Tankemylder

I disse dage er mit hovede fyldt af tanker. Rigtig rigtig mange tanker. Alle sammen omkring projekt baby. Egentlig er det mig meget i mod at kalde det projekt baby. Det har sq egentlig en negativ klang. Projekt baby.
Det lyder som om jeg ikke har andet at gå op i.

Men det har jeg egentlig heller ikke. Lige nu går alle mine tanker, valg og handlinger kun ud på en ting. Hvordan jeg kan opfylde min alt overskyggende drøm. At blive mor. At stå med mit eget lille barn i armene.

Tankerne om hvad der kunne være lige nu fylder også meget. Jeg har en kollega, der i går postede et billede af deres nyfødte dreng på facebook. Og mens jeg skrev tillykke på hans væg, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg selv ville være tæt på termin. At min mave ville strutte, at jeg ville kende kønnet. At jeg på en gang ville være frustreret, utålmodig og helt ekstremt lykkelig!
Jeg har tudet, jeg har rastet og jeg har drømt så mange gang. Men maven er stadig tom. Tilbage har jeg kun billedet og de diffuse følelser og oplevelser fra sygehuset

Mange af mine tanker går også på fremtiden. Hvordan ser den ud, hvad skal der ske. Kan vi lave en øko baby eller skal vi have hjælp af den ene eller anden art. Vi startede officielt med at prøve i november, da min læge gav mig 3mdrs pause - min krop havde brug for ro efter min blindtarms betændelse og efterfølgende komplikationer. Vi har siden november, prøvet, været til læge et par gange, for at få taget blodprøver, for at finde ud af, om jeg har æl (ægløsning). Indtil videre har der ikke været positive svar.

Jeg VED godt, at vi ikke har prøvet længe, men årh hvor er jeg utålmodig. For jeg ville jo helst være gravid i går. Jeg ville helst gå i boblen nu, og bare glæde mig til at skulle fortælle alt og alle at NU var det vores tur. Men ting tager tid, alt for lang tid.

Hvad gør jeg selv? Jeg bruger to apps og alm blødnings skema, for at holde styr på blødninger - for at få en ide om, hvornår jeg kan have æl.
Jeg tager alle de rigtige vitaminer. Jeg prøver at spise efter KISS - det går ikke altid lige godt, men jeg vil og jeg skal gøre det. Min krop har det også meget bedre med den her mad. Det føles rigtig.

Men det hele fylder i mit hovede, og som min læge sagde, så er mine tanker og mit eget press den aller værste fjende. Men jeg har så svært ved at give slip og slappe af. Jeg har virkelig følelsen af, at tiden løber fra mig, og det er snart for sent.

Jeg har i de sidste par cyklusser haft flere smerter, end jeg har prøvet før. Både ved formodet æl og ved mens. Jeg er oppustet og min mave er utrolig følsom, og har været det siden jeg var indlagt i sommers, nu snart 8 mdr senere. det er som om min mave aldrig helt er kommet i orden.

Jeg ved godt, at jeg kun er 31, og mange få børn i den her alder. Men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken om, at jeg har travlt, og for hver måned der går, jo sværere vil det blive for os. Jeg bruger alt for meget tid på pinterest - hvor jeg laver hemmelige opslagstavler om alt fra ting jeg ønsker at lave, til værelses inspiration og ønske ting, tøj osv osv. Derudover læser jeg dagligt på min-mave.dk. Et debatforum for dem der ønsker at blive gravide og dem der er det. (Gudskelov kan man vælge mange debatter fra - dem med graviditet og små børn) Jeg har fået meget inspiration og viden ved at læse derinde. Og jeg er da slet ikke i tvivl om, at kæresten indimellem, synes at jeg piner mig selv med det. Men jeg kan bare ikke helt stoppe mig selv.

Et meget rodet indlæg. Men sådan er det også oppe i mit hovede..

En forfærdenlig sommer i 2015

Nøj det er længe siden jeg har skrevet her. Og sikke meget der er sket på det halvandet års tid, der er gået. Jeg kan næsten ikke genkende den usikre og triste kvinde. GUDSKELOV

Jeg har fundet en ny fantastisk kæreste, som jeg havde års dag med forleden. Og hvilket år! Fuld af op og ned ture og mest af alt kærlighed. Min sommerferie blev på ingen måde som nogen af os havde forestillet os.

Den 21/7 2015 kl ca 01 vågner jeg ved at det giver et smæld i maven, efter fulgt af voldsomme smerter, inden for 20min vælger min kæreste at ringe til vagtlægen, der sætter os forrest i køen. (I døgnet op til har jeg det dårligt og kaster voldsomt op, kan kun hold alm vand i mig.) Vagtlægen mærker på mig og beder om en urinprøve, og sender mig straks oven på til yderligere undersøgelser - mistanken er at jeg har en sprængt blindtarm.
Jeg kommer oven på og skal give en urinprøve mere (hvilket er umuligt, er rimelig dehydreret), men det tager en blodprøve og giver mig morfin, hvilket giver mig mulighed for at ligge næsten afslappet.

Nu kommer chokket så, for når man bliver indlagt som kvinde, så er man som udgangspunkt gravid, indtil andet er påvist. Jeg benægter med det samme, for det kan jeg da ikke være. Jeg har haft mens som jeg plejer, og de der har læst min blog, ved at jeg har en laaang sygdomshistorie bag mig med store hormonelle og blødnings forstyrrelser. MEN MEN MEN, jeg er gravid. Min blodprøve siger at mit HCG tal er på 12.000.. Kæresten og jeg er forståeligt nok meget chokkerede og samtidig ovenudglade. Eller så glad som jeg nu kan være, høj på morfin og en anelse chokeret.
Og nu tager tingene fart, for pludselig bliver de i tvivl om det er blindtarmen, den er gal med eller om det er en graviditet uden for livmoderen.

Jeg får taget en scanning, hvor de ikke kan se noget, udover graviditeten i livmoderen og en masse fri væske. Så nu er dommen, både en alm graviditet og en graviditet uden for livmoderen. Jeg ryger på operationsbordet, og da de åbner mig finder de ud af, at det er blindtarmen, der er sprunget to steder og deraf al den frie væske.
Da jeg vågner på opvågningen, er mit første spørgsmål "er jeg stadig gravid?", og svaret får mig til at græde af glæde, for ja det var jeg :D

Den følgende uge er en døs. Jeg er meget svækket. Jeg spiser intet, da jeg kaster voldsomt op hver gang, jeg får andet end væske. Jeg er også voldsomt oppustet, så meget, at det ligner at jeg er gravid i 6/7måned. Efter en 5 dages tid, får jeg så en slange ned gennem næsen og svælget til mavesækken, for at suge alt galden op, som jeg indtil da har kastet op. Lægerne er ret bekymrede for mig, da mine infektions tal ikke falder, og der ingen ændring er på min status. Jeg bliver sendt til scanning af min mave, for at se om de kan finde den byld, som de forventer er opstået pga al den frie væske jeg havde, da blindtarmen sprang. Men scanningen viser intet, da mine tarme er gør, at de ikke kan se den (det viser sig senere, at den ligger gemt bag dem). Min tyndtarm er meget udspilet.

Tirsdag d. 28/7 2015, en uge efter at jeg er blevet indlagt, får jeg en terminsscanning. Det viser sig, at jeg er ikke er helt så langt henne som først antaget (de antog at jeg var i 7 uge, da jeg bliver indlagt, jeg var reelt kun i 6 uge). Jeg får sammen med kæresten og min mor lov at se vores lille spire på skærmen og får et scanningsbillede med hjem.
I dagene efter prøver lægerne at finde ud af, hvad der er galt med mig, først vil de have mig til en CT scanning, men pga graviditeten, så tør de ikke risikere det. Det ender med at jeg torsdag 30/7 får en MR scanning. Som endelig viser hvor bylden sidder. I den mellemliggende tid er jeg endelig begyndt at få næring gennem drop, da jeg de første 8 dage ikke får andet end væske og antibiotika. Næringen gør dog, at mine vener i arme og hænder er ved at give op, og de begynder at få svært ved at finde steder, hvor de kan stikke mig og give drop.
Fredag bliver jeg endelig opereret for 2. gang, her får jeg også indopereret en dims i halsen, som jeg kan få drop i.

Efter operationen får jeg min første ordentlige nattesøvn siden jeg blev indlagt, men om morgenen begynder jeg at bløde. Grædende på toilettet, må jeg ringe efter sygeplejerskerne, som delvist bekræfter mine bange anelser, og senere på morgenen får jeg taget en blodprøve. Søndag aften får jeg kraftige smerter i underlivet, og søndag morgen kommer der så en klump ud, (ca på str med en bordtennisbold). Suk. Lille Peanut blev kun 7+4.
Imellemtiden har jeg fået "suget" fra maven ud, og jeg bliver hurtigt friskere, især da jeg får lov at få fast føde igen (den første dag jeg måtte det, græd jeg på det tidspunkt var det næsten 12 dage siden jeg havde spist rigtig mad, og 14-15 dage siden jeg havde kunnet spise uden at kaste op.

14 dage efter jeg blev indlagt, bliver jeg udskrevet. Maven var stadig voldsomt oppustet, og det hele var meget syrealistisk for mig. Jeg var sygmeldt i over en måned efterfølgende. Så lang tid tog det, før jeg fik nogenlunde styr på maven, kunne spise normalt igen, fik energi til at gå længere end ture på 10 min.

Gennem alt det her, stod min kæreste ved min side. Han blev "indlagt" sammen med mig, fik sin egen seng på min enestue. Han sov sammen med mig 13 ud af 14 nætter på hospitalet, hvor han hjalp mig på toilettet utallige gange hver nat. Han stod for alt det huslige med kattene, vi stod midt i en sammenflytning, som han endte med at stå for. Han var min klippe, min støtte, min opmuntring og noget af det aller mest fantastiske der er sket mig!

Tilbage sidder jeg med sorgen over det, der kunne have været det mest fantastiske i mit liv, i vores liv. Men oven i sorgen er der også et håb. Et håb, der fortæller mig, at JEG KAN BLIVE GRAVID (uden hjælp)! For det er sket en gang.
Hvordan ser fremtiden ud? Pt er der gået snart 7mdr, jeg går til egen læge for at få taget ægløsnings(æl) tests, for at se, om jeg reelt har æl hver måned. Næste skridt er måske fertilitetsbehandling. Men vi går ind i det med oprejst pande og et kæmpe stort håb!

Update - på det der blødningspjat

Jeg var jo til tjek fornyeligt hos gynækologen. Det er altid underligt at komme der op. Mest fordi jeg aldrig rigtig føler, at der kommer noget ud af det. At jeg er lidt af en prøveklud.
Og den her gang var ikke meget anderledes. Lægen spurgte ind til de ting jeg havde prøvet, tjekkede de forskellige blodprøver jeg havde fået taget - alt normalt SUK. Spurgte ind til om jeg havde fået undersøgt maven ?!? Det kom der dog ikke mere ud af.. Jeg skal dog sørge for at få taget en ny livmoderhalsskrab - da det er et stykke tid siden sidst..

Og så blev jeg sat på en ny pille - mini piller.. Den eneste type jeg endnu ikke har prøvet. Jeg er efterhånden snart prøvet alt andet. Så jeg forstår godt, at de begynder at komme ud på glatis med, hvad dælen der skal ske med mig. Især fordi der ikke er noget der virker. Eller.. virker i mere end 2-3 mdr. TOPS. Og så er det "back to normal" med ca 17-21 blødnings dage og 7-10 dage uden.

Damn jeg er ved at være godt træt af det her pis.. Vi er godt inde i det 5 år med de her lorte problemer, og det begynder seriøst at slide på mig - uanset, hvor afklaret jeg virker udadtil med det, så nager det mig hver dag, når jeg bliver konfronteret med det. Jeg tør ikke tage nogen steder uden at have tasken fyldt med både det ene og det andet - just in case.. Og jeg er begyndt at tælle på fingrene i forhold til vores charterferie - kan jeg være så heldig at undgå blødning der? Med min track record, så må jeg nok hellere have det hele med...

Men det var et sidespring. Tilbage til samtalen med gynækologen/lægen. Jeg fik også snakket med hende om min største frygt, eller. Det blev en meget kort samtale. Jeg bragte op, at kæresten og jeg så småt er begyndt at snakke om børn, og at jeg var meget i tvivl, om jeg kunne, når jeg nu bløder, som jeg gør. Og meget hurtigt sagde hun, at vi lige finder tid til, at jeg kan få taget et par blodprøver, og så får vi fundet ud af det..

PUHA! Spørg lige om jeg er ved at blive nervøs - for ikke at sige, at jeg er BANGE.. 
Tingene er begyndt at rotere ret meget i maven og hovedet. Det er onsdag og torsdag i næste uge, at blodprøverne skal tages. Hvornår jeg får svar, ved jeg ikke helt.. jeg tør slet ikke tænke tanken - hvad nu hvis..!  Så går det helt galt. Det kan jeg slet ikke håndtere. Og vupti ryger hånden til munden med slik/snask/mad der bare ikke er godt for mig. Og så kommer den dårlige samvittighed. Fandens til ond cirkel!

På bonus siden har der ikke været nogen somhelst aktivitet med mine lorte bartholinitter. Faktisk har der været så meget ro på den front, at jeg er begyndt at håbe på, at det var sidste gang, de stak deres grimme hoveder frem. Tingene går så godt, at jeg begynder at få et normalt forhold til min krop igen (så normalt som det nu kan blive med de lorte blødninger)
Så lidt bonus er der oven i al den her usikkerhed.. Nu skal jeg bare lige have svar på de blodprøver - og det skal jo helst være positivt!! Så kryds lige fingre ik? :D

Hudløst ærligt..

Det her indlæg kommer til at handle om børn. Mest af alt mit ønske om at få dem.
(Og til Kæresten, hvis du læser med - DONT  :D  - Det her er hverken pres eller et indlæg, der skal give dig dårligt samvittighed - blot mine tanker!)

Jeg har et brændende ønske om at blive mor. Og jeg har været klar og SKRUK i flere år nu. Faktisk siden jeg var halvvejs gennem min uddannelse som Pædagog. Jeg havde faktisk et ønske om at få mit første barn, før jeg blev 25. Men livet kom lissom i vejen, som det har det med at gøre. Så da jeg som 25år hverken havde kæreste eller barn, måtte jeg jo revurdere min fantastiske plan. Så nu er det bare et håb om, at jeg har fået mit første barn, inden jeg bliver 30.. og så må jeg jo håbe på, at livet har samme planer som mig :D

Og det der med at være skruk og arbejde (jaja - okay, det er aktivering) i en børnehave, er ret bittersweet, for ikke at snakke om sæsonen vi går ind i  = BABY'er over alt!. Der er alt for mange lækre børn derude. Og da jeg indimellem er så heldig at være hos 2års gruppen i børnehaven (denne børnehave er i et udsat område, så de har en 2års gruppe, mod at de normalt starter ved 3 års-alderen) kan jeg ikke lade være med at tage en ordentlig inhalering af den dejlige småbørns duft.. (OG nej - det er ikke duften af en fyldt ble jeg snakker om vel...!!!) og drømme mig væk.. Hvilket indimellem kan være alt for nemt - som når et af de dejlige børn møder en i døren om morgenen med et kæmpe smil og et HEEEEEJ Janni!, eller når de af sig selv kommer hen og vil op på skødet, for bare lige at sidde lidt, eller når jeg trøster et af børnene, der putter sig tæt ind til mig og så falder til ro. Hvordan kan jeg andet end at smelte og tænke på, hvor dejligt det er, når det er ens EGET barn.

Selvfølgelig er det jo ikke en ren drøm at blive forældre.. Det har jeg et okay billede af, hvis jeg selv skal sige det - jeg har indimellem stået i situationer, hvor jeg virkelig har været glad for, at jeg KUN var på arbejde. Jeg har skiftet min del af lorte-bleer, og tisse tøj - fra børn som burde være for store til det. Jeg har skam også stået med en knægt, der havde lavet i bukserne, og skulle overtale ham til at tage dem af, for det ville han ikke! Eller diskussionen om, hvorvidt de skal have flyverdragt eller jakke på uden for - i 5graders kulde.. Eller prøve at tale et hysterisk barn ned, der bestemt ikke vil gøre som der bliver sagt. Og der kan nævnes mange, mange andre episoder. Men alt det blegner stadig ved tanken om at få mit eget barn.

Min største frygt er bare, om jeg nu også kan få børn. Qua hele min forhistorie med mine blødnings problemer, som jeg har skrevet meget om tidligere, som er på vej ind i sit 5 år med behandlinger og undersøgelser, der indtil nu ikke har hjulpet det mindste. Og når jeg jo bløder så meget som jeg gør, så frygter jeg selvfølgelig, at mine chancer for at blive gravid er meget små - da ægget jo skal nå at fastgøre sig.. (medmindre jeg har misforstået noget..) SÅ når jeg skal til min næste undersøgelse, om en lille måned, så har jeg nogle spørgsmål, jeg er nødt til at få svar på. Spørgsmål, der kan make it or breake it for mig...

Hvis jeg ikke kan blive gravid er det ikke jordens undergang - eller det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv, hver gang tanken strejfer mig. Adoption er jo altid en mulighed - og jeg har da også overvejet tanken om at blive plejemor en gang i fremtiden - så fremt min bedre halvdel er med på det..
Men det smerter mig, hvis jeg skal gå glip af hele graviditeten. Oplevelsen af at bære mit barn under hjertet, opleve hele dets udvikling, fra det første chok hvor det bevæger sig - til frustrationen over, at det ikke vil komme ud. Men lige nu kan jeg kun håbe og drømme... Og sukke over alle de smukke bebser rundt om i blog land og i min omgangskreds...

Og indrømmet, jeg har da både tænkt i indretning af børneværelset, ting jeg vil nå at lave til mit barn, navne, fantastiske legeting til barnet, lækre pusletasker, bæreseler vs slynger osv. Og blogland er jo fantastisk til at hente inspiration i..Men jeg har indtil videre måttet holdt mig selv i en meget meget stram snor. Jeg vil ikke lægge pres på Kæresten, der udmærket godt ved, hvordan jeg har det med børn - herre gud, det stråler sikkert ud af mig, når jeg snakker om dem ude på arbejde - eller når jeg bare berører emnet det mindste, eller når vi er sammen med omgangskredsens dejlige piger.. I just can't help it.. Og selvfølgelig har vi da ting, som vi skal have snakket om, inden vi springer ud i det hele.. I know.. Jeg har bare meget svært ved at vente..

Men indtil da vil jeg tillade mig at drømme, ønske og håbe..

Laaang dag..

Puha.. dagen i dag har været lidt af en mundfuld.. Selvom der egentlig ikke er sket det vilde. Jeg har været en tur på hospitalet, for at få lavet en kikkertundersøgelse af min livmoder. Grunden til at jeg skulle det, er pga mine blødningsforstyrrelser, for at se, om der er noget der, der kan være grunden til, at jeg bløder, som jeg gør... Men selvfølgelig ser den helt normal ud.. (der er jo ingen der har sagt at det skulle være nemt) Men lægen tog nogle prøver af mine slimhinder, der skal undersøges, og så må vi se, hvad der skal ske, når de kommer tilbage..

Men for pokker, hvor er det trist at skulle møde ind kl 7.30 FASTENDE og så først komme ned til undersøgelsen (der varede 45min) kl 13.30.. Og jeg skal lige hilse, at sådan en undersøgelse, der kun er lokalbedøvet, gør NULLERNALLER!!!!! Men heldigvis kunne jeg komme hjem 30min efter min undersøgelse (skulle lige have noget mad først.. )

Så måtte lige i Søstrene Grene og trøsteshoppe lidt, men mere om det en anden dag. Her kommer en gang billedespam af de Zentangles/doodles jeg fik lavet hen over min ferie i USA.

Inspireret af Søhestens tegninger

Også inspireret af Søhesten, denne gang DIY's

Inspiration fundet her

Inspiration fundet her

Fundet et sted i blogland, kan ikke lige huske hvor (i farver)

Inspireret af denne DIY af Søhesten

Inspireret af Rappedikkes lille tegning

En Janni Original.. :D

Lidt farver skal der til, jeg har brugt denne DIY

Inspireret af en doodle set i blogland, variation af cirkelmetønstret nedenunder.

Jeg har brugt denne DIY

Inspireret af denne

Endnu en variation af cirkelmønstret som i Søhestens DIY

Dagen derpå..

Så har jeg været en tur gennem møllen igen.. Det hele startede i midten af december, hvor jeg mærkede en ny bartholonit, jeg tog penicillin - godt nok var jeg meget bekymret, men den voksede ikke, faktisk var den på ingen måde så aggressiv, som jeg har været vant til. Jeg var ved min egen læge af to omgange, for at sikre mig, at den nu gik væk, sidste gang var mandagen inden jul, hvor han sagde, at den nok skulle gå væk af sig selv..
Det gjorde den ikke - men den voksede heller ikke! Så jeg fik mulighed for at nyde både jul og nytår..

Men søndag aften begyndte den at blive øm.. og det er et stensikkert tegn på at noget er galt! Jeg valgte ikke at starte på penicillin - lidt af frygt for, at jeg risikerer at blive resistent, jeg har fået penicillin stort set hver måned sidste år...!!!! og man må helst kun få 4 gange på et år.. (yiiiikes)
Mandag morgen gik turen så til min egen læge - der heldigvis har åbenkonsultation hver formiddag mellem 10-11. Han kiggede lige hurtig på den og så fik jeg ellers en henvisning til hospitalet. Og så måtte vi se, hvad der skulle ske. Han mente lige som os, at det nok var ved at være det tidspunkt, hvor vi vælger at få den *biiiip* kirtel fjernet, men det var noget vi skulle snakke med lægerne og kirurgen om.

Jeg kommer til konsultation på akutstuen, hvor jeg igen lige bliver kigget på, og så skulle jeg klargøres til at komme op på stuen.. Men da jeg var på hospitalet i USA, var der risiko for at jeg gik rundt med MRSA bakterier, så jeg skulle lige på isolations stue - og de skulle alle sammen bruge handsker og gerne overtrækstøj, når de var på min stue.. Nå, der skulle også gøres klar til drop, dvs der bliver sat en dims (aner ikke hvad den hedder) i din blodåre, gerne på hånden, som så hjælper til at få væske i kroppen (også der narkosemidlet osv kommer ind)
Det var en sød lægestuderende, der skulle gøre det på mig, og i starten gik det helt fint - MEN hun fik ikke den helt ind i blodåren, så den anden læge skulle så prøve, og de tror så den kommer helt ind. Men da de lige ville skylle, viser det sig, at det var den ikke, så ud med den igen, og prøve et andet sted. Dum som jeg er kommer jeg til at se på, at de roder lidt rundt med det...
Og så sker der noget jeg aldrig havde troet - jeg begynder at få det rigtig skidt, det svimler for mig, koldsvenden bryder frem, jeg får kvalme og pludselig får jeg flimmer for øjnene. Jeg kæmper som en gal for ikke at besvime. Min kæreste fortæller mig, at han troede at jeg besvimede, fordi jeg blev helt slap og var askegrå i ansigtet - eller lige så hvid som min trøje.. Iiih altså.

Nå, men op på stuen med mig - ikke flere nåle :D
Så ligger jeg ellers på stuen og venter.. heldigvis er min dejlige kæreste med mig hele dagen. Så jeg er næsten ikke nervøs og tager det faktisk ret pænt, synes jeg selv. Måske mest fordi jeg ikke har så ondt igen, som jeg ellers er vant til. Hævelsen er på størrelse med en hel valnød - hvor de andre gange har været ca 4x4cm eller deromkring...

Omkring kl 15 kommer jeg ned på operations stuen, hvor der bliver joket lidt med lægerne, der bliver lagt drop (uden problemer - yaaay) og så en gang smertestillende - som svier ind i helvede i armen, derefter kommer narkosen, så på med iltmasken  - ca 5 dybe indåndinger og så er det bye bye.
40 min senere er jeg oppe på stuen igen. En anelse groggy og meget øm. Operations lægen kommer op og fortæller, hvordan det gik, hvad de har gjort osv. og at senere kommer overlægen og tager en snak med os og så kan jeg komme hjem.

Der går et par timer, hvor jeg får lidt at spise og kommer helt oven på igen (og får droppet ud - som i den grad går i blæren på mig) Endelig kommer lægen. Vi får en rigtig god snak, jeg fatter omgående tillid til ham - han virker ultra kompetent og meget empatisk. Og så kommer bomben - det er meget unormalt, at man får så mange operationer, som jeg har fået - faktisk får man gerne kun en operation - hvis det er gjort ordentlig, så virker det. Og det er tankevækkende, at jeg har fået så mange operationer i venstre side, men kun én i højre side og den i højre side fik jeg lavet her i Aalborg i foråret, og der har intet været med den..
Men nu skal det være nok. Lægen sagde desuden, at får jeg endnu en bartholonit, så bliver kirtlen fjernet næste gang! Ikke at jeg på nogen måde håber på, at det sker igen, men jeg er glad for at have fået så konkret en udmelding på det.

Desuden snakkede vi om mine hormonforstyrrelser/blødning - og ret blev det aftalt, at de sender en forespørgsel til Viborg om min journal og så bliver jeg overflyttet til Aalborg, og jeg får en kontrol tid. Og hvor har jeg det bare så godt med den beslutning - jeg har så meget mere tillid til Aalborg end Viborg. Jeg har fået så meget forskelligt at vide i Viborg, ting som åbenbart ikke er helt rigtige. Og jeg er ikke den eneste, der har haft dårlige erfaringer med Viborg, hvilket er ærgerligt, for personalet i Viborg er så søde, men det er bare ikke nok..

Men nu står den på rekonvalescent. Nu skal jeg passe på mig selv lidt. Sørge for at holde såret rent, så det heler som det skal. Og så skal det hele nok blive godt igen. Jeg har godt nok lidt ondt dernede her dagen derpå, men jeg kender rumlen - lidt for godt, så jeg ved, hvad jeg skal være opmærksom på. Nu skal jeg bare oven på igen. Og se frem til torsdag, hvor jeg skal til møde i en børnehave om et aktiverings tilbud (jeps nærmest ulønnet - jobcentret har sendt mig derud) og besøg af min mor lørdag! Og så skal jeg snart til USA igen, hvilket jeg glæder mig heeeelt vildt til!!!

Del 3 - så er vi på den igen..

I dag var det så dagen, hvor jeg skulle en tur på Viborg Sygehus for at få 2.del af min hormonbehandling. En behandling, der skulle kortslutte hypofysen og stoppe mine blødninger...
Jeg kommer så ind til en overlæge, som så ikke helt er enig i den behandling, men som dog mener, at nu jeg er i gang, så skal jeg da fortsætte.
OG bliver så spurgt, om jeg ikke får piller mod de bivirkninger jeg har.. Og jeg sidder sådan lidt undrene - piller mod bivirkninger - kunne jeg få det?!?
JA - det kunne jeg faktisk - og han, overlægen, undrede sig lidt over, at jeg ikke havde fået dem, sidst jeg var der. Hvilket jeg da også gør - og så alligevel - det var nemlig ikke min normale (totalt underlige) læge, men en ung kvinde, som slet ikke anede, hvad der skulle ske - og som måtte ringe til min normale læge og spørge til råds - Bekymrende. Ja det må man nok sige!

Men nu sidder jeg og håber og beder til, at det hele virker - Den her gang. Maven er øm og irriteret. Sådan er det, når der bliver stukket en nål ind i den med medicin :) Og i morgen har jeg et stort blåt mærke der - større end en femmer. Av av av.

Men upside - jeg har vundet en Giveaway!!!! Faktisk den her ! Så jeg er i pænt godt humør, trods alt. Men mere om den, når jeg modtager den.

Del 2 - Det videre forløb

Jeg må nok hellere advare fra starten om, at det her nok bliver et ret langt indlæg uden spændene billeder. Jeg vil skrive om, hvordan det videre forløb med mine blødnings forstyrrelser er gået frem til i dag.

Jeg starter med at komme regelmæssigt på Viborg Sygehus - det gynækologiske ambulatorium d. 18/9 - 2008. På det her tidspunkt har jeg allerede haft problemer i flere år. Men det er dog ikke så slemt som det er nu.
Jeg havde det på det tidspunkt sådan, at jeg havde alm menstruation og så efter ca 2 uger begyndte jeg så at pletbløde, som så stoppede kort inden min mens.
Den første behandling jeg får er, at jeg skal begynde at tage ekstra østrogen sammen med mine p-piller. Og til at starte med, så ser det ud til at virke. Min blødning af tager lidt, selvom jeg har en laaang menstruation på 10-14 dage.

Men i februar ´09 kommer jeg til kontrol igen, og problemerne er nu vendt tilbage. Jeg bliver nu sat på nye p-piller - som er trefaset. Det vil sige at jeg får mere østrogen i starten af min periode og det blive så mindre i løbet af den tid jeg tager p-pillerne. 3mdr senere viser det sig, at det heller ikke har hjulpet - overhovedet.

Så det næste jeg skal prøve er en hormonspiral - altså ligesom en p-ring, der bliver lagt ind i huden, så bliver en hormonspiral sat op i livmoderen og skal afgive hormoner, der forhindre, at man bliver gravid. I mit tilfælde, så skulle hormonerne være med til at stabilisere mit niveau - så jeg kunne få en normal menstruations cyklus eller helt holde op med at bløde.
Med rigtig store forhåbninger får jeg lagt den op - Hvilket jeg skal hilse og sige, IKKE er noget man gør for sjovt! Du kan nemlig ikke blive bedøvet i livmoderen, kun i livmoderhalsen. OG det gjorde meeega ondt - så husk at trække vejret! Jeg er dog forudseende nok til, at jeg får en kontroltid 6mdr fremme i tiden, så hvis det ikke virker, er jeg stadig i behandling og systemet!

Og what do u know.. It Doesn't WORK! Suk. Jeg kommer til kontrol d. 9/9 ´09 - fordi jeg ikke kan finde spiralsnoren og pga en grim hævelse ved skeden (2x1cm) - Med så fint et navn - Bartholinit (Men det er et helt indlæg for sig selv!) Snoren er blevet klippet for kort, så den er smuttet op - uheldigt, men ikke noget slemt.
2mdr senere tager jeg til Viborg igen, og fortæller, at den spiral ikke har virket. Jeg bliver nu sat på endnu en omgang piller - oven i at jeg har spiralen sat op. Jeg skal nu tage Cyclokapron og Ibumetin de første 5 dage af min blødning. Cyclokapron er blødnings mindskende og Ibumetin er stærk smertestillende. Samtidig får jeg taget diverse blodprøver. Mine blodtal, koagulationstal og test for bløder sygdomme - alt er som det skal være, inden for normalen.

Jeg kommer igen til lægen, og fortæller, DET VIRKER IKKE... (der er hak i pladen - I know) Jeg skal nu stoppe med cyclokapronen og så på p-piller igen.. Stadig med spiralen..
3mdr går og surprise - ingen forandring. Jeg er ved at blive frustreret, føler slet ikke, at jeg får noget ud af det.
Lægen siger nu, at vi skal prøve helt at droppe alt. SÅ jeg får fjernet spiralen - hvilket igen gør MONSTER ondt - jeg er bare så heldig med det..
De næste 3 mdr, får jeg intet. Ingen piller - ingen spiral.. Og til at starte med - den første måned, kan jeg se en lille forandring. Ikke meget, men lidt. Men det går hurtigt i sig selv.

Jeg kommer igen på en 3 fase pille, som igen ingen virkning har. Jeg bliver igen testet for bløder sygdomme, PCO og en sygdom i Hypofysen, men også her viser det sig, at jeg er helt "normal"!
Jeg kommer på alm. p-piller igen og er det i en lille periode.
Den 8/8- ´11 starter der så en ny behandling, som jeg har været okay positiv over - i hvert fald i starten.
Jeg har fået en hormonsprøjte, som skal sætte mig i falsk overgangs alder - dvs min blødning burde stoppe helt. Plus der er de her fantastiske bivirkninger, som HUMØRSVINGNINGER og hede ture..

Indtil videre har jeg kun haft bivirkninger - humørsvingningerne er pænt slemme. Og de 3mdr er næsten gået. Om 1½ uge skal jeg til Viborg igen, og have sprøjte nr. 2. Så måske måske måske måske - jeg håber stadig - selvom det er svært virker det efter den her sprøjte.

Nu er mit blødnings mønster sådan, at jeg har ca 19-21 dage med blødning - omkring 5-10 dage uden blødning - hvilket ca er det absolutte modsatte af det normale - og en stor kilde til frustration for mig.
Jeg skal konstant huske trusseindlæg, bind, tamponer osv. (for ikke at sige, hvor dyrt det i længden har været) Jeg har svært ved at slappe af og nyde livet med det her hængende over hovedet - Det er jo ikke lige frem nemt at tage på badeferie og så være hæmmet af konstant blødning og der tilhørende smerter (som jeg gudskelov ikke er så plaget af)
Min største frygt er, at det gør, at jeg ikke kan få børn - selvom flere underlivsscaninger har vist, at alt ser fint ud.. Men frygten sidder der stadig.. Hvad nu hvis jeg skal leve med de her blødninger resten af livet - indtil den rigtig overgangs alder kommer? Hvad nu hvis det bliver værre?
Jeg har 2 gang fået at vide, til samtaler på hospitalet, at havde jeg været ældre og havde fået børn - så havde de fjernet min livmoder. Første gang jeg fik det fortalt, var jeg lige ved at bryde sammen. HVA FANDEN ER DET FOR EN FALLIT-ERKLÆRING at komme med???? Bare tanken om det er frygtelig..
Men hvad nu hvis det er den eneste mulighed? Kan jeg så gøre det?  Nogen gange myldrer tankerne bare rundt, og de er slet ikke til at få hold i igen - og oven i det andet jeg døjer med (bartholinit) så kan det være rigtig svært at hænge sammen indimellem..

Del 1 - Hvordan det hele startede..

Jeg har, når jeg tænker tilbage, altid haft problemer med min blødninger og min menstruation. Ikke som sådan med kraftige smerter, selvom jeg var til læge om det på et tidspunkt, hvor han anbefalede, at jeg tog Ipren. Nej, mit problem har nok været at mine blødninger nok altid har været meget uregelmæssige og langvarige. Jeg husker specielt en episode omkring 8.kl, før jeg kom på p-piller, hvor jeg gik 17 dage med blødning. Heldigvis ændrede det sig, da jeg kom på p-piller.

Og i flere år var der slet ingen problemer. Jo, der var da enkelte episoder med kraftige smerter, men ikke noget jeg tænkte over. Smerter er jo en del af det, som mange oplever. Det er først omkring 2007(måske endda sidst i 2006 - jeg husker ikke helt præcis starten), hvor det rigtig begynder. Det starter ud med, at jeg begynder at pletbløde midt i min periode med p-piller. Ikke noget jeg tænkte rigtig over, det var bare irriterende. Efter noget tid med det, nok en 5-6mdr på den her måde, så beslutter jeg mig til at gå til lægen med det, for det er jo irriterende at pletbløde nogen dage midt i det hele.
Nå, men lægen foreslår så, at jeg tager dobbelt dosis p-piller i den periode, hvor jeg pletbløder. Og det prøver jeg så. Men det har ikke den ønskede virkning.

Så i november 2007 starter min egen læge så en anden behandling, som han kalder pensling. Det er en ret skrap ting, hvor han går ind og pensler mine slimhinder med et stof, der "brænder" dem af, så de bliver udskilt ved blødning og nye slimhinder kommer frem. Den behandling får jeg en 3-4gang, uden at det virker efter hensigten (noget jeg med tiden lærer - intet virker efter hensigten på mig åbenbart..)
Jeg får lægen til at give mig en henvisning til den gynækologiske afdeling på regionshospitalet i Viborg.

Det næste halve år lever jeg med mine blødninger og andet, da jeg er i gang med at færdiggøre min bachelor opgave på seminariet med en veninde. Oven i det hele står jeg mit i at gå fra min kæreste på det tidspunkt. Så jeg har mere en rigeligt at døje med. Det bliver til flere ture hjem til Skive i den periode, da det er rigtig hårdt for mig, meget mere end jeg egentlig var klar over på det tidspunkt. Jeg var på mange måder en Zoombie. Min veninde, der skrev opgave sammen med mig, var en kæmpe hjælp, og det er klart hendes fortjeneste at opgaven blev så god som den blev!
Kort efter jeg bliver færdig med min uddannelse flytter jeg tilbage til Skive, hvor jeg er født og opvokset. Jeg får hurtigt et job i en SFO, på min gamle folkeskole af alle steder. Alt imens jeg venter på at blive indkaldt til min første samtale på Regionshospitalet i Viborg.