I disse dage er mit hovede fyldt af tanker. Rigtig rigtig mange tanker. Alle sammen omkring projekt baby. Egentlig er det mig meget i mod at kalde det projekt baby. Det har sq egentlig en negativ klang. Projekt baby.
Det lyder som om jeg ikke har andet at gå op i.
Men det har jeg egentlig heller ikke. Lige nu går alle mine tanker, valg og handlinger kun ud på en ting. Hvordan jeg kan opfylde min alt overskyggende drøm. At blive mor. At stå med mit eget lille barn i armene.
Tankerne om hvad der kunne være lige nu fylder også meget. Jeg har en kollega, der i går postede et billede af deres nyfødte dreng på facebook. Og mens jeg skrev tillykke på hans væg, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg selv ville være tæt på termin. At min mave ville strutte, at jeg ville kende kønnet. At jeg på en gang ville være frustreret, utålmodig og helt ekstremt lykkelig!
Jeg har tudet, jeg har rastet og jeg har drømt så mange gang. Men maven er stadig tom. Tilbage har jeg kun billedet og de diffuse følelser og oplevelser fra sygehuset
Mange af mine tanker går også på fremtiden. Hvordan ser den ud, hvad skal der ske. Kan vi lave en øko baby eller skal vi have hjælp af den ene eller anden art. Vi startede officielt med at prøve i november, da min læge gav mig 3mdrs pause - min krop havde brug for ro efter min blindtarms betændelse og efterfølgende komplikationer. Vi har siden november, prøvet, været til læge et par gange, for at få taget blodprøver, for at finde ud af, om jeg har æl (ægløsning). Indtil videre har der ikke været positive svar.
Jeg VED godt, at vi ikke har prøvet længe, men årh hvor er jeg utålmodig. For jeg ville jo helst være gravid i går. Jeg ville helst gå i boblen nu, og bare glæde mig til at skulle fortælle alt og alle at NU var det vores tur. Men ting tager tid, alt for lang tid.
Hvad gør jeg selv? Jeg bruger to apps og alm blødnings skema, for at holde styr på blødninger - for at få en ide om, hvornår jeg kan have æl.
Jeg tager alle de rigtige vitaminer. Jeg prøver at spise efter KISS - det går ikke altid lige godt, men jeg vil og jeg skal gøre det. Min krop har det også meget bedre med den her mad. Det føles rigtig.
Men det hele fylder i mit hovede, og som min læge sagde, så er mine tanker og mit eget press den aller værste fjende. Men jeg har så svært ved at give slip og slappe af. Jeg har virkelig følelsen af, at tiden løber fra mig, og det er snart for sent.
Jeg har i de sidste par cyklusser haft flere smerter, end jeg har prøvet før. Både ved formodet æl og ved mens. Jeg er oppustet og min mave er utrolig følsom, og har været det siden jeg var indlagt i sommers, nu snart 8 mdr senere. det er som om min mave aldrig helt er kommet i orden.
Jeg ved godt, at jeg kun er 31, og mange få børn i den her alder. Men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken om, at jeg har travlt, og for hver måned der går, jo sværere vil det blive for os. Jeg bruger alt for meget tid på pinterest - hvor jeg laver hemmelige opslagstavler om alt fra ting jeg ønsker at lave, til værelses inspiration og ønske ting, tøj osv osv. Derudover læser jeg dagligt på min-mave.dk. Et debatforum for dem der ønsker at blive gravide og dem der er det. (Gudskelov kan man vælge mange debatter fra - dem med graviditet og små børn) Jeg har fået meget inspiration og viden ved at læse derinde. Og jeg er da slet ikke i tvivl om, at kæresten indimellem, synes at jeg piner mig selv med det. Men jeg kan bare ikke helt stoppe mig selv.
Et meget rodet indlæg. Men sådan er det også oppe i mit hovede..
mandag den 7. marts 2016
onsdag den 24. februar 2016
En forfærdenlig sommer i 2015
Nøj det er længe siden jeg har skrevet her. Og sikke meget der er sket på det halvandet års tid, der er gået. Jeg kan næsten ikke genkende den usikre og triste kvinde. GUDSKELOV
Jeg har fundet en ny fantastisk kæreste, som jeg havde års dag med forleden. Og hvilket år! Fuld af op og ned ture og mest af alt kærlighed. Min sommerferie blev på ingen måde som nogen af os havde forestillet os.
Den 21/7 2015 kl ca 01 vågner jeg ved at det giver et smæld i maven, efter fulgt af voldsomme smerter, inden for 20min vælger min kæreste at ringe til vagtlægen, der sætter os forrest i køen. (I døgnet op til har jeg det dårligt og kaster voldsomt op, kan kun hold alm vand i mig.) Vagtlægen mærker på mig og beder om en urinprøve, og sender mig straks oven på til yderligere undersøgelser - mistanken er at jeg har en sprængt blindtarm.
Jeg kommer oven på og skal give en urinprøve mere (hvilket er umuligt, er rimelig dehydreret), men det tager en blodprøve og giver mig morfin, hvilket giver mig mulighed for at ligge næsten afslappet.
Nu kommer chokket så, for når man bliver indlagt som kvinde, så er man som udgangspunkt gravid, indtil andet er påvist. Jeg benægter med det samme, for det kan jeg da ikke være. Jeg har haft mens som jeg plejer, og de der har læst min blog, ved at jeg har en laaang sygdomshistorie bag mig med store hormonelle og blødnings forstyrrelser. MEN MEN MEN, jeg er gravid. Min blodprøve siger at mit HCG tal er på 12.000.. Kæresten og jeg er forståeligt nok meget chokkerede og samtidig ovenudglade. Eller så glad som jeg nu kan være, høj på morfin og en anelse chokeret.
Og nu tager tingene fart, for pludselig bliver de i tvivl om det er blindtarmen, den er gal med eller om det er en graviditet uden for livmoderen.
Jeg får taget en scanning, hvor de ikke kan se noget, udover graviditeten i livmoderen og en masse fri væske. Så nu er dommen, både en alm graviditet og en graviditet uden for livmoderen. Jeg ryger på operationsbordet, og da de åbner mig finder de ud af, at det er blindtarmen, der er sprunget to steder og deraf al den frie væske.
Da jeg vågner på opvågningen, er mit første spørgsmål "er jeg stadig gravid?", og svaret får mig til at græde af glæde, for ja det var jeg :D
Den følgende uge er en døs. Jeg er meget svækket. Jeg spiser intet, da jeg kaster voldsomt op hver gang, jeg får andet end væske. Jeg er også voldsomt oppustet, så meget, at det ligner at jeg er gravid i 6/7måned. Efter en 5 dages tid, får jeg så en slange ned gennem næsen og svælget til mavesækken, for at suge alt galden op, som jeg indtil da har kastet op. Lægerne er ret bekymrede for mig, da mine infektions tal ikke falder, og der ingen ændring er på min status. Jeg bliver sendt til scanning af min mave, for at se om de kan finde den byld, som de forventer er opstået pga al den frie væske jeg havde, da blindtarmen sprang. Men scanningen viser intet, da mine tarme er gør, at de ikke kan se den (det viser sig senere, at den ligger gemt bag dem). Min tyndtarm er meget udspilet.
Tirsdag d. 28/7 2015, en uge efter at jeg er blevet indlagt, får jeg en terminsscanning. Det viser sig, at jeg er ikke er helt så langt henne som først antaget (de antog at jeg var i 7 uge, da jeg bliver indlagt, jeg var reelt kun i 6 uge). Jeg får sammen med kæresten og min mor lov at se vores lille spire på skærmen og får et scanningsbillede med hjem.
I dagene efter prøver lægerne at finde ud af, hvad der er galt med mig, først vil de have mig til en CT scanning, men pga graviditeten, så tør de ikke risikere det. Det ender med at jeg torsdag 30/7 får en MR scanning. Som endelig viser hvor bylden sidder. I den mellemliggende tid er jeg endelig begyndt at få næring gennem drop, da jeg de første 8 dage ikke får andet end væske og antibiotika. Næringen gør dog, at mine vener i arme og hænder er ved at give op, og de begynder at få svært ved at finde steder, hvor de kan stikke mig og give drop.
Fredag bliver jeg endelig opereret for 2. gang, her får jeg også indopereret en dims i halsen, som jeg kan få drop i.
Efter operationen får jeg min første ordentlige nattesøvn siden jeg blev indlagt, men om morgenen begynder jeg at bløde. Grædende på toilettet, må jeg ringe efter sygeplejerskerne, som delvist bekræfter mine bange anelser, og senere på morgenen får jeg taget en blodprøve. Søndag aften får jeg kraftige smerter i underlivet, og søndag morgen kommer der så en klump ud, (ca på str med en bordtennisbold). Suk. Lille Peanut blev kun 7+4.
Imellemtiden har jeg fået "suget" fra maven ud, og jeg bliver hurtigt friskere, især da jeg får lov at få fast føde igen (den første dag jeg måtte det, græd jeg på det tidspunkt var det næsten 12 dage siden jeg havde spist rigtig mad, og 14-15 dage siden jeg havde kunnet spise uden at kaste op.
14 dage efter jeg blev indlagt, bliver jeg udskrevet. Maven var stadig voldsomt oppustet, og det hele var meget syrealistisk for mig. Jeg var sygmeldt i over en måned efterfølgende. Så lang tid tog det, før jeg fik nogenlunde styr på maven, kunne spise normalt igen, fik energi til at gå længere end ture på 10 min.
Gennem alt det her, stod min kæreste ved min side. Han blev "indlagt" sammen med mig, fik sin egen seng på min enestue. Han sov sammen med mig 13 ud af 14 nætter på hospitalet, hvor han hjalp mig på toilettet utallige gange hver nat. Han stod for alt det huslige med kattene, vi stod midt i en sammenflytning, som han endte med at stå for. Han var min klippe, min støtte, min opmuntring og noget af det aller mest fantastiske der er sket mig!
Tilbage sidder jeg med sorgen over det, der kunne have været det mest fantastiske i mit liv, i vores liv. Men oven i sorgen er der også et håb. Et håb, der fortæller mig, at JEG KAN BLIVE GRAVID (uden hjælp)! For det er sket en gang.
Hvordan ser fremtiden ud? Pt er der gået snart 7mdr, jeg går til egen læge for at få taget ægløsnings(æl) tests, for at se, om jeg reelt har æl hver måned. Næste skridt er måske fertilitetsbehandling. Men vi går ind i det med oprejst pande og et kæmpe stort håb!
Jeg har fundet en ny fantastisk kæreste, som jeg havde års dag med forleden. Og hvilket år! Fuld af op og ned ture og mest af alt kærlighed. Min sommerferie blev på ingen måde som nogen af os havde forestillet os.
Den 21/7 2015 kl ca 01 vågner jeg ved at det giver et smæld i maven, efter fulgt af voldsomme smerter, inden for 20min vælger min kæreste at ringe til vagtlægen, der sætter os forrest i køen. (I døgnet op til har jeg det dårligt og kaster voldsomt op, kan kun hold alm vand i mig.) Vagtlægen mærker på mig og beder om en urinprøve, og sender mig straks oven på til yderligere undersøgelser - mistanken er at jeg har en sprængt blindtarm.
Jeg kommer oven på og skal give en urinprøve mere (hvilket er umuligt, er rimelig dehydreret), men det tager en blodprøve og giver mig morfin, hvilket giver mig mulighed for at ligge næsten afslappet.
Nu kommer chokket så, for når man bliver indlagt som kvinde, så er man som udgangspunkt gravid, indtil andet er påvist. Jeg benægter med det samme, for det kan jeg da ikke være. Jeg har haft mens som jeg plejer, og de der har læst min blog, ved at jeg har en laaang sygdomshistorie bag mig med store hormonelle og blødnings forstyrrelser. MEN MEN MEN, jeg er gravid. Min blodprøve siger at mit HCG tal er på 12.000.. Kæresten og jeg er forståeligt nok meget chokkerede og samtidig ovenudglade. Eller så glad som jeg nu kan være, høj på morfin og en anelse chokeret.
Og nu tager tingene fart, for pludselig bliver de i tvivl om det er blindtarmen, den er gal med eller om det er en graviditet uden for livmoderen.
Jeg får taget en scanning, hvor de ikke kan se noget, udover graviditeten i livmoderen og en masse fri væske. Så nu er dommen, både en alm graviditet og en graviditet uden for livmoderen. Jeg ryger på operationsbordet, og da de åbner mig finder de ud af, at det er blindtarmen, der er sprunget to steder og deraf al den frie væske.
Da jeg vågner på opvågningen, er mit første spørgsmål "er jeg stadig gravid?", og svaret får mig til at græde af glæde, for ja det var jeg :D
Den følgende uge er en døs. Jeg er meget svækket. Jeg spiser intet, da jeg kaster voldsomt op hver gang, jeg får andet end væske. Jeg er også voldsomt oppustet, så meget, at det ligner at jeg er gravid i 6/7måned. Efter en 5 dages tid, får jeg så en slange ned gennem næsen og svælget til mavesækken, for at suge alt galden op, som jeg indtil da har kastet op. Lægerne er ret bekymrede for mig, da mine infektions tal ikke falder, og der ingen ændring er på min status. Jeg bliver sendt til scanning af min mave, for at se om de kan finde den byld, som de forventer er opstået pga al den frie væske jeg havde, da blindtarmen sprang. Men scanningen viser intet, da mine tarme er gør, at de ikke kan se den (det viser sig senere, at den ligger gemt bag dem). Min tyndtarm er meget udspilet.
Tirsdag d. 28/7 2015, en uge efter at jeg er blevet indlagt, får jeg en terminsscanning. Det viser sig, at jeg er ikke er helt så langt henne som først antaget (de antog at jeg var i 7 uge, da jeg bliver indlagt, jeg var reelt kun i 6 uge). Jeg får sammen med kæresten og min mor lov at se vores lille spire på skærmen og får et scanningsbillede med hjem.
I dagene efter prøver lægerne at finde ud af, hvad der er galt med mig, først vil de have mig til en CT scanning, men pga graviditeten, så tør de ikke risikere det. Det ender med at jeg torsdag 30/7 får en MR scanning. Som endelig viser hvor bylden sidder. I den mellemliggende tid er jeg endelig begyndt at få næring gennem drop, da jeg de første 8 dage ikke får andet end væske og antibiotika. Næringen gør dog, at mine vener i arme og hænder er ved at give op, og de begynder at få svært ved at finde steder, hvor de kan stikke mig og give drop.
Fredag bliver jeg endelig opereret for 2. gang, her får jeg også indopereret en dims i halsen, som jeg kan få drop i.
Efter operationen får jeg min første ordentlige nattesøvn siden jeg blev indlagt, men om morgenen begynder jeg at bløde. Grædende på toilettet, må jeg ringe efter sygeplejerskerne, som delvist bekræfter mine bange anelser, og senere på morgenen får jeg taget en blodprøve. Søndag aften får jeg kraftige smerter i underlivet, og søndag morgen kommer der så en klump ud, (ca på str med en bordtennisbold). Suk. Lille Peanut blev kun 7+4.
Imellemtiden har jeg fået "suget" fra maven ud, og jeg bliver hurtigt friskere, især da jeg får lov at få fast føde igen (den første dag jeg måtte det, græd jeg på det tidspunkt var det næsten 12 dage siden jeg havde spist rigtig mad, og 14-15 dage siden jeg havde kunnet spise uden at kaste op.
14 dage efter jeg blev indlagt, bliver jeg udskrevet. Maven var stadig voldsomt oppustet, og det hele var meget syrealistisk for mig. Jeg var sygmeldt i over en måned efterfølgende. Så lang tid tog det, før jeg fik nogenlunde styr på maven, kunne spise normalt igen, fik energi til at gå længere end ture på 10 min.
Gennem alt det her, stod min kæreste ved min side. Han blev "indlagt" sammen med mig, fik sin egen seng på min enestue. Han sov sammen med mig 13 ud af 14 nætter på hospitalet, hvor han hjalp mig på toilettet utallige gange hver nat. Han stod for alt det huslige med kattene, vi stod midt i en sammenflytning, som han endte med at stå for. Han var min klippe, min støtte, min opmuntring og noget af det aller mest fantastiske der er sket mig!
Tilbage sidder jeg med sorgen over det, der kunne have været det mest fantastiske i mit liv, i vores liv. Men oven i sorgen er der også et håb. Et håb, der fortæller mig, at JEG KAN BLIVE GRAVID (uden hjælp)! For det er sket en gang.
Hvordan ser fremtiden ud? Pt er der gået snart 7mdr, jeg går til egen læge for at få taget ægløsnings(æl) tests, for at se, om jeg reelt har æl hver måned. Næste skridt er måske fertilitetsbehandling. Men vi går ind i det med oprejst pande og et kæmpe stort håb!
Abonner på:
Opslag (Atom)