ligge næsten afslappet.
Nu kommer chokket så, for når man bliver indlagt som kvinde, så er man som udgangspunkt gravid, indtil andet er påvist. Jeg benægter med det samme, for det kan jeg da ikke være. Jeg har haft mens som jeg plejer, og de der har læst min blog, ved at jeg har en laaang sygdomshistorie bag mig med store hormonelle og blødnings forstyrrelser. MEN MEN MEN, jeg er gravid. Min blodprøve siger at mit HCG tal er på 12.000.. Kæresten og jeg er forståeligt nok meget chokkerede og samtidig ovenudglade. Eller så glad som jeg nu kan være, høj på morfin og en anelse chokeret.
Og nu tager tingene fart, for pludselig bliver de i tvivl om det er blindtarmen, den er gal med eller om det er en graviditet uden for livmoderen.
Jeg får taget en scanning, hvor de ikke kan se noget, udover graviditeten i livmoderen og en masse fri væske. Så nu er dommen, både en alm graviditet og en graviditet uden for livmoderen. Jeg ryger på operationsbordet, og da de åbner mig finder de ud af, at det er blindtarmen, der er sprunget to steder og deraf al den frie væske.
Da jeg vågner på opvågningen, er mit første spørgsmål "er jeg stadig gravid?", og svaret får mig til at græde af glæde, for ja det var jeg :D
Den følgende uge er en døs. Jeg er meget svækket. Jeg spiser intet, da jeg kaster voldsomt op hver gang, jeg får andet end væske. Jeg er også voldsomt oppustet, så meget, at det ligner at jeg er gravid i 6/7måned. Efter en 5 dages tid, får jeg så en slange ned gennem næsen og svælget til mavesækken, for at suge alt galden op, som jeg indtil da har kastet op. Lægerne er ret bekymrede for mig, da mine infektions tal ikke falder, og der ingen ændring er på min status. Jeg bliver sendt til scanning af min mave, for at se om de kan finde den byld, som de forventer er opstået pga al den frie væske jeg havde, da blindtarmen sprang. Men scanningen viser intet, da mine tarme er gør, at de ikke kan se den (det viser sig senere, at den ligger gemt bag dem). Min tyndtarm er meget udspilet.
Tirsdag d. 28/7 2015, en uge efter at jeg er blevet indlagt, får jeg en terminsscanning. Det viser sig, at jeg er ikke er helt så langt henne som først antaget (de antog at jeg var i 7 uge, da jeg bliver indlagt, jeg var reelt kun i 6 uge). Jeg får sammen med kæresten og min mor lov at se vores lille spire på skærmen og får et scanningsbillede med hjem.
I dagene efter prøver lægerne at finde ud af, hvad der er galt med mig, først vil de have mig til en CT scanning, men pga graviditeten, så tør de ikke risikere det. Det ender med at jeg torsdag 30/7 får en MR scanning. Som endelig viser hvor bylden sidder. I den mellemliggende tid er jeg endelig begyndt at få næring gennem drop, da jeg de første 8 dage ikke får andet end væske og antibiotika. Næringen gør dog, at mine vener i arme og hænder er ved at give op, og de begynder at få svært ved at finde steder, hvor de kan stikke mig og give drop.
Fredag bliver jeg endelig opereret for 2. gang, her får jeg også indopereret en dims i halsen, som jeg kan få drop i.
Efter operationen får jeg min første ordentlige nattesøvn siden jeg blev indlagt, men om morgenen begynder jeg at bløde. Grædende på toilettet, må jeg ringe efter sygeplejerskerne, som delvist bekræfter mine bange anelser, og senere på morgenen får jeg taget en blodprøve. Søndag aften får jeg kraftige smerter i underlivet, og søndag morgen kommer der så en klump ud, (ca på str med en bordtennisbold). Suk. Lille Peanut blev kun 7+4.
Imellemtiden har jeg fået "suget" fra maven ud, og jeg bliver hurtigt friskere, især da jeg får lov at få fast føde igen (den første dag jeg måtte det, græd jeg på det tidspunkt var det næsten 12 dage siden jeg havde spist rigtig mad, og 14-15 dage siden jeg havde kunnet spise uden at kaste op.
14 dage efter jeg blev indlagt, bliver jeg udskrevet. Maven var stadig voldsomt oppustet, og det hele var meget syrealistisk for mig. Jeg var sygmeldt i over en måned efterfølgende. Så lang tid tog det, før jeg fik nogenlunde styr på maven, kunne spise normalt igen, fik energi til at gå længere end ture på 10 min.
Gennem alt det her, stod min kæreste ved min side. Han blev "indlagt" sammen med mig, fik sin egen seng på min enestue. Han sov sammen med mig 13 ud af 14 nætter på hospitalet, hvor han hjalp mig på toilettet utallige gange hver nat. Han stod for alt det huslige med kattene, vi stod midt i en sammenflytning, som han endte med at stå for. Han var min klippe, min støtte, min opmuntring og noget af det aller mest fantastiske der er sket mig!
Tilbage sidder jeg med sorgen over det, der kunne have været det mest fantastiske i mit liv, i vores liv. Men oven i sorgen er der også et håb. Et håb, der fortæller mig, at JEG KAN BLIVE GRAVID (uden hjælp)! For det er sket en gang.
Hvordan ser fremtiden ud? Pt er der gået snart 7mdr, jeg går til egen læge for at få taget ægløsnings(æl) tests, for at se, om jeg reelt har æl hver måned. Næste skridt er måske fertilitetsbehandling. Men vi går ind i det med oprejst pande og et kæmpe stort håb!
Jeg har fundet en ny fantastisk kæreste, som jeg havde års dag med forleden. Og hvilket år! Fuld af op og ned ture og mest af alt kærlighed. Min sommerferie blev på ingen måde som nogen af os havde forestillet os.
Den 21/7 2015 kl ca 01 vågner jeg ved at det giver et smæld i maven, efter fulgt af voldsomme smerter, inden for 20min vælger min kæreste at ringe til vagtlægen, der sætter os forrest i køen. (I døgnet op til har jeg det dårligt og kaster voldsomt op, kan kun hold alm vand i mig.) Vagtlægen mærker på mig og beder om en urinprøve, og sender mig straks oven på til yderligere undersøgelser - mistanken er at jeg har en sprængt blindtarm.
Jeg kommer oven på og skal give en urinprøve mere (hvilket er umuligt, er rimelig dehydreret), men det tager en blodprøve og giver mig morfin, hvilket giver mig mulighed for at ligge næsten afslappet.
Nu kommer chokket så, for når man bliver indlagt som kvinde, så er man som udgangspunkt gravid, indtil andet er påvist. Jeg benægter med det samme, for det kan jeg da ikke være. Jeg har haft mens som jeg plejer, og de der har læst min blog, ved at jeg har en laaang sygdomshistorie bag mig med store hormonelle og blødnings forstyrrelser. MEN MEN MEN, jeg er gravid. Min blodprøve siger at mit HCG tal er på 12.000.. Kæresten og jeg er forståeligt nok meget chokkerede og samtidig ovenudglade. Eller så glad som jeg nu kan være, høj på morfin og en anelse chokeret.
Og nu tager tingene fart, for pludselig bliver de i tvivl om det er blindtarmen, den er gal med eller om det er en graviditet uden for livmoderen.
Jeg får taget en scanning, hvor de ikke kan se noget, udover graviditeten i livmoderen og en masse fri væske. Så nu er dommen, både en alm graviditet og en graviditet uden for livmoderen. Jeg ryger på operationsbordet, og da de åbner mig finder de ud af, at det er blindtarmen, der er sprunget to steder og deraf al den frie væske.
Da jeg vågner på opvågningen, er mit første spørgsmål "er jeg stadig gravid?", og svaret får mig til at græde af glæde, for ja det var jeg :D
Den følgende uge er en døs. Jeg er meget svækket. Jeg spiser intet, da jeg kaster voldsomt op hver gang, jeg får andet end væske. Jeg er også voldsomt oppustet, så meget, at det ligner at jeg er gravid i 6/7måned. Efter en 5 dages tid, får jeg så en slange ned gennem næsen og svælget til mavesækken, for at suge alt galden op, som jeg indtil da har kastet op. Lægerne er ret bekymrede for mig, da mine infektions tal ikke falder, og der ingen ændring er på min status. Jeg bliver sendt til scanning af min mave, for at se om de kan finde den byld, som de forventer er opstået pga al den frie væske jeg havde, da blindtarmen sprang. Men scanningen viser intet, da mine tarme er gør, at de ikke kan se den (det viser sig senere, at den ligger gemt bag dem). Min tyndtarm er meget udspilet.
Tirsdag d. 28/7 2015, en uge efter at jeg er blevet indlagt, får jeg en terminsscanning. Det viser sig, at jeg er ikke er helt så langt henne som først antaget (de antog at jeg var i 7 uge, da jeg bliver indlagt, jeg var reelt kun i 6 uge). Jeg får sammen med kæresten og min mor lov at se vores lille spire på skærmen og får et scanningsbillede med hjem.
I dagene efter prøver lægerne at finde ud af, hvad der er galt med mig, først vil de have mig til en CT scanning, men pga graviditeten, så tør de ikke risikere det. Det ender med at jeg torsdag 30/7 får en MR scanning. Som endelig viser hvor bylden sidder. I den mellemliggende tid er jeg endelig begyndt at få næring gennem drop, da jeg de første 8 dage ikke får andet end væske og antibiotika. Næringen gør dog, at mine vener i arme og hænder er ved at give op, og de begynder at få svært ved at finde steder, hvor de kan stikke mig og give drop.
Fredag bliver jeg endelig opereret for 2. gang, her får jeg også indopereret en dims i halsen, som jeg kan få drop i.
Efter operationen får jeg min første ordentlige nattesøvn siden jeg blev indlagt, men om morgenen begynder jeg at bløde. Grædende på toilettet, må jeg ringe efter sygeplejerskerne, som delvist bekræfter mine bange anelser, og senere på morgenen får jeg taget en blodprøve. Søndag aften får jeg kraftige smerter i underlivet, og søndag morgen kommer der så en klump ud, (ca på str med en bordtennisbold). Suk. Lille Peanut blev kun 7+4.
Imellemtiden har jeg fået "suget" fra maven ud, og jeg bliver hurtigt friskere, især da jeg får lov at få fast føde igen (den første dag jeg måtte det, græd jeg på det tidspunkt var det næsten 12 dage siden jeg havde spist rigtig mad, og 14-15 dage siden jeg havde kunnet spise uden at kaste op.
14 dage efter jeg blev indlagt, bliver jeg udskrevet. Maven var stadig voldsomt oppustet, og det hele var meget syrealistisk for mig. Jeg var sygmeldt i over en måned efterfølgende. Så lang tid tog det, før jeg fik nogenlunde styr på maven, kunne spise normalt igen, fik energi til at gå længere end ture på 10 min.
Gennem alt det her, stod min kæreste ved min side. Han blev "indlagt" sammen med mig, fik sin egen seng på min enestue. Han sov sammen med mig 13 ud af 14 nætter på hospitalet, hvor han hjalp mig på toilettet utallige gange hver nat. Han stod for alt det huslige med kattene, vi stod midt i en sammenflytning, som han endte med at stå for. Han var min klippe, min støtte, min opmuntring og noget af det aller mest fantastiske der er sket mig!
Tilbage sidder jeg med sorgen over det, der kunne have været det mest fantastiske i mit liv, i vores liv. Men oven i sorgen er der også et håb. Et håb, der fortæller mig, at JEG KAN BLIVE GRAVID (uden hjælp)! For det er sket en gang.
Hvordan ser fremtiden ud? Pt er der gået snart 7mdr, jeg går til egen læge for at få taget ægløsnings(æl) tests, for at se, om jeg reelt har æl hver måned. Næste skridt er måske fertilitetsbehandling. Men vi går ind i det med oprejst pande og et kæmpe stort håb!
torsdag den 30. august 2012
I got this..!!!
Jublen vil ingen ende tage.. eller... Nej, jeg må vidst hellere starte fra starten af.
Jeg var jo til jobsamtale i går. En jobsamtale som jeg følte, at jeg havde klaret godt. Fået svaret godt på spørgsmålene og fik god respons fra de fire ledere der sad med. Jeg havde fået at vide, at de ville ringe senest kl 20 og give svar. Så da kl ramte 19, så tænkte jeg.. okay, nu går der ikke længe før de ringer, hvis jeg har fået jobbet...
Klokken blev 19.20, og så kom tvivlen buldrende og jeg tænkte., Shiiiiiiit, jeg har ikke fået jobbet, /&R%&¤#&¤ og lagkage.. Hva søren gør jeg så lige - og så kommer alle efterrationaliseringerne, jeg skulle også have sagt det og det osv.. Og nå ja, nu har jeg heldigvis været til en samtale osvosv.
Kl 19.31 kom opkaldet så.. Hjertet dundrede løs, da jeg tog telefonen, og med det samme kunne høre den nærmest undskyldende tone i hendes stemme, og jeg når bare at tænke øvøvøvøvøvøvøvøv...
Det blev desværre ikke dig. Som du ved havde vi 4 udover dig inde til samtale, og valget stod mellem dig og en anden (mine tanker i det øjeblik -"what - var jeg så tæt på? Daaamn") Men vi valgte hende, fordi hun havde mere erfaring inden for området ("oh well, det havde jeg også regnet med, jeg havde nærmest ingen inden for det de lige præcis søgte")
Men vi kunne rigtig godt lide dig og dine ærlige svar, så vi vil gerne tilbyde dig en stilling i vores DUS2, det er godt nok kun en 20 timers stilling indtil jul (hvilket blev sagt i en meget undskyldende tone og efterfulgt af) og jeg vil prøve at finde flere timer efter jul, hvis det er muligt, men du ved jo, hvordan tiderne er...
Og så skal I da lige tro at jeg fik sagt ja tak i en fart, for det havde jeg seriøst slet slet ikke regnet med. Og da hun så begynder at forklare, hvad stillingen sådan reelt er, så bliver jeg bare endnu mere hooked på det. Så i morgen ved middags tid skal jeg så til møde derude igen og snakke om stillingen, indholdsbeskrivelsen og have en rundvisning..
Og fra på mandag er jeg ansat i Vejgaard Østre Skoles DUS2.. !!!!!!!!!!
(For jer, der ikke lige kender til hvad DUS er, så svarer det til SFO i andre dele af landet, det er bare her i Aalborg de er lidt specielle.. Og spørg mig ikke hvad DUS står for, for det har jeg ingen anelse om). DUS2 er så, hvad der svarer til klub. Altså skal jeg arbejde med de 10-? årige. SÅ det bliver fra skolen slutter, som nok er 14 og så til kl 17, plus nogle timer onsdag aften. Og fordelen er, at skolen ligger 8mins gang fra hvor jeg bor.. Er du da vimmer hvor glad jeg er... Så nu har jeg bare brugt dagen på at få styr på alle de ting jeg skal have afklaret i forhold til supplerende dagpenge, frigørelsesattest osv. samt fortalt nyheden til alle jeg kunne komme i tanke om :D
Jeg var jo til jobsamtale i går. En jobsamtale som jeg følte, at jeg havde klaret godt. Fået svaret godt på spørgsmålene og fik god respons fra de fire ledere der sad med. Jeg havde fået at vide, at de ville ringe senest kl 20 og give svar. Så da kl ramte 19, så tænkte jeg.. okay, nu går der ikke længe før de ringer, hvis jeg har fået jobbet...
Klokken blev 19.20, og så kom tvivlen buldrende og jeg tænkte., Shiiiiiiit, jeg har ikke fået jobbet, /&R%&¤#&¤ og lagkage.. Hva søren gør jeg så lige - og så kommer alle efterrationaliseringerne, jeg skulle også have sagt det og det osv.. Og nå ja, nu har jeg heldigvis været til en samtale osvosv.
Kl 19.31 kom opkaldet så.. Hjertet dundrede løs, da jeg tog telefonen, og med det samme kunne høre den nærmest undskyldende tone i hendes stemme, og jeg når bare at tænke øvøvøvøvøvøvøvøv...
Det blev desværre ikke dig. Som du ved havde vi 4 udover dig inde til samtale, og valget stod mellem dig og en anden (mine tanker i det øjeblik -"what - var jeg så tæt på? Daaamn") Men vi valgte hende, fordi hun havde mere erfaring inden for området ("oh well, det havde jeg også regnet med, jeg havde nærmest ingen inden for det de lige præcis søgte")
Men vi kunne rigtig godt lide dig og dine ærlige svar, så vi vil gerne tilbyde dig en stilling i vores DUS2, det er godt nok kun en 20 timers stilling indtil jul (hvilket blev sagt i en meget undskyldende tone og efterfulgt af) og jeg vil prøve at finde flere timer efter jul, hvis det er muligt, men du ved jo, hvordan tiderne er...
Og så skal I da lige tro at jeg fik sagt ja tak i en fart, for det havde jeg seriøst slet slet ikke regnet med. Og da hun så begynder at forklare, hvad stillingen sådan reelt er, så bliver jeg bare endnu mere hooked på det. Så i morgen ved middags tid skal jeg så til møde derude igen og snakke om stillingen, indholdsbeskrivelsen og have en rundvisning..
Og fra på mandag er jeg ansat i Vejgaard Østre Skoles DUS2.. !!!!!!!!!!
(For jer, der ikke lige kender til hvad DUS er, så svarer det til SFO i andre dele af landet, det er bare her i Aalborg de er lidt specielle.. Og spørg mig ikke hvad DUS står for, for det har jeg ingen anelse om). DUS2 er så, hvad der svarer til klub. Altså skal jeg arbejde med de 10-? årige. SÅ det bliver fra skolen slutter, som nok er 14 og så til kl 17, plus nogle timer onsdag aften. Og fordelen er, at skolen ligger 8mins gang fra hvor jeg bor.. Er du da vimmer hvor glad jeg er... Så nu har jeg bare brugt dagen på at få styr på alle de ting jeg skal have afklaret i forhold til supplerende dagpenge, frigørelsesattest osv. samt fortalt nyheden til alle jeg kunne komme i tanke om :D
fredag den 15. juni 2012
Historier fra børnehaven..
Min tid i børnehaven lakker mod enden. Mine 6mdrs aktivering er næsten slut.. Der er kun 4 uger tilbage. Puha det bliver hårdt. Jeg har lært en masse dejlige børn og søde kollegaer at kende. Jeg har haft en masse sjove oplevelser. Et par af dem vil jeg dele her.
Som i kan se på billederne fra mit indlæg Briller vs Kontaktlinser, så har jeg en skønhedsplet ved venstre mundvig. Den er børnene i børnehaven meget optaget af. De spørger tit, "hva' er deeet?" og jeg svarer, som regel, at det er et modermærke (forklaringen om skønhedspletter er for kompliceret for de små poder på 2-3 år :D) Faktisk har jeg fået lært et par af de to årige at sige modermærke - lyder noget i retningen af "mormærk" :D
I sidste uge sad jeg på gulvet inde hos 2-årsgruppen, hvor de først pillede ved mine smykker og så kom det obligatoriske "hva deeet?" - mens der bliver peget på mit modermærke. Og jeg svarer. Det gentager sig 3 gange, hvorefter drengen tager fat om mit modermærke, som om han tager det af og så trykker det over på sin egen kind. Jeg spørger ham, om det er fordi han også gerne vil have et modermærke og han svarer storsmilende JA! og prøver igen :D
Som I nok også har set, så har jeg jo også fået kontaktlinser. I går (torsdag d. 14/6) var det så første gang jeg havde dem på på arbejde. Og sikke nogle reaktioner og kommentarer jeg fik fra børnene. Det startede da jeg kom ind i fællesrummet, en pige sidder og spiser. Da jeg går forbi går hun helt i stå med maden halvvejs op mod munden, mens hun stirrer på mig. Senere går jeg i puderummet, hvor en af drengene spørger -"hvad hedder du?" Hvorefter jeg svarer, "det er mig Janni". Og han kigger bare underligt på mig, "Hvor er dine briller?" Og de scener gentog sig flere gange i løbet af dagen.
En af pigerne grinte, mens hun så på mig, og sagde gentagende gange, at jeg så altså mærkelig ud. Ikke lige det jeg har lyst til at høre, må jeg nok indrømme :D
Som i kan se på billederne fra mit indlæg Briller vs Kontaktlinser, så har jeg en skønhedsplet ved venstre mundvig. Den er børnene i børnehaven meget optaget af. De spørger tit, "hva' er deeet?" og jeg svarer, som regel, at det er et modermærke (forklaringen om skønhedspletter er for kompliceret for de små poder på 2-3 år :D) Faktisk har jeg fået lært et par af de to årige at sige modermærke - lyder noget i retningen af "mormærk" :D
I sidste uge sad jeg på gulvet inde hos 2-årsgruppen, hvor de først pillede ved mine smykker og så kom det obligatoriske "hva deeet?" - mens der bliver peget på mit modermærke. Og jeg svarer. Det gentager sig 3 gange, hvorefter drengen tager fat om mit modermærke, som om han tager det af og så trykker det over på sin egen kind. Jeg spørger ham, om det er fordi han også gerne vil have et modermærke og han svarer storsmilende JA! og prøver igen :D
Som I nok også har set, så har jeg jo også fået kontaktlinser. I går (torsdag d. 14/6) var det så første gang jeg havde dem på på arbejde. Og sikke nogle reaktioner og kommentarer jeg fik fra børnene. Det startede da jeg kom ind i fællesrummet, en pige sidder og spiser. Da jeg går forbi går hun helt i stå med maden halvvejs op mod munden, mens hun stirrer på mig. Senere går jeg i puderummet, hvor en af drengene spørger -"hvad hedder du?" Hvorefter jeg svarer, "det er mig Janni". Og han kigger bare underligt på mig, "Hvor er dine briller?" Og de scener gentog sig flere gange i løbet af dagen.
En af pigerne grinte, mens hun så på mig, og sagde gentagende gange, at jeg så altså mærkelig ud. Ikke lige det jeg har lyst til at høre, må jeg nok indrømme :D
onsdag den 9. maj 2012
Hudløst ærligt..
Det her indlæg kommer til at handle om børn. Mest af alt mit ønske om at få dem.
(Og til Kæresten, hvis du læser med - DONT :D - Det her er hverken pres eller et indlæg, der skal give dig dårligt samvittighed - blot mine tanker!)
Jeg har et brændende ønske om at blive mor. Og jeg har været klar og SKRUK i flere år nu. Faktisk siden jeg var halvvejs gennem min uddannelse som Pædagog. Jeg havde faktisk et ønske om at få mit første barn, før jeg blev 25. Men livet kom lissom i vejen, som det har det med at gøre. Så da jeg som 25år hverken havde kæreste eller barn, måtte jeg jo revurdere min fantastiske plan. Så nu er det bare et håb om, at jeg har fået mit første barn, inden jeg bliver 30.. og så må jeg jo håbe på, at livet har samme planer som mig :D
Og det der med at være skruk og arbejde (jaja - okay, det er aktivering) i en børnehave, er ret bittersweet, for ikke at snakke om sæsonen vi går ind i = BABY'er over alt!. Der er alt for mange lækre børn derude. Og da jeg indimellem er så heldig at være hos 2års gruppen i børnehaven (denne børnehave er i et udsat område, så de har en 2års gruppe, mod at de normalt starter ved 3 års-alderen) kan jeg ikke lade være med at tage en ordentlig inhalering af den dejlige småbørns duft.. (OG nej - det er ikke duften af en fyldt ble jeg snakker om vel...!!!) og drømme mig væk.. Hvilket indimellem kan være alt for nemt - som når et af de dejlige børn møder en i døren om morgenen med et kæmpe smil og et HEEEEEJ Janni!, eller når de af sig selv kommer hen og vil op på skødet, for bare lige at sidde lidt, eller når jeg trøster et af børnene, der putter sig tæt ind til mig og så falder til ro. Hvordan kan jeg andet end at smelte og tænke på, hvor dejligt det er, når det er ens EGET barn.
Selvfølgelig er det jo ikke en ren drøm at blive forældre.. Det har jeg et okay billede af, hvis jeg selv skal sige det - jeg har indimellem stået i situationer, hvor jeg virkelig har været glad for, at jeg KUN var på arbejde. Jeg har skiftet min del af lorte-bleer, og tisse tøj - fra børn som burde være for store til det. Jeg har skam også stået med en knægt, der havde lavet i bukserne, og skulle overtale ham til at tage dem af, for det ville han ikke! Eller diskussionen om, hvorvidt de skal have flyverdragt eller jakke på uden for - i 5graders kulde.. Eller prøve at tale et hysterisk barn ned, der bestemt ikke vil gøre som der bliver sagt. Og der kan nævnes mange, mange andre episoder. Men alt det blegner stadig ved tanken om at få mit eget barn.
Min største frygt er bare, om jeg nu også kan få børn. Qua hele min forhistorie med mine blødnings problemer, som jeg har skrevet meget om tidligere, som er på vej ind i sit 5 år med behandlinger og undersøgelser, der indtil nu ikke har hjulpet det mindste. Og når jeg jo bløder så meget som jeg gør, så frygter jeg selvfølgelig, at mine chancer for at blive gravid er meget små - da ægget jo skal nå at fastgøre sig.. (medmindre jeg har misforstået noget..) SÅ når jeg skal til min næste undersøgelse, om en lille måned, så har jeg nogle spørgsmål, jeg er nødt til at få svar på. Spørgsmål, der kan make it or breake it for mig...
Hvis jeg ikke kan blive gravid er det ikke jordens undergang - eller det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv, hver gang tanken strejfer mig. Adoption er jo altid en mulighed - og jeg har da også overvejet tanken om at blive plejemor en gang i fremtiden - så fremt min bedre halvdel er med på det..
Men det smerter mig, hvis jeg skal gå glip af hele graviditeten. Oplevelsen af at bære mit barn under hjertet, opleve hele dets udvikling, fra det første chok hvor det bevæger sig - til frustrationen over, at det ikke vil komme ud. Men lige nu kan jeg kun håbe og drømme... Og sukke over alle de smukke bebser rundt om i blog land og i min omgangskreds...
Og indrømmet, jeg har da både tænkt i indretning af børneværelset, ting jeg vil nå at lave til mit barn, navne, fantastiske legeting til barnet, lækre pusletasker, bæreseler vs slynger osv. Og blogland er jo fantastisk til at hente inspiration i..Men jeg har indtil videre måttet holdt mig selv i en meget meget stram snor. Jeg vil ikke lægge pres på Kæresten, der udmærket godt ved, hvordan jeg har det med børn - herre gud, det stråler sikkert ud af mig, når jeg snakker om dem ude på arbejde - eller når jeg bare berører emnet det mindste, eller når vi er sammen med omgangskredsens dejlige piger.. I just can't help it.. Og selvfølgelig har vi da ting, som vi skal have snakket om, inden vi springer ud i det hele.. I know.. Jeg har bare meget svært ved at vente..
Men indtil da vil jeg tillade mig at drømme, ønske og håbe..
(Og til Kæresten, hvis du læser med - DONT :D - Det her er hverken pres eller et indlæg, der skal give dig dårligt samvittighed - blot mine tanker!)
Jeg har et brændende ønske om at blive mor. Og jeg har været klar og SKRUK i flere år nu. Faktisk siden jeg var halvvejs gennem min uddannelse som Pædagog. Jeg havde faktisk et ønske om at få mit første barn, før jeg blev 25. Men livet kom lissom i vejen, som det har det med at gøre. Så da jeg som 25år hverken havde kæreste eller barn, måtte jeg jo revurdere min fantastiske plan. Så nu er det bare et håb om, at jeg har fået mit første barn, inden jeg bliver 30.. og så må jeg jo håbe på, at livet har samme planer som mig :D
Og det der med at være skruk og arbejde (jaja - okay, det er aktivering) i en børnehave, er ret bittersweet, for ikke at snakke om sæsonen vi går ind i = BABY'er over alt!. Der er alt for mange lækre børn derude. Og da jeg indimellem er så heldig at være hos 2års gruppen i børnehaven (denne børnehave er i et udsat område, så de har en 2års gruppe, mod at de normalt starter ved 3 års-alderen) kan jeg ikke lade være med at tage en ordentlig inhalering af den dejlige småbørns duft.. (OG nej - det er ikke duften af en fyldt ble jeg snakker om vel...!!!) og drømme mig væk.. Hvilket indimellem kan være alt for nemt - som når et af de dejlige børn møder en i døren om morgenen med et kæmpe smil og et HEEEEEJ Janni!, eller når de af sig selv kommer hen og vil op på skødet, for bare lige at sidde lidt, eller når jeg trøster et af børnene, der putter sig tæt ind til mig og så falder til ro. Hvordan kan jeg andet end at smelte og tænke på, hvor dejligt det er, når det er ens EGET barn.
Selvfølgelig er det jo ikke en ren drøm at blive forældre.. Det har jeg et okay billede af, hvis jeg selv skal sige det - jeg har indimellem stået i situationer, hvor jeg virkelig har været glad for, at jeg KUN var på arbejde. Jeg har skiftet min del af lorte-bleer, og tisse tøj - fra børn som burde være for store til det. Jeg har skam også stået med en knægt, der havde lavet i bukserne, og skulle overtale ham til at tage dem af, for det ville han ikke! Eller diskussionen om, hvorvidt de skal have flyverdragt eller jakke på uden for - i 5graders kulde.. Eller prøve at tale et hysterisk barn ned, der bestemt ikke vil gøre som der bliver sagt. Og der kan nævnes mange, mange andre episoder. Men alt det blegner stadig ved tanken om at få mit eget barn.
Min største frygt er bare, om jeg nu også kan få børn. Qua hele min forhistorie med mine blødnings problemer, som jeg har skrevet meget om tidligere, som er på vej ind i sit 5 år med behandlinger og undersøgelser, der indtil nu ikke har hjulpet det mindste. Og når jeg jo bløder så meget som jeg gør, så frygter jeg selvfølgelig, at mine chancer for at blive gravid er meget små - da ægget jo skal nå at fastgøre sig.. (medmindre jeg har misforstået noget..) SÅ når jeg skal til min næste undersøgelse, om en lille måned, så har jeg nogle spørgsmål, jeg er nødt til at få svar på. Spørgsmål, der kan make it or breake it for mig...
Hvis jeg ikke kan blive gravid er det ikke jordens undergang - eller det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv, hver gang tanken strejfer mig. Adoption er jo altid en mulighed - og jeg har da også overvejet tanken om at blive plejemor en gang i fremtiden - så fremt min bedre halvdel er med på det..
Men det smerter mig, hvis jeg skal gå glip af hele graviditeten. Oplevelsen af at bære mit barn under hjertet, opleve hele dets udvikling, fra det første chok hvor det bevæger sig - til frustrationen over, at det ikke vil komme ud. Men lige nu kan jeg kun håbe og drømme... Og sukke over alle de smukke bebser rundt om i blog land og i min omgangskreds...
Og indrømmet, jeg har da både tænkt i indretning af børneværelset, ting jeg vil nå at lave til mit barn, navne, fantastiske legeting til barnet, lækre pusletasker, bæreseler vs slynger osv. Og blogland er jo fantastisk til at hente inspiration i..Men jeg har indtil videre måttet holdt mig selv i en meget meget stram snor. Jeg vil ikke lægge pres på Kæresten, der udmærket godt ved, hvordan jeg har det med børn - herre gud, det stråler sikkert ud af mig, når jeg snakker om dem ude på arbejde - eller når jeg bare berører emnet det mindste, eller når vi er sammen med omgangskredsens dejlige piger.. I just can't help it.. Og selvfølgelig har vi da ting, som vi skal have snakket om, inden vi springer ud i det hele.. I know.. Jeg har bare meget svært ved at vente..
Men indtil da vil jeg tillade mig at drømme, ønske og håbe..
fredag den 16. marts 2012
Kreativitet i Børnehaven!
I den børnehaven, hvor jeg er, har de i Januar og Februar haft et projekt med kreative processer. Projektet skulle ende ud i en fernisering for forældre og børn. Mange af projekterne indeholdt genbrugsmaterialer og andre gode ideer. En af stuerne lavede 2 store malerier, som I kan se her nedenfor.
*De er så enkle - hånd eller fodaftryk, der pyntes med de materialer der nu lige er i huset.
*Fremtids fuglene er lavet af plastikrør, der er omviklet med gipsgaze. Derefter pyntet med fjer, mosaik stykker i plast og malet.
*De er så enkle - hånd eller fodaftryk, der pyntes med de materialer der nu lige er i huset.
*Fremtids fuglene er lavet af plastikrør, der er omviklet med gipsgaze. Derefter pyntet med fjer, mosaik stykker i plast og malet.
søndag den 20. november 2011
Stilhed på bloggen
Institutionen er fortrinsvis forbeholdt de børn, hvis forældrer arbejder på sygehusene i Aalborg. Hvilket gør, at institutionen har døgnåbent, så børnene kan blive passet på de tidspunkter, hvor forældrerne arbejder.
Jeg er blevet tilknyttet gruppen med 4årige, og hvor er det bare dejligt at komme ud og arbejde igen!
Den første dag blev jeg mødt af denne tegning på døren. To af drengene havde tegnet zombier og et spøgelse til velkomst. Efter en uge derude, så føler jeg allerede, at jeg er ved at falde godt til. Personalet og børnene er bare rigtig søde, og de har virkelig gjort meget for, at jeg skulle føle mig godt tilpas, til trods for, at en del af det normale personale ikke var der. Og så har jeg fået masser af ros - fordi jeg bare har kastet mig ud i det, og har gjort et stort stykke arbejde.
Det er en hel anden verden at være et sted, hvor normeringen er så god. Børnene er opdelt efter alder, og i den del jeg er ved, de 4-5 årige er der min 2 pædagoger pr aldersgruppe, hvor der ca 10 børn i hver. Fedt siger jeg bare! Jeg er vant til at være 1-2 om en gruppe på 20 børn. Godt nok er de unger jeg har været vant til noget ældre (6-9år), og derfor kan mere selv. Men udfordringerne og konflikterne er nu også større. Så jeg synes faktisk det er super hyggeligt at være sammen med de "små".
Jeg tror i at jeg i den her uge vil prøve at sætte gang i nogle små keative projekter...
Abonner på:
Opslag (Atom)