Så har jeg været en tur gennem møllen igen.. Det hele startede i midten af december, hvor jeg mærkede en ny bartholonit, jeg tog penicillin - godt nok var jeg meget bekymret, men den voksede ikke, faktisk var den på ingen måde så aggressiv, som jeg har været vant til. Jeg var ved min egen læge af to omgange, for at sikre mig, at den nu gik væk, sidste gang var mandagen inden jul, hvor han sagde, at den nok skulle gå væk af sig selv..
Det gjorde den ikke - men den voksede heller ikke! Så jeg fik mulighed for at nyde både jul og nytår..
Men søndag aften begyndte den at blive øm.. og det er et stensikkert tegn på at noget er galt! Jeg valgte ikke at starte på penicillin - lidt af frygt for, at jeg risikerer at blive resistent, jeg har fået penicillin stort set hver måned sidste år...!!!! og man må helst kun få 4 gange på et år..
(yiiiikes)
Mandag morgen gik turen så til min egen læge - der heldigvis har åbenkonsultation hver formiddag mellem 10-11. Han kiggede lige hurtig på den og så fik jeg ellers en henvisning til hospitalet. Og så måtte vi se, hvad der skulle ske. Han mente lige som os, at det nok var ved at være det tidspunkt, hvor vi vælger at få den *biiiip* kirtel fjernet, men det var noget vi skulle snakke med lægerne og kirurgen om.
Jeg kommer til konsultation på akutstuen, hvor jeg igen lige bliver kigget på, og så skulle jeg klargøres til at komme op på stuen.. Men da jeg var på hospitalet i USA, var der risiko for at jeg gik rundt med MRSA bakterier, så jeg skulle lige på isolations stue - og de skulle alle sammen bruge handsker og gerne overtrækstøj, når de var på min stue.. Nå, der skulle også gøres klar til drop, dvs der bliver sat en dims (aner ikke hvad den hedder) i din blodåre, gerne på hånden, som så hjælper til at få væske i kroppen (også der narkosemidlet osv kommer ind)
Det var en sød lægestuderende, der skulle gøre det på mig, og i starten gik det helt fint - MEN hun fik ikke den helt ind i blodåren, så den anden læge skulle så prøve, og de tror så den kommer helt ind. Men da de lige ville skylle, viser det sig, at det var den ikke, så ud med den igen, og prøve et andet sted. Dum som jeg er kommer jeg til at se på, at de roder lidt rundt med det...
Og så sker der noget jeg aldrig havde troet - jeg begynder at få det rigtig skidt, det svimler for mig, koldsvenden bryder frem, jeg får kvalme og pludselig får jeg flimmer for øjnene. Jeg kæmper som en gal for ikke at besvime. Min kæreste fortæller mig, at han troede at jeg besvimede, fordi jeg blev helt slap og var askegrå i ansigtet - eller lige så hvid som min trøje.. Iiih altså.
Nå, men op på stuen med mig - ikke flere nåle :D
Så ligger jeg ellers på stuen og venter.. heldigvis er min dejlige kæreste med mig hele dagen. Så jeg er næsten ikke nervøs og tager det faktisk ret pænt, synes jeg selv. Måske mest fordi jeg ikke har så ondt igen, som jeg ellers er vant til. Hævelsen er på størrelse med en hel valnød - hvor de andre gange har været ca 4x4cm eller deromkring...
Omkring kl 15 kommer jeg ned på operations stuen, hvor der bliver joket lidt med lægerne, der bliver lagt drop (uden problemer - yaaay) og så en gang smertestillende - som svier ind i helvede i armen, derefter kommer narkosen, så på med iltmasken - ca 5 dybe indåndinger og så er det bye bye.
40 min senere er jeg oppe på stuen igen. En anelse groggy og meget øm. Operations lægen kommer op og fortæller, hvordan det gik, hvad de har gjort osv. og at senere kommer overlægen og tager en snak med os og så kan jeg komme hjem.
Der går et par timer, hvor jeg får lidt at spise og kommer helt oven på igen (og får droppet ud - som i den grad går i blæren på mig) Endelig kommer lægen. Vi får en rigtig god snak, jeg fatter omgående tillid til ham - han virker ultra kompetent og meget empatisk. Og så kommer bomben - det er meget unormalt, at man får så mange operationer, som jeg har fået - faktisk får man gerne kun en operation - hvis det er gjort ordentlig, så virker det. Og det er tankevækkende, at jeg har fået så mange operationer i venstre side, men kun
én i højre side og den i højre side fik jeg lavet her i Aalborg i foråret, og der har intet været med den..
Men nu skal det være nok. Lægen sagde desuden, at får jeg endnu en bartholonit, så bliver kirtlen fjernet næste gang! Ikke at jeg på nogen måde håber på, at det sker igen, men jeg er glad for at have fået så konkret en udmelding på det.
Desuden snakkede vi om mine hormonforstyrrelser/blødning - og ret blev det aftalt, at de sender en forespørgsel til Viborg om min journal og så bliver jeg overflyttet til Aalborg, og jeg får en kontrol tid. Og hvor har jeg det bare så godt med den beslutning - jeg har så meget mere tillid til Aalborg end Viborg. Jeg har fået så meget forskelligt at vide i Viborg, ting som åbenbart ikke er helt rigtige. Og jeg er ikke den eneste, der har haft dårlige erfaringer med Viborg, hvilket er ærgerligt, for personalet i Viborg er så søde, men det er bare ikke nok..
Men nu står den på rekonvalescent. Nu skal jeg passe på mig selv lidt. Sørge for at holde såret rent, så det heler som det skal. Og så skal det hele nok blive godt igen. Jeg har godt nok lidt ondt dernede her dagen derpå, men jeg kender rumlen - lidt for godt, så jeg ved, hvad jeg skal være opmærksom på. Nu skal jeg bare oven på igen. Og se frem til torsdag, hvor jeg skal til møde i en børnehave om et aktiverings tilbud (jeps nærmest ulønnet - jobcentret har sendt mig derud) og besøg af min mor lørdag! Og så skal jeg snart til USA igen, hvilket jeg glæder mig heeeelt vildt til!!!
