Det her indlæg kommer til at handle om børn. Mest af alt mit ønske om at få dem.
(Og til Kæresten, hvis du læser med - DONT :D - Det her er hverken pres eller et indlæg, der skal give dig dårligt samvittighed - blot mine tanker!)
Jeg har et brændende ønske om at blive mor. Og jeg har været klar og SKRUK i flere år nu. Faktisk siden jeg var halvvejs gennem min uddannelse som Pædagog. Jeg havde faktisk et ønske om at få mit første barn, før jeg blev 25. Men livet kom lissom i vejen, som det har det med at gøre. Så da jeg som 25år hverken havde kæreste eller barn, måtte jeg jo revurdere min fantastiske plan. Så nu er det bare et håb om, at jeg har fået mit første barn, inden jeg bliver 30.. og så må jeg jo håbe på, at livet har samme planer som mig :D
Og det der med at være skruk og arbejde (jaja - okay, det er aktivering) i en børnehave, er ret bittersweet, for ikke at snakke om sæsonen vi går ind i = BABY'er over alt!. Der er alt for mange lækre børn derude. Og da jeg indimellem er så heldig at være hos 2års gruppen i børnehaven (denne børnehave er i et udsat område, så de har en 2års gruppe, mod at de normalt starter ved 3 års-alderen) kan jeg ikke lade være med at tage en ordentlig inhalering af den dejlige småbørns duft.. (OG nej - det er ikke duften af en fyldt ble jeg snakker om vel...!!!) og drømme mig væk.. Hvilket indimellem kan være alt for nemt - som når et af de dejlige børn møder en i døren om morgenen med et kæmpe smil og et HEEEEEJ Janni!, eller når de af sig selv kommer hen og vil op på skødet, for bare lige at sidde lidt, eller når jeg trøster et af børnene, der putter sig tæt ind til mig og så falder til ro. Hvordan kan jeg andet end at smelte og tænke på, hvor dejligt det er, når det er ens EGET barn.
Selvfølgelig er det jo ikke en ren drøm at blive forældre.. Det har jeg et okay billede af, hvis jeg selv skal sige det - jeg har indimellem stået i situationer, hvor jeg virkelig har været glad for, at jeg KUN var på arbejde. Jeg har skiftet min del af lorte-bleer, og tisse tøj - fra børn som burde være for store til det. Jeg har skam også stået med en knægt, der havde lavet i bukserne, og skulle overtale ham til at tage dem af, for det ville han ikke! Eller diskussionen om, hvorvidt de skal have flyverdragt eller jakke på uden for - i 5graders kulde.. Eller prøve at tale et hysterisk barn ned, der bestemt ikke vil gøre som der bliver sagt. Og der kan nævnes mange, mange andre episoder. Men alt det blegner stadig ved tanken om at få mit eget barn.
Min største frygt er bare, om jeg nu også kan få børn. Qua hele min forhistorie med mine blødnings problemer, som jeg har skrevet meget om tidligere, som er på vej ind i sit 5 år med behandlinger og undersøgelser, der indtil nu ikke har hjulpet det mindste. Og når jeg jo bløder så meget som jeg gør, så frygter jeg selvfølgelig, at mine chancer for at blive gravid er meget små - da ægget jo skal nå at fastgøre sig.. (medmindre jeg har misforstået noget..) SÅ når jeg skal til min næste undersøgelse, om en lille måned, så har jeg nogle spørgsmål, jeg er nødt til at få svar på. Spørgsmål, der kan make it or breake it for mig...
Hvis jeg ikke kan blive gravid er det ikke jordens undergang - eller det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv, hver gang tanken strejfer mig. Adoption er jo altid en mulighed - og jeg har da også overvejet tanken om at blive plejemor en gang i fremtiden - så fremt min bedre halvdel er med på det..
Men det smerter mig, hvis jeg skal gå glip af hele graviditeten. Oplevelsen af at bære mit barn under hjertet, opleve hele dets udvikling, fra det første chok hvor det bevæger sig - til frustrationen over, at det ikke vil komme ud. Men lige nu kan jeg kun håbe og drømme... Og sukke over alle de smukke bebser rundt om i blog land og i min omgangskreds...
Og indrømmet, jeg har da både tænkt i indretning af børneværelset, ting jeg vil nå at lave til mit barn, navne, fantastiske legeting til barnet, lækre pusletasker, bæreseler vs slynger osv. Og blogland er jo fantastisk til at hente inspiration i..Men jeg har indtil videre måttet holdt mig selv i en meget meget stram snor. Jeg vil ikke lægge pres på Kæresten, der udmærket godt ved, hvordan jeg har det med børn - herre gud, det stråler sikkert ud af mig, når jeg snakker om dem ude på arbejde - eller når jeg bare berører emnet det mindste, eller når vi er sammen med omgangskredsens dejlige piger.. I just can't help it.. Og selvfølgelig har vi da ting, som vi skal have snakket om, inden vi springer ud i det hele.. I know.. Jeg har bare meget svært ved at vente..
Men indtil da vil jeg tillade mig at drømme, ønske og håbe..
Hold da fast. har lige været tilbage og læse dine tidligere indlæg. Vi er i behandling for barnløshed, dog skulle jeg være rask. Her er det manden der er problemet. eller problem er han jo ikke. Elsker jo ham.
SvarSletMen med din historie kan jeg, selvom jeg ikke selv har de problemer du skriver, godt sætte mig ind i dit ønske om at blive mor. Det hele kan virke så uretfærdigt. Jeg håber at du, og jeg, skal have lov til at opleve den store lykke om at blive mor, og kan give vores kærester den lykke at blive far.
Krydser alt hvad jeg kan for at der kommer helt styr på dig inden for kort til.
Mange tanker herfra
Tusind tak for dine søde ord. Og i lige måde - nogen gange vil livet bare ikke som vi vil. Jeg håber for dig og manden, at lykken tilsmiler jer.
SletHey smukke.
SvarSletJeg kan så 100% følge dig!
Da jeg var omkring de 25, blev jeg smittet med Skrukken. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg ville have et barn. Det sjove var, at selvom jeg altid har vidst, at jeg ville have børn, så har jeg egentlig aldrig været særlig vild med de små mennesker.
Jeg forstod alle dem, som prøvede at fortælle mig, at det ikke altid er fantastisk at være forælder. Kasper havde alle de gode argumenter, som fx at vi stadig var studerende, unge, ingen penge havde osv.
Alle argumenter var gode og legitime, og min hjerne godtog dem. Men min krop, mit hjerte og alle følelser og hormoner i mig overbeviste mig hvert et sekund af døgnet om, at det at få et barn lige her og nu ville være det eneste rigtige.
Lad være med at lytte til de mennesker, som prøver at fortælle dig, at det ikke altid er fantastisk at være forælder med lortebleer og det hele. Det er ikke det der betyder noget, når Skrukken har meldt sig på banen.
Der er aldrig et rigtigt tidspunkt, at få et barn på, hvis man ikke bor i den perfekte verden.
nyd at du ved hvad du vil og nyd Skrukken i hele dens fantastiske og forfærdelige omfang. For Skrukken er et tveægget sværd, som er fantastisk på den ene side, men sønderknusende på den anden side, fordi man er ved at gå til af længsel.
Håber de kloge læger giver dig de rigtige svar, når du skal af sted i næste mdr. Men husk hvis svaret ikke bliver optimalt, at man kan lave fantastiske ting med moderne teknologi. Her henvises til MILLE :-)
Og hvis din mand bliver stresset over, at du giver afløb for dine tanker og følelser, så dunk ham i hovedet og giv ham en kiks fra mig.
Kæmpe knus smukke!
Tro mig, Thomas er ved at varme op til det.. Sådan da. Og han har da også mange argumenter for, hvorfor vi skal vente - nogen forstår jeg rationelt.. Andre kan jeg simpelthen slet ikke se pointen i - mest af alt de argumenter, som siger meget om, hvor lidt han har været sammen med børn.. :D
SletOg helt ærligt, så er jeg da fløjtende ligeglad med om, at det ikke altid er lige fedt at være forældre - sådan er det med alt jo.. Hvis der ikke er noget negativt i det, så kan man jo heller ikke værdsætte det positive! og jeg tager skam gerne lorte bleer og utrøstelige børn med i hatten :D (kan godt være, at jeg fortryder det en gang, men det er jo en del af det hele)
Jeg krydser også fingre for, at de har et godt svar til mig d. 5 juni. Så jeg også kan få mit eget lille mirakel som jeres fantastiske Mille :D
Han har heldigvis taget det hele med godt humør - måske er han virkelig ved at varme op over for det hele. Det håber jeg i hvert fald.
Tak for dit søde svar!!!
Hmm.. efter lidt nærlæsning, så kunne det godt lyde som om Thomas er den eneste grund til, at vi ikke er i gang med at prøve nu.. Sådan er det slet ikke! For godt nok er jeg hyper skruk, men jeg taber ikke hovedet. Og tiden er ikke lige nu, med mine blødninger, Thomas arbejde og andre issues fra min fucked up hjerne/krop.
SletOg det skal slet ikke forståes som om Thomas ikke vil have børn - det vil han. Faktisk har jeg ham mistænkt for at være småskruk også (eller også har vi bare nogle fantastiske børn i omgangskredsen) - men sssch :D