Bartholinit - eller helvede tur/retur. Del 3

Efter turen til USA valgte min kæreste og jeg at tage til min læge. Vi fik ham overtalt til at jeg fik en gang penicillin plus noget creme, som jeg skulle smøre på indersiden af skamlæben, som muligvis skulle hjælpe også. Som jeg valgte at tage ca en måned efter, at jeg sidst havde haft en bartholinit. Og måske var det det der gjorde, at jeg ikke fik nogen i den måned. Faktisk har jeg gjort det 3 gange i træk nu.
Altså taget en penicillinkur 3 mdr i træk med 4-5ugers mellemrum.
Jeg ved godt, at det er ikke er super smart - jeg har i den grad også fået en formanings tale af min læge. Jeg risikerer at bakterierne bliver resistente over for penicillinen. JEG VED DET GODT.
Men de 3 måneder har virkelig virkelig været så nødvendige for mit psykiske velvære.

Jeg har været så bange, så I tror det er løgn. Jeg har haft nætter, hvor jeg ikke har kunnet sovet - hvor tankerne har kørt rundt i hovedet. Hvor jeg har grædt så meget, at jeg har ligget og rystet. Jeg har været bange for at være intim sammen med min kæreste - fordi jeg har forbundet det med bartholinitterne. Og det har været en lang sej kamp, for at komme ud af det tankemønster - noget jeg stadig kæmper med at bryde.

Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været den dag i dag, hvis ikke jeg har haft min kæreste at støtte mig op af. Han har virkelig været min redning - jeg ved godt, at han ikke bryder sig om, at jeg siger det. Men han har sammen med mine katte, min familie og min virkelig gode veninde været grunden til, at jeg har kunnet holde fast i at være glad. At jeg ikke har givet slip - at jeg har kunne set den dybe afgrund, som en depression kan være og alligevel have modet og lysten til at vende rundt, kæmpe for ikke at synke derned.
Og nu hvor det er 3 mdr siden jeg sidst har haft en bartholinit, men stadig har en pakke penicillin liggende i skabet - men som jeg kun må brug, hvis jeg mærker, at der er en ny på vej. En creme, som jeg smører mig med hver aften - for at undgå at der skal komme en mere. Så begynder jeg at kunne mærke at jeg måske er på vej helt oven på igen. At jeg faktisk tør at være glad - sådan rigtig glad igen - uden at frygte, at det betyder, at verden falder sammen, hvis jeg får en bartholinit igen.

Jeg har lært, at jeg kan holde til så meget mere end jeg tror. Jeg har lært, at det at være stærk også nogen gang bare kan være at håndtere tingene. Jeg har lært at handle, ikke tøve, når der sker noget. At smerte er noget, der bare skal overståes - det får ikke lov at styre mig.
Jeg har lært, at det er okay at græde, nej - det er sundt at græde over det du har oplevet - lade sin frygt komme ud. Jeg har lært, at selvom jeg stadig er bange, så skal det ikke forhindre mig i at have det godt, være glad eller nyde livet.

Bartholinit - eller helvede tur/retur. Del 2

I går fortalte jeg lidt om min første bartholinit - men det er langt fra den eneste jeg har haft. I'd wish!!!

3-4mdr efter jeg blev opereret for min første bartholinit i venstre side, begynder jeg så småt at mærke tegn på, at der er en ny på vej - men det er ikke noget jeg tænker over. Det gør ikke synderligt ondt, og den generer ikke.
Men i starten af november tager jeg til London, hvor jeg møder min kæreste på en NFLtur. Vi klikker og fatter interesse for hinanden. Og da vi begynder at ses, beslutter jeg mig for at holde thanksgiving (hvilket altid er den sidste torsdag i november). Det bliver en rigtig hyggelig aften - masser af gode venner, god mad og gode kampe. Men noget af det jeg husker bedst fra den aften desværre, er at jeg hæver, og begynder at have virkelig slemme smerter - jeg får svært ved at sidde ned.
Næste dag ligger jeg i sengen - jeg har smerter og ubehag - min kæreste er hos mig, så jeg viser det ikke tydeligt, hvor ondt jeg har - hvor slemt det er. Selvom han nok mærker det alligevel.
Dagen efter har jeg det faktisk fint - og vi får en hyggelig weekend. Trods alt. (eller tror jeg nok - for jeg kan faktisk ikke helt huske det - jeg tror jeg blander tingene sammen her - jeg har oplevet det lidt for mange gange til, at detaljerne er helt klare.. )
Men jeg kommer i hvert fald til læge om mandagen(d. 29/11 - næsten et år efter den første operation), som så sender mig til Viborg og til endnu en operation. Denne gang bliver jeg indlagt sidst på eftermiddagen - Igen alene. Og jeg bliver først opereret kl 22 om aftenen - den sidste operation den dag - så jeg skal overnatte på hospitalet. Næste morgen får jeg det halvdårligt - reaktion på narkosen, og er lige ved at besvime. Så jeg bliver først hentet af min veninde om eftermiddagen - og så er det hjem - hvor jeg er sygmeldt resten af ugen. Noget mere hårdt ramt. Min søde kæreste kommer og passer mig. Noget der betyder rigtig meget for mig.

Endnu en gang tror jeg så, at nu er det det. Men neeej da.. Hen over julen mærker jeg de første tegn på, at jeg begynder at hæve igen! Men endnu en gang tager jeg det lidt for roligt, jeg er ikke helt sikker på tegnende endnu. Efter en weekend med kæresten, hvor han bliver til mandag. Og da jeg mandag eftermiddag følger ham til bussen, begynder det at gøre ondt, rigtig ondt. Da jeg kommer hjem igen, får jeg lidt at spise og så på hovedet i seng - jeg har taget en ibumetin pille og falder i søvn. Næste morgen ringer jeg til min læge og får en tid. Jeg har været vågen fra kl 4 om morgen og har ret slemme smerter. Jeg husker, at jeg var lige ved at besvime på toilettet af smerter. Så slemt var det. Jeg havde fået en "akut" tid ved min læge kl 11 om formiddagen. Så jeg begynder laaangsomt at pakke en taske - jeg er overbevist om, at jeg skal indlægges igen - på grund af smerterne og hævelsens størrelse. Da jeg går på hug for at tage min oplader ud af stik kontakten, gør det pludselig helt afsindigt ondt, det sortner et kort øjeblik, og så gør det ikke ondt mere - tilgengæld mærker jeg, at det begynder at dryppe - arret fra den forrige operation har ikke kunnet modstå presset, så huden brister - og dermed spændingen og smerten forsvinder.
Jeg går nærmest helt lettet til lægen, som trykker og klemmer lidt, for at få en prøve at sende ind, jeg får en recept på noget penicillin og det er så det. Jeg tror, at nu er det slut - jeg skal bare lige komme oven på igen... Men nej nej...

Nu starter det store helvede virkelig - fra januar til og med maj - har jeg en bartholinit hver måned! Jeg når at blive opereret 2 gange mere(en i hver side), have 2 der brister af sig selv(i venstre side - der jeg primært oplever bartholinitterne) og samtidig er jeg på penicillin hver gang.
Fra jeg oplever de første tegn på en bartholinit i disse dage til jeg enten er moden til operation, eller den brister af sig selv, går der ca 2døgn, så selvom jeg samme øjeblik, jeg mærker det mindste tegn på en bartholinit, ringer til lægen og får en recept på penicillin, så når det ikke at virke før det er forsent.

I juni har jeg ingen, og jeg ånder lettet op. Og tænker - nu må det da være slut. Så jeg har ingen kvaler med at bestille rejse til USA med kæresten i juli måned. Faktisk tænker jeg ikke over det - eller vil ikke tænke over det.
Men selvfølgelig får jeg en mere - I USA!!!!
Vi har haft nogle rigtig gode dage i Washington, og da vi gør os klar til at køre til Atlantic City begynder jeg at få ondt. Jeg gør alt for at skjule det for min kæreste - jeg vil på ingen måde ødelægge vores dejlige tur. Men som dagen går og jeg får det værre og værre, bliver det sværre og sværre at skjule det.
Om aftenen sender jeg ham ned og gamble, mens jeg går tidligt i seng. Jeg får sovet lidt, men midt nat vågner jeg og har virkelig virkelig ondt. Jeg går ind i et andet rum, og knækker sammen- fuldstændig knust - græder og græder, kan slet ikke stoppe. Efter lang tid får jeg hold på mig selv, og kravler i seng igen - jeg forsøger forgæves at finde en stilling, hvor jeg kan finde ro, måske falde i søvn, men uden held. Jeg må grædende vække min kæreste og sammen får vi ringet til dk - til min forsikring og efter ca 1 time og flere opkald og en snak med en overlæge, som på det kraftigste anbefaler min forsikring at sende mig til læge ASAP.

Vi finder et hospital og jeg kommer ind, skriver under på en seddel. Bliver tilset af en læge, og bliver spurgt om jeg har udfyldt en Do-NOT-Resuscitate - jeg bliver helt perpleks og aner ikke hvad jeg skal svare - men det viser sig, at det skal de spørge om, og at det ikke er nødvendigt i mit tilfælde - chok.
Nå, jeg får armbånd på, og bliver vist ind på min stue. Jeg får hilst på et par sygeplejesker, får mødt lægen, der lige skulle have styr på sin vogn. Jeg har været på stuen i omkring 10-15 min, da lægen kommer ind og siger, så går vi i gang. Du får et lille stik - noget bedøvelsesmiddel og så åbner vi den siger han.
Et lille stik - AVAVAVAVAVAAV!!! Og få sekunder efter et lille snit - AAAAAAAAAAAAAAAAAAVAVAVAAVAVAVAVAVAVAAAAAAAAAV! og såh aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah det er overstået. Jeg mærker, hvordan det lige så stille kommer ud af mig, samtidig med at smerten er væk. Hvilket er den mest fantastiske følelse! Jeg får lidt gaze op i såret, som skal blive oppe til dagen efter - noget penicillin som jeg skal tage en uges tid. Et par dage med ømhed og så er jeg så god som ny og vores ferie kunne fortsætte :)

Læs med i morgen, hvor jeg fortsætter min fortælling...

Bartholinit - eller helvede tur/retur

Det her indlæg bliver ikke for sarte maver eller nogen rar læsning. Jeg skriver mest af alt for min egen skyld. Jeg skriver om det, fordi jeg har brug for at slippe tankerne, for at få ro i hovedet, acceptere hvad der er sket og se om jeg kan komme videre..

Men først er jeg nødt til at forklare, hvad det hele handler om. Det bliver meget kort fortalt, men jeg linker til to sider, som forklarer det bedre. Vi har alle en Bartholin kirtel (faktisk 2, en i hver side). De sidder i skedevæggen og deres arbejdsopgave er at frigive smørelse ved seksuel ophidselse (bl.a)
Ved nogen kan disse kirtler blive tilstoppet, sådan så kirtlen ikke kan komme af med væsken. Det medfører, at kirtlen hæver. Sådan lidt ala princippet med bumser. Kirtlen fyldes og starter som måske ærte størrelse og vokser sig langsomt større - blomme eller golfboldt størrelse.

Hævelserne kan både ske over lang tid eller over kort tid. Jo kortere tid det tager, jo større er chancen for at væsken bliver betændt, og det udvikler sig til en abcess. Hævelserne er ikke til at tage fejl af. De sidder rigtig irriterende og kan gøre det svært at sidde ned, gå, have samleje eller bare været til. Desuden kan de være meget smertefulde.

For at læse om den mere videnskabelige forklaring så er denne side af lægehåndbogen god, jeg har også læst den for det sundhedspersonalet - hvilket på trods af de lidt svære faglige ord, har givet et godt indblik i, hvordan læger ser på det.
Desuden har jeg læst meget på denne side, om andres historier og oplevelser. Det er hård læsning - især for mig, der virkelig kan sætte mig ind i, hvad de har oplevet.

Men min historie strækker sig over længere tid. Faktisk startede den en gang i starten af 2009. Den gang anede jeg ikke, hvad en Bartolinit var, eller hvad jeg senere skulle komme til at opleve.
Det startede med at jeg ud af det blå begyndte at hæve op. Det gjorde voldsomt ondt i nogle timer, og så gik det i sig selv.. Dog var jeg stadig hævet. Efter et par dage med hævelse, ikke ret stor, nok på størrelse med en ært, gik jeg til læge.
Jeg var egentlig ikke bekymret, så da han sagde, at det nok bare var en blodsprængning og det nok skulle gå væk af sig selv med tiden.
Tiden gik og det blev sommer, en dag begyndte jeg så at hæve igen. Bare en lille smule, det gjorde afsindigt ondt. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt pakkede en isterning ind i et stykke stof og holdt mod hævelsen - dog uden virkning.

Jeg gik til læge igen et par dage efter, han gav mig så noget penicillin - som ikke virkede.
Tiden går og jeg hæver langsomt op - uden smerter dog. I forbindelse med en tur til gynækolog i Viborg, pga mine hormonforstyrrelser (læs mere om dem her) får jeg lægen til at kigge på den der - på det tidspunkt er hævelsen ca 2-3cm stor. Her er det første gang jeg hører navnet Bartholinit. Jeg bliver tilbudt at få den drænet - det foregår uden bedøvelse, hvor de, som hun forklarede det, prikker hul og suger betændelsen/matien ud evt ved at bruge en kanyle.
Jeg siger pænt nej tak..
I slutningen af november hæver jeg så op igen, det gør ondt og hævelsen er nu så stor, at jeg går til læge, og får en tid til operation fredagen efter (helt præcist den 4.dec).
Jeg bliver kørt af min mors kæreste til Viborg, da jeg skal under narkose, er jeg selvfølgelig fastende. Jeg skulle være kommet ind først på formiddagen, men en haste operation gjorde, at jeg først kom ned på operationsstuen ved en 14-tiden. Jeg tænkte ikke særlig meget over det den gang. Jeg tog det faktisk utrolig pænt, det med at blive opereret - at jeg var alene på sygehuset. Jeg var hverken bange eller synderlig nervøs. Mest af alt ville jeg bare have det overstået.
Efter ca en time på opvågningen, kommer jeg op på min stue, hvor jeg får lidt at spise. I mens ringer jeg til min mors kæreste og fortæller, at jeg er klar til at blive hentet.

Jeg får at vide, at min hævelse var ca 4x4cm stor! Desuden får jeg at vide, at jeg skal bruse mig efter hvert toiletbesøg og desuden ingen sex, cykling, badeland eller lignende i minimum 14 dage. Og så går turen hjem til min mor, som passer mig den første nat :) Selvom det ikke var nødvendigt - jeg havde det overraskende godt. Jeg skulle til lægen ca 14 dage efter for at få fjernet lidt sting, og det var så det. Troede jeg...

Legende let

I sidste uge vandt jeg denne bog i Tina Dalbøges give away! Den er bare et super godt redskab som pædagog eller som til en familie med lidt større børn. Der står godt nok 4-10 år på forsiden, men jeg vil mene, at den primært henvender sig til børn i skolealderen, 1.-2. klasse. Da meget af det er dansk og matematik lege.. Men den er nemt og overskueligt opbygget og mange af legene kan gøres lettere eller svære alt efter niveau og fantasi :)

Lækkerier fra slankekuren

Sådan kan aftensmad eller frokost også se ud, når man er på kur. Her er det filet med ostecreme. Bestående af røget filet smurt med friskost, viklet om grønne bønner. Og der til Tomat-mozzarellasalat. Mums - let og frisk. Det fik lige sat mig i sommerstemning for en enkelt aften :) 

Sneak peak - 2

Ja, hva søren har jeg lige gang i tænker Gaia - et katte tæppe? Nej vel?
Forleden var jeg i (igen igen) Søstrerne Grene, hvor de endelig havde fået nyt garn. Jeg forelskede mig med det samme i den petroleums blå og den karry gule.
Sammen med den brune (som jeg desuden skal bruge til mit Helga projekt) og en grå, så bliver dette måske med tiden til noget i stil med det her. 

Jeg er ret spændt på, hvordan det bliver, indtil videre synes jeg, at det er blevet ret fedt.. Og ja, det er med vilje, at den brune er tyndere end de andre to... Rigtig hyggeligt at sidde og hækle i sofaen med tv i baggrunden og Gaia, der søger opmærksomhed. Hun har det med at komme og vil kæle eller lægger sig til at sove ved siden af mig, når jeg sætter mig med mine hæklerier...

Øvøv

Endnu et Søsterne Grene fund

Thanksgiving middagen i morgen er aflyst.. sådan da..
Grundet tekniske problemer, kan min veninde ikke komme til Aalborg, så vores Thanksgiving planer er delvist skrottet...
Heldigvis har jeg ikke fået handlet det store ind til det,  det var planen at jeg skulle det torsdag. Men vi ændrede planer onsdag aften, så det sparede jeg.

Istedet går turen til Skive. Jeg tager hjem og får hilst på min kære mor. Og fredag aften skal min veninde og jeg så en tur på Café Helmuth - som er yndlings caféen i Skive. Og det er min fødselsdags gave fra hende. Så det glæder jeg mig rigtig meget til. Desuden er planen muligvis at vi skal et smut til Viborg på shopping, lørdag formiddag og spisning hos hende og kæresten lørdag aften - og måske en lille bytur oven i...

Søndag tager jeg tidligt hjem, da kæresten kommer hjem fra et ekstremt hårdt certificerings kursus - dagene har været fra 8.30- 22/23 - føj siger jeg bare.